'/%3E%3Cpath%20fill='%23b2b2b2'%20d='M241%20382q0%2016%2017%2026%2017%2011%2042%2011t42-11q16-11%2017-26V269H241'/%3E%3Cpath%20fill='%239f7e00'%20d='M241%20379q0%2014%208%2023%209%209%2021%209%2014%200%2021-9%209-9%209-23V269h-59'/%3E%3Cpath%20d='M241%20339v-70h59v110q0%2014-9%2023l-6%205v-68h-15v72q-8%200-14-4v-68zm59%2040c0%2022%2015%2032%2029%2032%2021%200%2030-18%2030-32v-40h-59'/%3E%3Cpath%20fill='%239f7e00'%20d='M266%20277v5h2v12h-3v-5h2v-5h-9v5h2v5h-4v9h3v18h-5v10h34v-10h-5v-18h3v-9h-4v-5h2v-5h-9v5h2v5h-3v-12h2v-5zm42%20101q0%2010%206%2017%206%206%2015%207%2010-1%2016-7%206-7%206-17v-29h-43'/%3E%3Ccircle%20fill='%230044ad'%20cx='329.5'%20cy='372'%20r='6'/%3E%3Cellipse%20fill='%230044ad'%20cx='300'%20cy='340'%20rx='16'%20ry='21'/%3E%3C/svg%3E){kind=small}
A
- accepteret navn
Hvilket navn der er accepteret, afhænger både af nomenklaturreglerne, for eksempel prioritetsprincippet, og af den taksonomiske opfattelse, som den enkelte database følger, så to databaser kan være uenige i en periode. I Brasilien er Flora e Funga do Brasil referencen for hjemmehørende arter, og internationalt slår man ofte op i Plants of the World Online og World Flora Online.
Se også: botanisk synonym, videnskabeligt navn
Kilde: World Flora Online
- afkog
I fytoterapi bruges afkog, når plantematerialets indholdsstoffer ikke frigives let ved blot at komme i kontakt med varmt vand. Materialet lægges i vandet, holdes i kog og sies derefter fra, og væsken kaldes et afkog eller et dekokt. Forskellen fra infusion ligger i den fælles kogning, som trækker mere modstandsdygtige stoffer ud, men samtidig kan nedbryde varmefølsomme stoffer.
Kilde: Den Europæiske Farmakopé (Ph. Eur.), generel monografi for urteteer
- alkaloid
De fleste alkaloider har kvælstof i en heterocyklisk ring og er afledt af aminosyrer. Kinin, koffein, morfin og nikotin er kendte eksempler. Mange virker i kroppen selv i små mængder, og nogle er giftige, så korrekt bestemmelse af planten og forsigtighed ved brug er nødvendig. Egenskaberne varierer meget fra stof til stof.
Se også: fytokemikalie, glykosid
Kilde: Pharmacognosy (Trease and Evans)
- anthocyanin
Anthocyaniner er glykosider af anthocyanidiner som cyanidin, delphinidin og malvidin og findes opløst i cellernes vakuoler. Farven skifter med surhedsgraden, så den går mod rød ved lav pH og mod blå eller grøn ved højere pH, hvilket gør det muligt at bruge ekstrakter med et højt indhold af disse farvestoffer som pH-indikatorer. Stofferne er følsomme over for ilt, lys og varme, hvilket påvirker farven i ekstrakter og fødevarer under tilberedning og opbevaring.
Se også: carotenoid, flavonoid, glykosid
Kilde: Pharmacognosy (Trease and Evans)
- aromatisk
I botanikken er en aromatisk plante en art, der danner og ophober flygtige duftstoffer, først og fremmest terpener og phenylpropanoider, som udgør de æteriske olier. Stofferne findes i særlige strukturer som kanaler i stængler og rødder, kirtelhår på bladene og oliekirtler i frugtskallen, og de frigives, når vævet knuses eller opvarmes. Familier som Apiaceae, Lamiaceae og Myrtaceae rummer mange aromatiske arter. I organisk kemi har aromatisk en anden betydning, knyttet til ringstrukturer som benzenringen, og har intet med duft at gøre.
Se også: blomsterstand, urteagtig
Kilde: terminologi inden for økonomisk botanik
- art
I botanikken angives arten med et binomialt navn, altså slægtsnavnet efterfulgt af et artsepitet med lille begyndelsesbogstav, som i Matricaria chamomilla. Der er ikke altid enighed om, hvor grænsen for en art går, og taksonomiske revisioner kan med tiden opdele eller sammenlægge arter. Inden for fytoterapi er korrekt artsbestemmelse afgørende, fordi planter i samme slægt kan have meget forskellig kemisk sammensætning.
Se også: slægt, underart, videnskabeligt navn
Kilde: International Code of Nomenclature for algae, fungi, and plants (ICN)
B
- basionym
Når en art flyttes til en anden slægt, bevares det oprindelige epitet som regel og forbindes med det nye slægtsnavn til en ny kombination. Det oprindelige navn kaldes da basionymet, og den autor, der publicerede det, anføres i parentes i det nye navn. I Picea abies (L.) H.Karst. er basionymet for eksempel Pinus abies L., beskrevet af Linné.
Se også: accepteret navn, botanisk synonym
Kilde: International Code of Nomenclature for algae, fungi, and plants (ICN)
- bivirkning
I EU's lægemiddellovgivning er en bivirkning en skadelig og utilsigtet reaktion på et lægemiddel. I daglig tale bruges ordet dog bredere om enhver utilsigtet virkning ved siden af den tilsigtede, også når den er ufarlig, og den brede betydning dækkes undertiden af ordet sideeffekt. En bivirkning i snæver forstand er altid uønsket, men ikke enhver utilsigtet virkning er skadelig. Også plantelægemidler kan give bivirkninger, som i Danmark indberettes til Lægemiddelstyrelsen, mens formodede bivirkninger af kosttilskud hører under Fødevarestyrelsen.
Se også: kontraindikation, lægemiddelinteraktion, toksicitet
Kilde: Direktiv 2001/83/EF, artikel 1, og WHO's definitioner inden for lægemiddelovervågning
- blomsterstand
Blomsterstanden er den måde, blomsterne er ordnet på hos planter, hvor de ikke sidder enkeltvis. Den stilk, der bærer hele samlingen, kaldes blomsterstandsstilken, og den akse, blomsterne sidder på, kaldes hovedaksen. Typerne adskilles ved den rækkefølge, blomsterne springer ud i, og ved samlingens form. Blandt dem er aksen, klasen, kurven, der samler mange små blomster på en fælles bund og ligner én blomst, og skærmen, hvor blomsterstilkene udgår fra samme punkt. Typen af blomsterstand er et af de kendetegn, der bruges til at bestemme plantefamilier.
Kilde: terminologi til plantebestemmelse
- botanisk synonym
Synonymi opstår, når samme plante har fået mere end ét videnskabeligt navn, enten fordi den er beskrevet uafhængigt flere gange, eller fordi den er flyttet til en anden slægt efter en taksonomisk revision. I hver klassifikation er kun ét navn accepteret, mens de øvrige får status af synonymer. Databaser som Plants of the World Online og World Flora Online opstiller disse sammenhænge, hvilket mindsker risikoen for forveksling, når man sammenligner undersøgelser og etiketter med forskellige navne.
Se også: accepteret navn, basionym
Kilde: Plants of the World Online (Royal Botanic Gardens, Kew)
- busk
En busk er en flerårig vedplante, der sjældent bliver mere end nogle få meter høj og forgrener sig tæt ved jorden i flere stængler af nogenlunde samme tykkelse. Grænsen til træet, som har en tydelig hovedstamme, er praktisk snarere end skarp og rummer mellemformer som småtræer. En halvbusk er derimod kun forveddet ved basis, mens de øvre skud er urteagtige. Adjektivet buskagtig beskriver denne vækstform og bruges også om vegetation domineret af buske.
Se også: flerårig, klatreplante, urteagtig
Kilde: plantemorfologisk terminologi
C
- carotenoid
Carotenoider er tetraterpenoider med fyrre kulstofatomer og deles i carotener, der kun består af kulstof og brint, som alfa-caroten, beta-caroten og lycopen, og xanthofyller, der indeholder ilt, som lutein og zeaxanthin. I grønne blade skjules farven af klorofyllet og kommer frem, når det nedbrydes. Nogle carotenoider omdannes til A-vitamin i kroppen, og de undersøgte egenskaber varierer fra stof til stof.
Se også: anthocyanin, terpenoid
Kilde: Pharmacognosy (Trease and Evans)
D
- dosering
Doseringen er den oplysning i indlægssedlen, der fortæller, hvordan et produkt skal bruges, og den varierer ofte med alder, kropsvægt og tilstand. I daglig tale blandes dosering og dosis ofte sammen, selv om dosis kun er mængden pr. indtagelse. Inden for fytoterapi gælder en dosering for den konkrete tilberedning, den er angivet for, og den kan ikke overføres til en anden tilberedningsform eller en anden koncentration af samme plante.
Se også: dosis
Kilde: farmakologisk standardterminologi
- dosis
Farmakologisk er dosis den mængde, der indtages ad gangen, mens dosering beskriver hele anvendelsesplanen med hyppighed og varighed. Ved plantetilberedninger afhænger dosis af ekstraktets koncentration, lægemiddelformen og den anvendte plantedel, så tal fra én tilberedning kan ikke overføres til en anden. Afstanden mellem den virksomme dosis og den dosis, der giver giftvirkninger, varierer fra stof til stof, og dosis er derfor en af de vigtigste sikkerhedsfaktorer.
Se også: dosering, toksicitet
Kilde: farmakologisk standardterminologi
E
- ekstrakt
Udtræksmidlet og koncentrationen bestemmer undertyperne. Et vandigt ekstrakt laves udelukkende med vand, mens et vandig-alkoholisk ekstrakt, fremstillet med en blanding af vand og ethanol, indeholder alkohol, ligesom det flydende ekstrakt, en koncentreret væske med samme slags udtræksmiddel. Tørekstrakt opstår, når udtræksmidlet inddampes helt, og foreligger som pulver. Et standardiseret ekstrakt er indstillet til et fastlagt indhold af bestemte indholdsstoffer, så batcher kan sammenlignes.
Kilde: Den Europæiske Farmakopé (Ph. Eur.), generel monografi for plantedrogeekstrakter
- endemisk
En endemisk art forekommer kun naturligt inden for et afgrænset område, der kan være lige så stort som et land eller et biom eller så lille som en enkelt bjergtop. Alle endemiske arter er hjemmehørende i deres område, men ikke alle hjemmehørende arter er endemiske. Endemisme er udbredt i isolerede miljøer som bjerge og øer, og arter med meget begrænset udbredelse er ofte mere sårbare over for tab af levesteder. En endemisk plante, der dyrkes andre steder, er stadig endemisk for sit oprindelige område.
Se også: hjemmehørende, naturaliseret
Kilde: plantegeografisk terminologi
- enårig
I botanisk sprogbrug er en enårig plante en art, der når fra spiring over frøsætning til død på højst et år, ofte på få måneder. Betegnelsen siger noget om livsformen og ikke om den enkelte plantes alder. Artens videreførelse afhænger af frøene, som overlever den ugunstige årstid i jorden. Mange ukrudtsarter i marker og mange bladgrøntsager er enårige. Nogle flerårige arter fra varme egne dyrkes som enårige i områder med hårde vintre, men det handler om dyrkningspraksis og ikke om plantens biologi.
Kilde: standard botanisk ordliste
F
- farmakopé
Mange lande og regioner har deres egen, for eksempel den amerikanske farmakopé (USP) og Den Europæiske Farmakopé (Ph. Eur.), som er gældende i Danmark og suppleres af Danske Lægemiddelstandarder fra Lægemiddelstyrelsen. For plantedroger beskriver farmakopémonografierne botaniske kendetegn, grænseværdier for forurenende stoffer, identifikationsprøver og mindsteindhold af markørstoffer, så ægte materiale kan skelnes fra forfalsket.
Se også: lægeplante, monografi
Kilde: Den Europæiske Farmakopé (Ph. Eur.)
- flavonoid
Grundstrukturen har femten kulstofatomer fordelt på to aromatiske ringe, der er forbundet af en central ring. Klassen omfatter undergrupper som anthocyanidiner, flavan-3-oler, flavanoner, flavoner og flavonoler, med kendte eksempler som apigenin, catechin, kaempferol og quercetin. I planten bidrager de til farvningen og til filtrering af ultraviolet stråling. De er genstand for omfattende farmakologisk forskning, og egenskaberne varierer fra stof til stof.
Se også: anthocyanin, fytokemikalie, garvestof
Kilde: Pharmacognosy (Trease and Evans)
- flerårig
En flerårig plante lever i mere end to år. Hos mange arter visner de overjordiske dele om vinteren eller i tørtiden, mens løg, rødder eller jordstængler overlever i jorden og skyder igen, når forholdene bliver gunstige. Træer og de fleste buske er flerårige vedplanter, men der findes også mange urteagtige flerårige planter, som på dansk kaldes stauder. Begrebet står i modsætning til enårige og toårige planter, der afslutter livet efter en enkelt frøsætning.
Se også: enårig, toårig, urteagtig
Kilde: standard botanisk ordliste
- fytokemikalie
Begrebet dækker stoffer, som planten danner for at samspille med omgivelserne, for eksempel aromastoffer, farvestoffer og forsvarsstoffer mod planteædere og mikroorganismer. Koncentrationen afhænger af art, høsttidspunkt, jordbund, klima og plantedel. Mange fytokemiske stofklasser undersøges i farmakologisk forskning, men egenskaberne varierer fra stof til stof og afhænger af tilberedningen.
Se også: alkaloid, flavonoid, terpenoid
Kilde: Pharmacognosy (Trease and Evans)
- fytoterapi
Begrebet spænder fra hjemmelavede tilberedninger til industrielt fremstillede plantelægemidler. I Danmark godkendes eller registreres plantelægemidler af Lægemiddelstyrelsen efter EU-reglerne, mens andre plantebaserede produkter kan sælges som kosttilskud efter fødevarelovgivningen uden at være godkendt som lægemidler. Fytoterapi adskiller sig fra homøopati, der bygger på helt andre principper, og fra behandling med isolerede, rene stoffer, fordi den arbejder med alle de indholdsstoffer, der findes i planten eller ekstraktet.
Se også: lægeplante, plantelægemiddel
Kilde: Direktiv 2001/83/EF og Direktiv 2004/24/EF
G
- garvestof
Garvestofferne deles i to hovedgrupper: de hydrolyserbare, der er afledt af ellagsyre og gallussyre, og de kondenserede, også kaldet proanthocyanidiner, der er opbygget af flavan-3-ol-enheder. Evnen til at fælde proteiner forklarer den historiske brug ved garvning af læder og den ru fornemmelse i munden, når man smager sort te eller umoden frugt. I farmakologisk forskning varierer egenskaberne efter type og stof.
Se også: flavonoid, fytokemikalie
Kilde: Pharmacognosy (Trease and Evans)
- glykosid
Glykosidets karakter bestemmes af aglykonen, og derfor taler man blandt andet om antrakinonglykosider, cyanogene glykosider, fenoliske glykosider og flavonoidglykosider. Bindingen til sukker gør som regel stoffet mere vandopløseligt, og ved hydrolyse frigøres aglykonen. Amygdalin, rutin og salicin er kendte eksempler.
Se også: anthocyanin, flavonoid, saponin
Kilde: Pharmacognosy (Trease and Evans)
- grødomslag
I folkemedicinen laves et grødomslag ved at mose, koge eller rive plantematerialet til en fugtig masse, som kan tilsættes ler eller mel for at binde den. Det bruges altid udvortes, enten direkte på huden eller med et tyndt stykke stof imellem. Det adskiller sig fra et kompres ved at bestå af selve plantemassen og ikke kun af en væske opsuget i stof. Visse planter kan irritere huden, og et varmt grødomslag kan give forbrændinger, så huden bør altid holdes under opsyn ved denne form for anvendelse.
Se også: kompres
Kilde: traditionel fytoterapeutisk terminologi
H
- herbarium
Hvert eksemplar, et herbarieark, har en etiket med bestemmelse, dato, findested og indsamler. Herbarierne opbevarer også typeeksemplarerne, som fastlægger, hvilken plante hvert videnskabeligt navn gælder for. I forskning i lægeplanter gør et deponeret belægseksemplar af den undersøgte plante det muligt at efterprøve bestemmelsen senere. I Brasilien har Jardim Botânico do Rio de Janeiro en af landets største samlinger.
Se også: art, taxon, videnskabeligt navn
Kilde: botanisk standardordliste
- hjemmehørende
En art er hjemmehørende i et område, når den indgår i den lokale flora som følge af naturlig evolution og spredning, uden at mennesker har transporteret den. Begrebet er altid knyttet til et bestemt område, og den samme plante kan være hjemmehørende på ét kontinent og indført på et andet. Hjemmehørende betyder ikke eksklusiv, for en art, der er hjemmehørende i Brasilien, kan også forekomme naturligt i nabolandene. Når den naturlige udbredelse er begrænset til et enkelt område, bruges betegnelsen endemisk.
Se også: endemisk, invasiv, naturaliseret
Kilde: plantegeografisk terminologi
I
- in vitro
In vitro-studier ligger nederst i evidenshierarkiet. De gør det muligt at afprøve virkningsmekanismer hurtigt og billigt, men de anvendte koncentrationer og det isolerede miljø afspejler sjældent forholdene i kroppen, hvor der sker omsætning, optagelse og udskillelse. Et in vitro-resultat er derfor et udgangspunkt for videre forskning og ikke et bevis for virkning hos mennesker. Det modsatte er in vivo, som betegner studier i levende organismer, hvad enten det er dyr eller mennesker.
Se også: klinisk forsøg, videnskabelig evidens
Kilde: metodologisk standardterminologi i evidensbaseret medicin
- infusion
I fytoterapi bruges infusion typisk til skrøbeligt plantemateriale, hvis aromatiske og flygtige stoffer ville gå tabt ved længere tids kogning. Metoden adskiller sig fra afkog, fordi materialet ikke koges sammen med vandet, og fra maceration, fordi der tilføres varme. Et låg under trækketiden mindsker tabet af flygtige stoffer med dampen. I daglig tale kaldes resultatet te, og i sundhedsfagligt sprog kan infusion også betyde intravenøs tilførsel, hvilket er noget helt andet.
Se også: afkog, maceration, te
Kilde: Den Europæiske Farmakopé (Ph. Eur.), generel monografi for urteteer
- invasiv
I økologien er en invasiv art en naturaliseret fremmed art, der spreder sig langt fra de steder, hvor den blev indført, og forårsager skade, for eksempel gennem konkurrence med hjemmehørende planter, ændringer i jordbunden eller brandregimet og tab i landbruget. Invasion er det sidste trin i en proces, der begynder med indførsel og fortsætter med naturalisering, og langt fra alle naturaliserede arter når dertil. I landbruget kaldes enhver uønsket plante i afgrøden ukrudt, også når den er hjemmehørende, og det begreb falder ikke sammen med den økologiske betydning.
Se også: hjemmehørende, naturaliseret
Kilde: terminologi inden for invasionsøkologi
J
- jordstængel
Selv om jordstænglen ligner en rod, er den en omdannet stængel med knopper, knuder, skælblade og stængelled, strukturer som rødder ikke har. Den oplagrer stivelse og andre reserver, så planten kan overleve ugunstige perioder og formere sig vegetativt, idet hvert stykke med en knop kan blive til et nyt individ. Jordstængler er almindelige hos urteagtige flerårige planter og adskiller sig fra udløberen, der løber hen over jorden, og fra stængelknolden, en rundagtig stængel med oplagsnæring.
Kilde: plantemorfologisk terminologi
K
- kapsel
Hårde kapsler fyldes med pulver eller tørekstrakt, mens bløde kapsler som regel indeholder væsker eller olier. Skallen beskytter indholdet og gør det lettere at indtage noget, der smager ubehageligt, og valget mellem animalsk gelatine og vegetabilsk cellulose har betydning for veganere og vegetarer. I botanikken betyder samme ord noget andet, nemlig en tør frugt, der åbner sig af sig selv for at frigive frøene, og den har intet med lægemiddelformen at gøre.
Kilde: Den Europæiske Farmakopé (Ph. Eur.), generel monografi for kapsler
- klatreplante
En klatreplante har lange, bøjelige stængler og klatrer op ad andre strukturer i stedet for at bruge kræfter på en selvbærende stamme. Måden at hæfte sig fast på varierer og omfatter hæfterødder, kroge, slyngende stængler, der snor sig om støtten, slyngtråde og torne. Klatreplanter kan være forveddede eller urteagtige, og de forveddede klatreplanter i tropiske skove kaldes lianer.
Kilde: plantemorfologisk terminologi
- klinisk forsøg
Kliniske forsøg gennemføres i faser, der går fra små grupper med fokus på sikkerhed til store effektstudier. Den mest stringente form er det randomiserede, dobbeltblindede, placebokontrollerede forsøg, hvor deltagerne fordeles ved lodtrækning, og hverken de eller forskerne ved, hvem der får behandlingen, og hvem der får placebo. Korte og små forsøg eller forsøg uden kontrolgruppe giver mindre pålidelige resultater, og gentagelse hos uafhængige forskergrupper styrker konklusionerne.
Se også: in vitro, videnskabelig evidens
Kilde: God klinisk praksis (ICH E6-retningslinjen)
- kompres
I fytoterapi er et kompres en udvortes anvendelsesform, hvor stoffet opsuger en flydende tilberedning og holdes på det pågældende område i et stykke tid. Det adskiller sig fra et grødomslag ved ikke at indeholde selve plantemassen, kun væsken, der er udvundet af den. Temperaturen er en del af teknikken, og varme kompresser kræver opmærksomhed for at undgå forbrændinger, især hos børn, personer med nedsat følesans i huden og ældre.
Se også: afkog, grødomslag, infusion
Kilde: traditionel fytoterapeutisk terminologi
- kontraindikation
Kontraindikationer kan være absolutte, så produktet ikke må bruges under nogen omstændigheder, eller relative, så brugen kræver omhyggelig vurdering og opfølgning. Blandt de hyppigst nævnte forhold er alder, amning, graviditet, kendt allergi og samtidig brug af andre lægemidler. En kontraindikation er en stærkere kategori end en anbefaling om, at brug frarådes eller kræver forsigtighed, og de to må ikke forveksles.
Se også: bivirkning, lægemiddelinteraktion
Kilde: farmakologisk standardterminologi
- kultivar
Ordet er en sammentrækning af det engelske cultivated variety og reguleres af Den Internationale Nomenklaturkode for Kulturplanter. I modsætning til den botaniske varietet opstår en kultivar ved kontrolleret formering, krydsning eller udvælgelse, og den bevares kun ved menneskelig indgriben, for eksempel frøavl under kontrol, podning eller stiklinger. Kultivarer af samme art kan variere i aroma, farve og indhold af stoffer.
Kilde: International Code of Nomenclature for Cultivated Plants (ICNCP)
- kumarin
Klassen omfatter simple kumariner, furanokumariner og pyranokumariner, med eksempler som selve kumarin, psoralen, scopoletin og umbelliferon. De er almindelige i familier som Apiaceae, Fabaceae og Rutaceae. Visse furanokumariner kan give hudreaktioner ved sollys, og naturligt kumarin må ikke forveksles med blodfortyndende lægemidler af kumarintypen som warfarin, der er modificerede syntetiske molekyler.
Se også: fytokemikalie, glykosid
Kilde: Pharmacognosy (Trease and Evans)
L
- lignan
Lignaner dannes ad samme biosyntesevej som lignin, den polymer, der gør veddet stift, men de er små molekyler og må ikke forveksles med lignin. Matairesinol, pinoresinol, podophyllotoxin og secoisolariciresinol er kendte eksempler. Nogle lignaner omdannes af tarmbakterier til stoffer kaldet enterolignaner, og de undersøgte egenskaber varierer fra stof til stof.
Se også: flavonoid, fytokemikalie
Kilde: Pharmacognosy (Trease and Evans)
- lægemiddelinteraktion
En interaktion kan forstærke, svække eller ændre den forventede virkning og undertiden give helt nye virkninger. Den sker ad farmakokinetisk vej, når et stof påvirker omsætning, optagelse eller udskillelse af et andet, eller ad farmakodynamisk vej, når begge virker på de samme mål i kroppen. Plantetilberedninger indeholder mange aktive indholdsstoffer og kan påvirke virkningen af konventionel medicin, og derfor er det vigtigt at oplyse apotek eller læge om alle de produkter, man bruger.
Se også: bivirkning, kontraindikation
Kilde: farmakologisk standardterminologi
- lægeplante
WHO regner enhver planteart, der bruges frisk eller tørret i medicinsk øjemed, for en lægeplante. Betegnelsen beskriver anvendelsen og er ingen garanti for virkning eller sikkerhed. Samme art kan have dele med forskellig anvendelse og dele, der er giftige, og det videnskabelige navn forebygger forveksling af planter med ens eller lignende folkelige navne. Den plantedel, der bruges som råvare, som regel tørret og stabiliseret, kaldes en plantedroge, og først det færdige produkt, der er fremstillet af den og godkendt eller registreret af Lægemiddelstyrelsen, er et plantelægemiddel.
Se også: fytoterapi, plantelægemiddel, toksicitet
Kilde: WHO's terminologi for traditionel medicin og Direktiv 2004/24/EF
- løvfældende
En løvfældende plante smider løvet sæsonvis og står en periode uden blade, hvilket mindsker vandtabet og skader fra kulde. Det modsatte er en stedsegrøn plante, der beholder bladene hele året og udskifter dem gradvist. Derudover findes delvis løvfældende planter, som kun taber en del af løvet. Om andre plantedele, der falder af, når de har udført deres funktion, for eksempel akselblade eller bægerblade, bruger man betegnelsen hinfaldende.
Kilde: standard botanisk ordliste
M
- maceration
Som udtræksvæske kan bruges alkohol, eddike, vand eller vegetabilsk olie, og produktet kaldes et macerat. Fordi der ikke tilføres varme, bevares stoffer, som ville blive nedbrudt ved infusion eller afkog. Vandige macerater fordærves let, da stuetemperatur fremmer væksten af mikroorganismer, og de bør derfor ikke opbevares længe. I galenisk farmaci er maceration i alkohol en af de klassiske metoder til fremstilling af tinkturer.
Se også: ekstrakt, infusion, tinktur
Kilde: Den Europæiske Farmakopé (Ph. Eur.), generel monografi for plantedrogeekstrakter
- monografi
Ved regulering af plantelægemidler er de mest citerede monografier dem fra Udvalget for Plantelægemidler (HMPC) under Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), som klassificerer hver anvendelse som enten veletableret eller traditionel. ESCOP og WHO udgiver også monografier, der typisk omfatter advarsler, botanisk identifikation, dosering, interaktioner og kontraindikationer. De adskiller sig fra farmakopémonografier, der handler om kvalitetskontrol af råvaren.
Se også: farmakopé, traditionel anvendelse
Kilde: HMPC-monografier (Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA)
N
- naturaliseret
En naturaliseret art er en fremmed plante, flyttet fra sit oprindelige udbredelsesområde ved menneskets hjælp, som etablerer sig uden for dyrkning og fuldfører livscyklussen på egen hånd, så bestandene holder sig over flere generationer. Den adskiller sig fra arter, der kun dyrkes og ikke klarer sig uden pleje, og fra hjemmehørende arter, der er kommet til området ad naturlig vej. Ikke alle naturaliserede arter er invasive, en betegnelse der forbeholdes arter, som spreder sig vidt og ændrer de levesteder, de indtager.
Se også: hjemmehørende, invasiv
Kilde: terminologi inden for invasionsøkologi
P
- plantefamilie
I det botaniske hierarki ligger familien mellem orden og slægt. De officielle navne ender på -aceae, og nomenklaturkoden tillader enkelte traditionelle navne som alternativ, for eksempel Compositae for Asteraceae og Labiatae for Lamiaceae. Kender man familien, er det lettere at se slægtskab og ligheder i indholdsstoffer mellem planter, men arter i samme familie har ikke nødvendigvis samme anvendelse eller de samme risici.
Kilde: International Code of Nomenclature for algae, fungi, and plants (ICN)
- plantelægemiddel
Ud over en fuld ansøgning findes der i EU to forenklede veje. Et plantelægemiddel med veletableret anvendelse godkendes på grundlag af dokumentation for virkning og sikkerhed i den videnskabelige litteratur, mens et traditionelt plantelægemiddel registreres efter Direktiv 2004/24/EF på grundlag af lang tids sikker brug. Begge kræver dokumenteret kvalitet, og i Danmark er det Lægemiddelstyrelsen, der godkender og registrerer dem. Lægeplanten og plantedrogen er derimod råvarer og ikke færdige lægemidler.
Se også: fytoterapi, lægeplante, traditionel anvendelse
Kilde: Direktiv 2001/83/EF og Direktiv 2004/24/EF
- polysakkarid
I planter fungerer polysakkarider som energireserve, som inulin og stivelse, eller som byggesten i cellevæggen, som cellulose, hemicelluloser og pektin. Gummi og slimstoffer hører også til gruppen og forklarer den tyktflydende konsistens i visse vandige ekstrakter. De undersøges i farmakologisk forskning og ernæringsforskning, og egenskaberne varierer med kædelængden og de sukkerarter, der indgår.
Kilde: Pharmacognosy (Trease and Evans)
- pulver
Plantepulver fremstilles ved, at materialet tørres og males, undertiden efterfulgt af sigtning, der sorterer partiklerne efter størrelse. Til forskel fra tørekstrakt indeholder pulveret hele plantematerialet uden adskillelse med et udtræksmiddel, og sammensætningen følger derfor udgangsmaterialet. Fugt, luft og lys fremskynder nedbrydningen, så opbevaring i en tæt lukket beholder er en del af kvalitetskontrollen.
Kilde: Den Europæiske Farmakopé (Ph. Eur.), generel monografi for plantedroger
S
- saponin
Navnet kommer af latin sapo, sæbe, på grund af den overfladeaktive virkning, der minder om rengøringsmidlers. Saponinerne inddeles i triterpensaponiner, som er almindelige hos tokimbladede, og steroidsaponiner, som ofte ses hos enkimbladede. Dioscin, hvis aglykon er diosgenin, og glycyrrhizin er eksempler, der er blevet undersøgt. Nogle saponiner irriterer slimhinderne og kan nedbryde røde blodlegemer, hvis de kommer direkte i blodet, og flere er giftige for fisk. Brugen kræver derfor forsigtighed.
Kilde: Pharmacognosy (Trease and Evans)
- sirup
Sukkeret giver siruppen dens konsistens, dækker over bitter smag og bidrager til holdbarheden. Farmaceutisk er grundsiruppen en koncentreret opløsning af saccharose, og når der tilsættes ekstrakter eller tinkturer, kan den medicinske sirup indeholde alkohol. Hjemmelavede opskrifter med honning eller sukker holder sig kortere tid. Sukkerindholdet har betydning for personer, der skal begrænse deres indtag af kulhydrater, og honning må ikke gives til børn under et år.
Kilde: Den Europæiske Farmakopé (Ph. Eur.), generel monografi for flydende præparater til oral anvendelse
- slimstof
Slimstoffer dannes af særlige celler eller cellelag, for eksempel det yderste lag på visse frø, og adskiller sig fra gummi ved at være normale bestanddele af planten, mens gummi typisk udskilles som reaktion på en skade. I farmakognosien måles ved en kvældningsprøve, hvor meget plantematerialet svulmer i vand. Den tyktflydende konsistens viser sig let i infusioner og koldtudtræk.
Se også: glykosid, polysakkarid
Kilde: Pharmacognosy (Trease and Evans)
- slægt
Slægten ligger mellem familie og art i hierarkiet. Navnet er et latiniseret substantiv, der skrives med stort begyndelsesbogstav og i kursiv, og det udgør første led i hver arts binomiale navn. Planter i samme slægt deler ofte morfologiske træk, men kan have vidt forskellig kemisk sammensætning, så en bestemmelse helt ned til art er stadig nødvendig.
Se også: art, plantefamilie, videnskabeligt navn
Kilde: International Code of Nomenclature for algae, fungi, and plants (ICN)
T
- taxon
I flertal hedder det taxa, og i dansk tekst ses også stavemåden takson. Begrebet gælder alle niveauer i hierarkiet, fra de store hovedgrupper til rangtrinnene under arten, og det er den enhed, som taksonomi og systematik arbejder med. Udtryk som infraspecifikt taxon, der bruges om underarter og varieteter, viser, hvor i hierarkiet gruppen hører hjemme.
Se også: art, plantefamilie, slægt
Kilde: botanisk standardordliste
- te
I botanisk og handelsmæssig sprogbrug dækker ordet kun tilberedninger af Camellia sinensis, den plante, som giver grøn te, hvid te, oolong og sort te. I daglig dansk tale bruges te dog også om urtete, altså enhver drik lavet af urter i varmt vand, som fagtekster kalder infusion eller afkog alt efter fremgangsmåden. Ordet te i en opskrift eller på en etiket er derfor ingen garanti for, at produktet indeholder Camellia sinensis.
Kilde: Den Europæiske Farmakopé (Ph. Eur.), generel monografi for urteteer
- terpenoid
Inddelingen følger antallet af isoprenenheder: monoterpener har to, som limonen og menthol, seskviterpener har tre, som bisabolol og caryophyllen, diterpener har fire og triterpener seks. Strengt taget betegner terpen selve kulbrinten, mens terpenoid også omfatter de iltholdige derivater, men i praksis bruges ordene ofte i flæng. Carotenoider og triterpensaponiner hører også til denne store stofgruppe.
Se også: carotenoid, saponin, æterisk olie
Kilde: Pharmacognosy (Trease and Evans)
- tinktur
Farmakopéerne beskriver en tinktur som en alkoholisk eller vandig-alkoholisk tilberedning, fremstillet ved maceration eller perkolation med et fastlagt forhold mellem plantedroge og udtræksmiddel. Alkoholindholdet er en væsentlig egenskab ved produktet og har betydning for ammende, bilister, børn, gravide og personer med alkoholafhængighed eller leversygdom. Sammenlignet med et flydende ekstrakt er en tinktur som regel mindre koncentreret, fordi der bruges mere udtræksmiddel til samme mængde plantedroge.
Se også: ekstrakt, maceration
Kilde: Den Europæiske Farmakopé (Ph. Eur.), generel monografi for tinkturer
- toksicitet
Toksikologien skelner mellem akut toksicitet, der viser sig efter en enkelt eller kortvarig eksponering, og kronisk toksicitet, der hænger sammen med gentagen brug over længere tid. Man taler desuden om organtoksicitet, når skaden især rammer et bestemt organsystem.Paracelsus' princip om, at det er dosis, der gør giften, gælder også stoffer af planteoprindelse, for naturligt er ikke ensbetydende med ufarligt.
Se også: bivirkning, dosis
Kilde: toksikologisk standardterminologi
- toårig
Hos en toårig plante går det første år med vegetativ vækst, ofte i form af en bladroset tæt ved jorden og en rod, der oplagrer næring. I det andet år skyder planten en blomsterstængel, sætter frø og dør. Hos flere arter kræver blomstringen en kuldeperiode, en proces der kaldes vernalisering. I klimaer uden en tydelig vinter kan nogle toårige arter opføre sig som enårige eller leve længere end to år.
Kilde: standard botanisk ordliste
- traditionel anvendelse
Efter Direktiv 2004/24/EF kan et traditionelt plantelægemiddel registreres, når der er dokumentation for mindst 30 års anvendelse, heraf mindst 15 år i EU, og produktet anses for ikke at være skadeligt under de angivne betingelser. Anerkendelsen viser en brugshistorik og en plausibel virkning, men svarer ikke til påvist effekt i kliniske forsøg. Derfor skal det fremgå af pakningen og indlægssedlen, at anvendelsen udelukkende bygger på lang tids brug.
Se også: klinisk forsøg, monografi, videnskabelig evidens
Kilde: Direktiv 2004/24/EF
U
- underart
Underarten står efter det binomiale navn og indledes med subsp. eller ssp., som i Origanum vulgare subsp. hirtum. Betegnelsen bruges typisk om bestande, der lever i adskilte områder og viser stabile morfologiske forskelle, selv om de stadig kan krydses med andre bestande af samme art. Blandt rangtrinnene under artsniveau placeres underarten over varieteten.
Kilde: International Code of Nomenclature for algae, fungi, and plants (ICN)
- urteagtig
En urteagtig plante har en stængel, der forbliver blød med kun lidt indlejret lignin, i modsætning til træer og buske, som danner ved. De overjordiske dele er som regel lave, og hos flerårige arter kan de visne ned og skyde igen fra underjordiske organer. Begrebet beskriver konsistens og ikke levetid, for der findes både enårige, flerårige og toårige urteagtige planter. Adjektivet bruges også om plantedele, for eksempel de unge, endnu ikke forveddede skud hos en vedplante.
Se også: busk, flerårig, klatreplante
Kilde: plantemorfologisk terminologi
V
- varietet
Den botaniske varietet er en rang under artsniveau, som er reguleret af nomenklaturkoden og i princippet gælder bestande, der er opstået i naturen. Den må ikke forveksles med kultivaren, der betegner planter udvalgt og opretholdt gennem dyrkning. Hos kulturplanter bruges rangen dog også af tradition, som i Brassica oleracea var. capitata, hovedkål.
Kilde: International Code of Nomenclature for algae, fungi, and plants (ICN)
- videnskabelig evidens
Evidensbaseret medicin ordner studier i et hierarki, hvor in vitro-resultater er de mest foreløbige, efterfulgt af dyreforsøg og kliniske forsøg med mennesker, mens systematiske oversigter, der samler flere forsøg, ligger øverst. En virkning, der er set i celler eller dyr, peger på en forskningsretning, men viser ikke, at den også optræder hos mennesker. Udtrykket klinisk evidens bruges kun om data fra forsøg med mennesker.
Se også: in vitro, klinisk forsøg, traditionel anvendelse
Kilde: metodologisk standardterminologi i evidensbaseret medicin
- videnskabeligt navn
Det binomiale system fik sin faste form hos Linné i 1753 med værket Species Plantarum, som er udgangspunktet for den botaniske nomenklatur. Det fulde navn kan omfatte en forkortelse for den autor, der beskrev arten, som i Melissa officinalis L., hvor L. står for Linné. I modsætning til de folkelige navne, der skifter fra egn til egn, er det videnskabelige navn entydigt og gør det muligt at vide præcis, hvilken plante der er tale om.
Se også: accepteret navn, art, slægt
Kilde: International Code of Nomenclature for algae, fungi, and plants (ICN)
Æ
- æterisk olie
Æteriske olier består hovedsagelig af fenylpropanoider, monoterpener og seskviterpener, som oplagres i kirtelhår, sekretbeholdere og sekretkanaler i bark, blade, blomster og frugter. Trods navnet er de ikke fedtstoffer, og de fordamper uden at efterlade plet. Sammensætningen afhænger af art, kemotype og udvindingsmetode. Der er tale om koncentrerede produkter, og flere bestanddele kan irritere huden eller være giftige ved indtagelse, så indvortes brug bør ikke ske uden faglig vejledning.
Se også: fytokemikalie, terpenoid
Kilde: Pharmacognosy (Trease and Evans)