Malpighia emarginata (Acerola): egenskaber og fordele

Malpighia emarginata DC. / Acerola, i folkemunde også kendt som barbadoskirsebær eller vestindisk kirsebær, er en tropisk frugtbærende busk eller et lille træ i familien Malpighiaceae, der stammer fra Caribien og tilstødende dele af Amerika og i dag dyrkes i stor skala i Brasilien. Malpighia emarginata værdsættes især for sit bemærkelsesværdigt høje indhold af C-vitamin, hvilket forklarer, hvorfor frugterne i generationer er blevet brugt både i køkkenet og i mange folkeslags traditionelle medicin.

Acerola hører til blandt de mest koncentrerede naturlige kilder til ascorbinsyre, med et indhold, der er flere titals gange højere end i citrusfrugter som appelsin og citron. Ud over C-vitamin har planten en varieret fytokemisk profil med carotenoider, phenoliske forbindelser og flavonoider, stoffer der forbindes med den antioxidante og antiinflammatoriske aktivitet, som er set i laboratorieundersøgelser. Moderne forskning undersøger flere af dens traditionelle anvendelser, selv om en stor del af resultaterne stadig stammer fra eksperimentelle forsøg og ikke fra store kliniske studier på mennesker.

Folkelige og internationale navne

• Dansk: acerola, barbadoskirsebær, vestindisk kirsebær.
• Engelsk: acerola, Barbados cherry, West Indian cherry, wild crepe myrtle.
• Fransk: acérola, cerise des Antilles, cerise des Barbades.
• Italiensk: acerola, ciliegia di Barbados.
• Portugisisk: acerola, cereja-das-antilhas, cereja-das-índias-ocidentais, cereja-de-barbados, cereja-do-pará (Brasilien).
• Spansk: acerola, cereza de Barbados, cereza de las Indias Occidentales, manzanita.
• Tysk: Acerola, Antillenkirsche, Barbados-Kirsche.

Botaniske synonymer

Gennem slægtens taksonomiske historie er der brugt en række botaniske synonymer for Malpighia emarginata DC. Selv om Malpighia emarginata i dag er det accepterede videnskabelige navn, optræder andre betegnelser stadig i ældre litteratur eller i andre taksonomiske sammenhænge. Synonymerne afspejler, hvor kompleks den botaniske klassifikation af Malpighiaceae er, og hvordan viden om den dyrkede art gradvist har udviklet sig.

• Malpighia berteroana Spreng.
• Malpighia lanceolata Griseb.
• Malpighia punicifolia var. lancifolia Nied.
• Malpighia punicifolia var. obovata Nied.
• Malpighia punicifolia var. vulgaris Nied.
• Malpighia retusa Benth.
• Malpighia umbellata Rose
• Malpighia urens var. lanceolata (Griseb.) Griseb.

Navnet Malpighia punicifolia L., i sin artsform, blev historisk anvendt om acerola i ældre litteratur, men bør ikke læses som et fuldgyldigt synonym for den dyrkede art. Ligeledes er Malpighia glabra L. en selvstændig art med mindre frugter, som ofte forveksles med acerola i populære tekster og derfor ikke står på denne liste over synonymer.

Botanisk familie: Malpighiaceae

Familien Malpighiaceae er en mangfoldig gruppe blomsterplanter, der overvejende findes i tropiske og subtropiske egne og omfatter buske, træer og lianer, hvoraf mange er kendt for iøjnefaldende blomster og for frugter med ernæringsmæssig eller medicinsk værdi. Familien rummer omkring 75 slægter og mere end 1.300 arter, der hovedsageligt er udbredt i Amerika og i mindre grad i Afrika og Asien.

Malpighia emarginata deler typiske træk med familien, såsom de T-formede hår på bladene og de unge stængler og blomsterne med frynsede kronblade. Mange arter i Malpighiaceae undersøges for deres fytokemiske potentiale, især på grund af dannelsen af bioaktive forbindelser med antioxidant og antiinflammatorisk aktivitet, og acerola er et fremtrædende eksempel på familiens betydning for menneskers ernæring og for økonomien i de områder, hvor den dyrkes.

Anvendte dele til te og tilberedninger

• Bark
• Blade
• Frugter (stenfrugter)
• Frø

Etnobotanisk og traditionel brug

• Ernæringsmæssig støtte ved blodmangel (traditionel overlevering)
• Forkølelse, influenza og hoste (traditionel overlevering, uden dokumentation for helbredende virkning)
• Gurgling ved ondt i halsen (folkelig brug)
• Kardiovaskulær støtte (traditionel overlevering)
• Leverproblemer (traditionel overlevering, uden klinisk dokumentation)
• Lindring af diarré og dysenteri (traditionel overlevering)
• Sårheling (folkelig brug)

Terapeutiske egenskaber

• Antialdrende (beskyttelse mod oxidativt stress i cellerne set i eksperimentelle undersøgelser)
• Antibakteriel (aktivitet mod bakterier set i laboratorieundersøgelser)
• Antifungal (aktivitet mod svampe set i bladekstrakter, i laboratoriet)
• Antigenotoksisk (beskyttelse af arvematerialet set i eksperimentelle undersøgelser)
• Antiinflammatorisk (fald i inflammationsmarkører i foreløbige undersøgelser)
• Antioxidant (neutralisering af frie radikaler, især tilskrevet C-vitamin og phenoler)
• Immunmodulerende (effekt på immunceller set i foreløbige undersøgelser, uden klinisk dokumentation)
• Modulator af multiresistens over for lægemidler (aktivitet kun set i laboratorieundersøgelser)

Fytokemisk profil

• Albumin
• Anthocyaniner
• Ascorbinsyre (C-vitamin)
• Calcium
• Carotenoider
• Citronsyre
• Flavonoider
• Fosfor
• Fruktose
• Glukose
• Jern
• Niacin (vitamin B3)
• Phenoler
• Provitamin A
• Saccharose
• Vinsyre
• Vitamin B1 og B2
• Æblesyre

Indholdet af C-vitamin i acerola er ekstremt højt, i størrelsesordenen 1 til 4 g pr. 100 g frugtkød, og varierer med sorten, dyrkningsklimaet og især modningsgraden, eftersom den endnu grønne frugt indeholder mere ascorbinsyre end den modne, som til gengæld ophober flere anthocyaniner og carotenoider, der giver den røde farve.

Tilberedningsformer (te, tinkturer, ekstrakter)

• Cremer
• Grødomslag (kataplasma)
• Juice
• Koncentrater
• Likører
• Pulver (som bageforbedrer)
• Saucer
• Syltetøj
• Te og infusioner

Synergi med andre planter

Antioxidant og antiinflammatorisk synergi med grøn te

Acerola (Malpighia emarginata) undersøges i kombination med grøn te (Camellia sinensis), og en blanding sammensat af stoffer fra begge planter kunne i makrofager dyrket i laboratoriet modulere redoxparametre og udskillelsen af inflammatoriske cytokiner. Fundene tyder på, at de bioaktive stoffer fra de to arter kan supplere hinanden over for oxidativt stress og inflammation, men der er stadig tale om et eksperimentelt resultat uden bekræftelse i kliniske studier, som ville gøre det muligt at tale om forebyggelse af kroniske sygdomme.

Opskrifter og brugsprotokoller

Frisk acerolajuice

Hjemmelavet tilberedning, der traditionelt bruges som kostkilde til C-vitamin og bør drikkes straks efter tilberedningen, fordi ascorbinsyre nedbrydes hurtigt i kontakt med luft og lys.

Ingredienser:

• 200 g friske acerolabær
• 200 ml filtreret vand
• Sukker eller honning efter smag (valgfrit)

Tilberedning:

1. Skyl acerolabærrene grundigt og fjern stilkene.
2. Blend bærrene med vandet i cirka 30 sekunder.
3. Si juicen for at fjerne kerner og overskydende frugtkød.
4. Tilsæt sukker eller honning efter smag, hvis det ønskes, og server den kold.

Dosering: Som fødevare nævner overleveringen 1 til 2 glas om dagen som del af en afbalanceret kost, uden at der er behov for at overskride denne mængde.

Hjemmelavet acerolamarmelade

Traditionel madopskrift, der udnytter den rigelige høst og den friske frugts korte holdbarhed, så acerola kan gemmes længere, selv om kogningen mindsker en del af det oprindelige indhold af C-vitamin.

Ingredienser:

• 500 g modne acerolabær
• 250 g sukker
• 50 ml vand

Tilberedning:

1. Skyl bærrene og kog dem med vandet ved svag varme, til de er bløde.
2. Pres de kogte bær gennem en fin si for at få frugtkødet, og kassér kerner og skind.
3. Kog frugtkødet med sukkeret under konstant omrøring, til marmeladen har den rette konsistens, det vil sige når massen tykner og slipper bunden af gryden.
4. Hæld den varme marmelade på steriliserede glas og luk dem godt.

Dosering: Spises til brød, ristet brød eller som tilbehør, idet man husker, at der er tale om en sødme med meget sukker.

Tilberedningerne ovenfor bygger på traditionel overlevering og erstatter ikke professionel rådgivning. Sæt dig ind i de kontraindikationer og interaktioner, der er beskrevet i denne artikel, før du anvender dem indvortes.

Tilknyttede terapier

Fytoterapi

I folkelig fytoterapi bruges acerola i vid udstrækning på grund af det høje indhold af C-vitamin og andre fytokemikalier, og traditionen anvender den som støtte til immunsystemet i perioder med forkølelse, influenza og andre infektioner, selv om det ikke er dokumenteret, at den forebygger eller helbreder disse sygdomme. Ekstrakter og juice af acerola værdsættes for den antioxidante, antiinflammatoriske og immunmodulerende aktivitet, der er set i foreløbige undersøgelser, og brugen omfatter også ernæringsmæssig støtte ved svækkelse, altid som supplement og aldrig som erstatning for lægelig opfølgning.

Funktionel ernæring

Inden for funktionel ernæring klassificeres acerola ofte som en superfood, især som frisk frugt, juice eller frossent frugtkød, der bevarer den naturlige C-vitamin bedre end industrielt forarbejdede produkter. Fagfolk på området anbefaler som regel, at den indtages som fødevare i en varieret kost, og at koncentrerede kosttilskud kun bruges efter råd fra sundhedsfagligt personale på grund af de risici, der er beskrevet i afsnittet om kontraindikationer.

Kontraindikationer og bivirkninger

Acerola anses generelt for at være sikker for de fleste, når den spises som fødevare, men personer med kendt allergi over for planter i familien Malpighiaceae bør undgå den på grund af risikoen for allergiske reaktioner. Indholdet af C-vitamin er ekstremt højt, i størrelsesordenen 1 til 4 g pr. 100 g frugtkød, og derfor medfører kronisk overdrevent indtag eller brug af koncentreret kosttilskud en risiko for oxalatnyresten hos disponerede personer samt mave-tarm-gener og osmotisk diarré.

Acerola øger optagelsen af non-hæm-jern, og af den grund er den koncentrerede form kontraindiceret for personer med hæmokromatose eller jernoverbelastning. Koncentreret indtag kan også påvirke laboratorieundersøgelser som glukoseteststrimler og testen for skjult blod i afføringen, og det anbefales derfor at stoppe det koncentrerede indtag 2 dage før undersøgelsen. Personer i kemoterapi eller strålebehandling bør spørge deres onkolog, før de bruger koncentreret antioxidant fra acerola.

Patienter i behandling med blodfortyndende medicin bør rådføre sig med sundhedsfagligt personale, før de bruger acerolaprodukter i høje doser eller regelmæssigt, og det samme gælder for personer, der tager anden fast medicin. Der er ikke tilstrækkelig dokumentation til at fraråde at spise frugten som fødevare under graviditet og amning, men gravide, ammende og børn bør ikke bruge koncentrerede kosttilskud uden lægelig vejledning.

Vær også opmærksom ved køb af acerolapulver eller acerolakapsler, fordi den slags produkter ofte indeholder tilsat syntetisk C-vitamin, som alligevel mærkes som "fra acerola", en handelspraksis der forvirrer forbrugeren om næringsstoffets oprindelse; ved at læse ingredienslisten og kigge efter angivelsen af tilsat ascorbinsyre kan man genkende disse tilfælde. Intet acerolaprodukt bør præsenteres som en kur mod forkølelse eller som en garanti for et stærkere immunforsvar.

Kuriositeter

Acerola er anerkendt som en af verdens største naturlige kilder til C-vitamin, og denne bemærkelsesværdige egenskab blev første gang dokumenteret i 1946 af Asenjo og de Guzmán i Puerto Rico, hvilket markerede begyndelsen på dens videnskabelige anerkendelse. Frugten er yderst letfordærvelig og holder sig kun 2 til 3 dage ved stuetemperatur efter høsten, hvilket gør transport og salg af den friske frugt til en udfordring for avlere og distributører.

Brasilien er verdens største producent af acerola og har opbygget et solidt agroindustrielt marked for frugten med fokus på frugtkød, juice og ingredienser i pulverform. Pudsigt nok høstes den umodne, stadig grønne acerola ofte til industrielle formål, fordi indholdet af C-vitamin er højere på dette stadie. Ud over sin ernæringsmæssige værdi værdsættes Malpighia emarginata også som prydplante og er et populært valg til bonsai takket være den beskedne størrelse og de fine frugter.

En anden kuriositet handler om navneforvirringen i populærlitteraturen, hvor den dyrkede acerola ofte optræder under navnet Malpighia glabra, en selvstændig art med mindre frugter, hvilket kræver forsigtighed, når man sammenligner oplysninger fra gamle kilder eller fra kommercielle etiketter.

Ofte stillede spørgsmål