Linaria vulgaris (almindelig torskemund): egenskaber og fordele

Linaria vulgaris Mill. / Almindelig torskemund, på engelsk blandt andet kendt som butter-and-eggs, er en flerårig urt i familien Plantaginaceae (tidligere placeret i Scrophulariaceae), beskrevet af botanikeren Philip Miller. Arten stammer fra Europa og Asien, har bredt sig til mange egne af verden og regnes i dag flere steder for invasiv, især i Nordamerika. Torskemund er let at kende på de iøjnefaldende blomster, der minder om små løvemunde, med gule kronblade, orange svælg og en lang spore, et træk der forklarer mange af dens folkelige navne.

I traditionel europæisk folkemedicin blev Linaria vulgaris især brugt som vanddrivende og afførende middel og udvortes i omslag og salver mod hæmorider og hudlidelser, altid som en traditionel optegnelse, der aldrig er afprøvet i kliniske forsøg. Moderne forskning har især fokuseret på plantens fytokemiske profil, der omfatter flavonoider som linarin, iridoidglykosider som antirrhinosid og kinazolinalkaloider som peganin (vasicin). Stofferne vækker interesse i laboratoriet, men deres sikkerhed ved brug hos mennesker er stadig dårligt dokumenteret. Al indvortes brug bør derfor ses som en traditionel optegnelse, der stadig undersøges, og ikke som en anbefaling.

Folkelige og internationale navne#

• Dansk: almindelig torskemund, torskemund.
• Engelsk: brideweed, butter-and-eggs, common toadflax, wild snapdragon, yellow toadflax.
• Fransk: linaire commune, linaire vulgaire.
• Italiensk: erba di lino, linaria comune.
• Portugisisk: boca-de-leão-amarela, linária, linária-comum, manteiga-e-ovos.
• Spansk: linaria común, lino montesino, pajarita.
• Tysk: Echtes Leinkraut, Gelbes Leinkraut, Gemeines Leinkraut.

Botaniske synonymer#

Taksonomien for Linaria vulgaris har gennem tiden været igennem flere omklassificeringer, både på artsniveau og på familieniveau. Selv om Linaria vulgaris Mill. i dag er det accepterede navn, har flere botaniske synonymer været i omløb i litteraturen, og kendskab til dem er en hjælp i historisk forskning og ved læsning af ældre værker, hvor planten optræder under andre navne. I lang tid blev slægten placeret i familien Scrophulariaceae, en ældre klassifikation, der stadig findes i floraer og håndbøger udgivet før de fylogenetiske revisioner.

• Antirrhinum linaria L.
• Chamaelinaria vulgaris (Mill.) Raf.
• Linaria elongata Dumort.
• Linaria gebleri Besser ex Chav.
• Linaria hians Spreng.
• Linaria linaria (L.) Karst.
• Linaria linarioides Steud.
• Linaria linifolia (L.) Chaz.
• Linaria prostrata (L.) Mill.

Botanisk familie: Plantaginaceae#

Linaria vulgaris hører til familien Plantaginaceae, en mangfoldig gruppe med omkring 100 slægter og over 1.800 arter. Torskemund blev tidligere placeret i familien Scrophulariaceae, og ændringen afspejler de fremskridt, molekylær fylogenetik har gjort i forståelsen af planternes evolutionære slægtskab. Familiens arter er vidt udbredt over hele kloden og danner mange forskellige bioaktive stoffer, hvoraf mange undersøges på grund af deres medicinske interesse.

Familien Plantaginaceae rummer meget forskellige vækstformer, fra enårige urter til små buske, og omfatter kendte planter som vejbred (Plantago), fingerbøl (Digitalis) og selve løvemunden (Antirrhinum). Mange af disse arter indgår i traditionel medicin, og iridoider, flavonoider og andre fenoliske forbindelser er almindelige i gruppen, hvilket giver familien en fremtrædende plads i fytokemisk og farmakologisk forskning.

Anvendte dele til te og tilberedninger#

• Blade
• Blomster
• Hele planten
• Overjordiske dele (blade, blomster, stængler)

Etnobotanisk og traditionel brug#

Anvendelserne nedenfor stammer fra europæisk folketradition og gamle urtebøger. Ingen af dem er bekræftet i kliniske forsøg, og sikkerhedsdata om indvortes brug er sparsomme, så listen dokumenterer den traditionelle optegnelse, der stadig undersøges, og angiver ikke virkning.

• Angina (gammel betegnelse for halsbetændelse)
• Dermatomykose (udvortes brug)
• Enteritis (tarmbetændelse)
• Fordøjelsesbesvær
• Galdeblærebesvær (traditionel optegnelse)
• Hudproblemer (udvortes brug)
• Hæmorider (omslag og salver)
• Indvoldsorm
• Konjunktivitis (skylninger, gammel optegnelse)
• Leverbesvær og gulsot (traditionel europæisk optegnelse, ikke dokumenteret)
• Parodontitis
• Skrofulose (kirteltuberkulose, historisk optegnelse)
• Skørbug (gammel brug mod skørbug)
• Tarmkolik
• Tonikum
• Urinvejsbesvær
• Ødem (hævelse)

Terapeutiske egenskaber#

• Afførende (fremmer afføringen, traditionel optegnelse, undersøges stadig)
• Antiinflammatorisk (virkning set i indledende undersøgelser)
• Antimikrobiel (virkning på mikroorganismer i laboratorieforsøg)
• Antioxidant (infusionens antioxidative kapacitet målt i laboratoriet)
• Antiskorbutisk (historisk optegnelse af brug mod skørbug)
• Astringerende (sammensnerper væv og blodkar, traditionel optegnelse)
• Leverbeskyttende (virkning af flavonoider set hos mus, ingen data fra mennesker)
• Rensende (gammel betegnelse for rensning af sår og hud, traditionel optegnelse)
• Vanddrivende (øget urinproduktion, traditionel optegnelse, undersøges stadig)

Fytokemisk profil#

• Fenoliske forbindelser
• Fenolsyrer
• Flavonoider (linarin og andre flavonglykosider)
• Glykosider
• Hydrofile stoffer
• Iridoider (antirrhinosid og beslægtede glykosider)
• Kinazolinalkaloider (peganin, også kaldet vasicin, og pyrrolokinazolinderivater)
• Lipofile stoffer
• Steroler

Blandt torskemundens indholdsstoffer er der tre grupper, som især optager forskerne. Iridoidglykosiderne, som antirrhinosid, fungerer som kemotaksonomiske markører for slægten, mens linarin, et flavonglykosid der først blev påvist i netop denne plante, undersøges for sin antioxidative virkning og for effekter set i dyremodeller. Kinazolinalkaloiderne, med peganin (vasicin) i spidsen, har deres egen farmakologiske virkning, herunder en dokumenteret livmoderstimulerende (uterotonisk) effekt, og er en af grundene til, at indvortes brug af planten kræver forsigtighed.

Tilberedningsformer (te, tinkturer, ekstrakter)#

• Ekstrakter
• Omslag
• Salver
• Te/infusion
• Udvortes skylninger

Af disse former er den traditionelle udvortes brug, i omslag og salver mod hæmorider og hudsygdomme, den mest forsvarlige, forudsat at der først laves en hudtest på et lille område. Infusionen til indvortes brug hører til den traditionelle europæiske optegnelse og bør, fordi sikkerhedsdata mangler, begrænses til kort og lejlighedsvis brug, altid med vejledning fra en sundhedsfaglig person.

Synergi med andre planter#

Traditionel kombination med vanddrivende planter

I urtetraditionen optræder Linaria vulgaris sammen med andre planter, der er kendt som vanddrivende, som agerpadderokke (Equisetum arvense) og mælkebøtte (Taraxacum officinale), i tilberedninger der skulle fremme udskillelsen af væske. En sådan kombination lægger virkningerne på tabet af vand og elektrolytter sammen og bør derfor ikke laves på egen hånd. Torskemund må heller ikke bruges sammen med vanddrivende eller afførende midler, hverken lægemidler eller andre planter, uden faglig vejledning.

Traditionel kombination med lever- og fordøjelsesplanter

Gamle europæiske urtebøger kombinerede også torskemund med planter, der blev regnet for lever- og fordøjelsesplanter, som marietidsel (Silybum marianum) og artiskok (Cynara scolymus). Marietidsel er en kilde til silymarin og artiskok til cynarin, stoffer der er grundigt undersøgt for deres forhold til leverfunktionen og galdeudskillelsen. Torskemundens rolle i denne kombination er kun en traditionel optegnelse, der stadig undersøges, uden noget bevis for virkning på leversygdomme.

Kombineret udvortes brug til huden

Til udvortes brug kombineres torskemund ofte med morgenfrue (Calendula officinalis) og kamille (Matricaria chamomilla), to planter der traditionelt bruges for deres lindrende virkning på huden. I disse omslag og salver søger traditionen at forene den sammensnerpende virkning, der tilskrives torskemund, med de beroligende egenskaber hos de to andre arter. Hudtesten på forhånd gælder hele blandingen, da personer, der er følsomme over for planter i familien Asteraceae, kan reagere på morgenfrue og kamille.

Opskrifter og brugsprotokoller#

Traditionel infusion af torskemund

Infusionen af tørrede blade og blomster af Linaria vulgaris er den tilberedning, som den europæiske tradition nævner til indvortes brug, traditionelt brugt til at fremme udskillelsen af væske og tarmfunktionen. Da planten indeholder peganin og iridoidglykosider, og sikkerhedsdata er sparsomme, angiver denne artikel ingen dosering: mængde, varighed og relevans af brugen skal fastlægges sammen med en sundhedsfaglig person, og eventuel brug bør være kort og lejlighedsvis, aldrig som fast afføringsmiddel.

Ved den traditionelle tilberedning overhældes den tørrede urt med nykogt vand, står og trækker i 10 til 15 minutter og sies, før den drikkes lun. Stop brugen ved diarré, kramper, svimmelhed eller ethvert tegn på dehydrering.

Omslag med torskemund til huden

Omslaget er den mest forsvarlige traditionelle brug af torskemund, traditionelt anvendt på hæmorider og hudsygdomme. Lav en stærkere infusion med 2 spiseskefulde tørrede blade og blomster til 250 ml kogende vand, lad den trække i 20 minutter, og si den.

Når den er kølet af, laves først en hudtest på et lille område af underarmen, og der ventes 24 timer. Er der ingen reaktion, dyppes et rent klæde eller et stykke gaze i infusionen og lægges på det berørte område i 15 til 20 minutter, to til tre gange om dagen. Brug det ikke på åbne og dybe sår eller i øjnene, og stop brugen, hvis der opstår rødme, kløe eller svie.

Tilberedningerne ovenfor bygger på traditionel overlevering og erstatter ikke professionel rådgivning. Sæt dig ind i de kontraindikationer og interaktioner, der er beskrevet i denne artikel, før du anvender dem indvortes.

Tilknyttede terapier#

Fytoterapi

I europæisk fytoterapeutisk tradition blev Linaria vulgaris nævnt for de vanddrivende, afførende, astringerende og antiinflammatoriske egenskaber, som urtebøgerne tilskrev den, og den indgik i infusioner, flydende ekstrakter og tinkturer, som traditionen anbefalede ved ødemer, fordøjelsesbesvær og hudlidelser. Denne brug bygger på plantens fytokemiske sammensætning, rig på flavonoider, iridoider og alkaloider, men nutidens fytoterapi råder endnu ikke over kliniske forsøg, der bekræfter disse anvendelser, eller over tilstrækkelige sikkerhedsdata. Derfor spiller torskemund i dag en marginal rolle, og udvortes brug anses for det mest forsigtige valg.

Homøopati

I homøopatien bruges Linaria vulgaris i stærkt fortyndede præparater, selv om det er et langt mindre almindeligt middel end andre af planteoprindelse. Brugen følger lighedsprincippet, hvorefter et stof, der kan fremkalde symptomer hos raske personer, gives i minimale doser ved lignende symptomer, og den forbindes som regel med urinvejs- eller fordøjelsesbesvær. Ordination hører under en autoriseret behandler, og homøopatiske præparaters virkning er ikke videnskabeligt dokumenteret.

Kontraindikationer og bivirkninger#

Planten indeholder peganin (vasicin) og iridoidglykosider, og indvortes brug, hvad enten det er som vanddrivende, afførende eller “levermiddel”, er en traditionel europæisk optegnelse uden kliniske forsøg og med sparsomme sikkerhedsdata. Den skal derfor altid præsenteres som en traditionel optegnelse, der stadig undersøges, og begrænses til kort og lejlighedsvis brug under vejledning fra en sundhedsfaglig person.

Toksicitet

Torskemund regnes for let giftig i større mængder, og der er beretninger om forgiftning hos kvæg, der havde ædt store mængder af planten på græs. Det gør den ikke til en giftplante ved udvortes brug eller lejlighedsvise tilberedninger, men understreger, at den ikke bør indtages i store mængder eller over længere tid.

Bivirkninger

Afførende og vanddrivende midler i høj dosis fører til tab af væske og elektrolytter, hvilket hos disponerede personer kan give dehydrering, svaghed, muskelkramper og forstyrrelser af hjerterytmen. Derfor må torskemund ikke bruges som fast afføringsmiddel. Der kan også forekomme kvalme, diarré og andre mave-tarm-gener, og allergiske reaktioner er sjældne, men mulige hos personer, der er følsomme over for planter i familien Plantaginaceae.

Graviditet, amning og børn

Brug er kontraindiceret under graviditet og amning, fordi vasicin har en dokumenteret livmoderstimulerende (uterotonisk) virkning, og der ikke findes sikkerhedsdata for mor og barn. Torskemund må heller ikke bruges til børn.

Interaktioner med lægemidler

Torskemund må ikke bruges sammen med vanddrivende eller afførende midler, fordi de samlede virkninger øger risikoen for dehydrering og forstyrret elektrolytbalance, som igen kan ændre virkningen af hjertemedicin som digitalispræparater. Personer i behandling for lever- eller nyresygdomme og personer, der tager blodfortyndende medicin, bør undgå planten uden lægelig rådgivning, da der mangler undersøgelser af interaktioner. Tal med en læge eller et apotek, før du kombinerer torskemund med nogen form for medicin.

Udvortes brug

Den traditionelle udvortes brug, som omslag og salve mod hæmorider og hudsygdomme, er den mest forsvarlige, forudsat at der først laves en hudtest på et lille hudområde. Brug den ikke på følsomme slimhinder eller udbredte læsioner uden faglig vurdering.

Kuriositeter#

Særprægede folkelige navne

Linaria vulgaris har samlet en række kuriøse navne, som det portugisiske “gul løvemund” og det engelske “butter-and-eggs” (smør og æg), der gengiver blomsternes form og farver, lysegule på kronbladene og orange i svælget. Navnene viser, hvordan hverdagens iagttagelser og folkelig opfindsomhed gennem århundreder har knyttet planten til køkkenet og landskabet. Selve slægtsnavnet kommer af latin linum, hør, fordi de smalle blade ligner hørrens.

Linnés peloria

I 1700-tallet beskrev Carl von Linné en form af torskemund med radiært symmetriske blomster, som han kaldte Peloria, efter det græske ord for “monster”. Fundet overraskede ham, fordi det stred mod forestillingen om, at arterne var uforanderlige. Nyere genetiske undersøgelser har vist, at formen skyldes en epigenetisk ændring i genet cycloidea og ikke en mutation i DNA-sekvensen, hvilket har gjort torskemund til et klassisk eksempel i plantegenetikken.

Historisk brug som farvestof

Ud over den medicinske brug har Linaria vulgaris historisk været en kilde til gult farvestof, og blomsterne blev brugt til at farve tekstiler, især uld, som de gav en klar og holdbar nuance. Denne udnyttelse viser, hvordan planten havde flere roller i fortidens hverdagsliv.

Invasiv plante og biologisk bekæmpelse

Som hjemmehørende i Europa og Asien er Linaria vulgaris blevet invasiv i flere dele af verden, blandt andet i Nordamerika, hvor den konkurrerer med den hjemlige flora og med landbrugsafgrøder. Derfor er programmer for biologisk bekæmpelse begyndt at bruge specialiserede insekter, der lever af planten, for at begrænse dens spredning og mindske påvirkningen af miljøet.

Ofte stillede spørgsmål#