Camellia sinensis (Grøn te): Komplet botanisk profil

Camellia sinensis er den stedsegrønne busk med brede blade, hvis blade danner grundlaget for alverdens ægte teer. Grøn, hvid, gul, oolong, sort og puerh er ikke forskellige planter: de er produkter af én enkelt art, adskilt af det stadie, hvor bladet plukkes, og graden af oxidation, det derefter udsættes for. Planten tilhører familien Theaceae, en vedagtig gruppe inden for ordenen Ericales, der omfatter omkring ni slægter fordelt i Asiens og Amerikas tropiske og subtropiske regioner.

Artens hjemlige areal dækker det østlige Himalaya, det sydlige Kina og det nordlige Indokina, et bælte af fugtige subtropiske skove, hvor den vokser som et skovbundstræ. Århundreders dyrkning har forvandlet denne skovbusk til klodens mest dyrkede flerårige afgrøde efter fødegræsserne, med kommercielle plantager i over tres lande og en intern morfologisk variation så udpræget, at den moderne taksonomi anerkender fem botaniske varieteter inden for samme navn.

Følgende tekst omhandler planten og ikke drikken. Den samler den verificerede formelle klassifikation og synonymi ifølge IPNI og Plants of the World Online, feltkendetegn til identifikation, økologi og hjemlig udbredelse, agronomiske dyrkningspraksisser, fænologisk kalender, slægtsarter der giver anledning til forveksling i haver, kemisk sammensætning beskrevet i litteraturen, botanisk historie og bevaringsstatus.

For traditionelle anvendelser, egenskaber og tilberedningsmåder for denne plante, se artiklen Grøn Te (Camellia sinensis): Egenskaber og Fordele.

Taksonomi

Det accepterede navn er Camellia sinensis (L.) Kuntze, bekræftet i International Plant Names Index under registreringsnummer 828548-1 og anerkendt som accepteret af Plants of the World Online. Den nuværende kombination blev udgivet af Otto Kuntze i Revisio Generum Plantarum, i 1887, hvor basionymet, som Linnaeus havde beskrevet i 1753 som Thea sinensis, blev overført til Camellia. Klassifikationen nedenfor følger den afgrænsning, som Kew anvender:

• Rige: Plantae
• Division: Streptophyta (angiospermer; Magnoliophyta i den traditionelle nomenklatur)
• Klasse: Equisetopsida (Magnoliopsida i ældre klassifikationer)
• Underklasse: Magnoliidae
• Orden: Ericales
• Familie: Theaceae Mirb.
• Slægt: Camellia L.
• Art: Camellia sinensis (L.) Kuntze (1887)

Synonymer

I modsætning til hvad den ældre litteratur antyder, er den i dag accepterede synonymi kort. Plants of the World Online anerkender kun to navne:

• Camellia thea Link (1822), ugyldigt og overflødigt navn
• Thea sinensis L. (1753), basionymet

Der er en rettelse, som cirkulerer dårligt i sekundære kilder. Navne som Thea bohea L. og Thea viridis L., ofte citeret i tekster fra det 19. århundrede som om de betegnede henholdsvis den sorte og den grønne teplante, understøtter ikke denne adskillelse. Forskellen mellem de to produkter var aldrig botanisk, men et spørgsmål om forarbejdning efter høst, hvilket taksonomien til sidst fastslog ved at samle alt under ét enkelt artsnavn.

Accepterede varieteter

Plants of the World Online anerkender fem infraspecifikke varieteter, hvoraf to udgør praktisk talt hele verdensproduktionen:

• Camellia sinensis var. assamica (Royle ex Hook.) Steenis: træagtig vækstform, store, membranøse blade, tilpasset fugtigt tropisk klima. Dominerer i Assam, på Sri Lanka, i Kenya og Sydøstasien.
• Camellia sinensis var. dehungensis (Hung T.Chang, H.S.Wang & B.H.Chen) T.L.Ming: varietet fra Yunnan, med begrænset udbredelse.
• Camellia sinensis var. madoensis T.V.Nguyen, V.D.Luong & N.Trieu Le: beskrevet for Vietnam, kendt fra få bestande.
• Camellia sinensis var. pubilimba Hung T.Chang: genkendelig ved den tætte behåring på bladets underside, især langs midterribben. Forekommer i det sydlige Kina.
• Camellia sinensis var. sinensis: den typiske varietet, buskformet, med små, læderagtige blade, koldetolerant. Dominerer plantagerne i det østlige Kina, Japan, Korea og Taiwan.

Den ældre var. cambodiensis, hyppig i den agronomiske litteratur, figurerer ikke blandt de accepterede taksa og svarer til materiale, der i dag behandles inden for afgrænsningen af var. assamica.

Etymologi

Slægtsnavnet blev skabt af Linnaeus til ære for Georg Joseph Kamel, en mahrisk jesuit, der levede fra 1661 til 1706 og viede sig til studiet af Filippinernes flora, idet han latiniserede sit efternavn som Camellus. Artsepitetet sinensis kommer fra senlatin og betyder “fra Kina”, en henvisning til det territorium, hvorfra de første eksemplarer, der blev kendt af den vestlige videnskab, ankom til Europa, selvom artens hjemlige areal strækker sig langt ud over Kinas grænser. Drikkens folkelige navn på dansk, “te”, følger en anden rute: det afspejler udtalen fra Amoy-dialekten i det sydlige Fujian, mens formen “cha” fra andre sprog gengiver den kantonesiske og mandarin-udtale af tegnet 茶, hvilket afspejler den søvej, hvorigennem hver region modtog produktet.

Morfologisk beskrivelse

Habitussen varierer markant afhængigt af varietet og pleje. Ladet vokse uden beskæring danner var. assamica et træ med en enkelt stamme, der kan nå femten meter i skov, mens var. sinensis forbliver en busk, forgrenet fra bunden, mellem halvanden og fem meter. I kommerciel dyrkning forsvinder begge yderpunkter: gentagen beskæring holder planten mellem en og halvanden meter i højden og fremkalder dannelsen af en tæt, vandret overflade af skud, det såkaldte plukkebord, som er den struktur, der reelt udnyttes. Barken er glat, gråbrun i tonen, og kronen har tendens til en afrundet, kompakt form.

Blade

Bladene er spredte, enkle, stedsegrønne og af læderagtig struktur, med en aflangt lancetformet til elliptisk bladplade. Længden er det kendetegn, der bedst adskiller de to hovedvarieteter, og varierer fra fire til otte centimeter hos var. sinensis og fra ti til femogtyve centimeter hos var. assamica, med en bredde mellem to og otte centimeter. Oversiden er mørkegrøn og skinnende, undersiden lysere og mat. Randen har en fin, regelmæssig takning, og nervaturen er fjerformet, med syv til ni par sideribber, der fremtræder i relief på undersiden og bøjer, inden de når randen. Bladstilken er kort, fem til ti millimeter. De endnu lukkede topknopper er dækket af sølvhvide hår, et kendetegn, der gav anledning til de kommercielle betegnelser af Silver Tip-typen.

Blomster

Blomsterne er tvekønnede og opstår enkeltvis eller i grupper på to til fire i bladhjørnerne, båret af korte, tilbagebøjede blomsterstilke. De måler to til fire centimeter i diameter og har fem til otte kronblade, normalt syv, hvide til cremefarvede, let duftende og af sart struktur. Bægeret har fem til seks grønlige, blivende bægerblade. Støvdragerne er talrige, to- til tre hundrede med gule tråde, sammenvoksede ved basen, og orange støvknapper, der danner den prangende skive, som kendetegner slægtens blomstring. Grifelen ender i et tredelt støvfang. Bestøvningen er entomofil og afhænger primært af bier og små biller. Arten er stort set selvinkompatibel, en egenskab, der forklarer den høje variabilitet hos planter opnået fra frø og den moderne dyrknings præference for vegetativ formering.

Frugter og frø

Frugten er en forveddet, glat kapsel, brunlig i farven ved modenhed, med en diameter på to til tre centimeter og en tre- eller firelappet form afhængigt af antallet af frugtbare rum. Åbningen er loculicid. Hver kapsel rummer et til fire kugleformede frø på en til halvanden centimeter i diameter, med brun frøskal og lipidrigt endosperm, der udgør femten til toogtyve procent af tørvægten. Modningen er langsom og tager ni til tolv måneder efter blomstringen, så blomster og frugter fra den forrige cyklus sameksisterer på samme gren i store dele af året.

Rod og stængel

Kimplanten udvikler en veldefineret pælerod, som hos den voksne plante viger for et blandet system med rigelige siderødder og en nyttig dybde på en til tre meter afhængigt af jordbunden. Denne dybde er den vigtigste bestemmende faktor for tolerancen over for korte tørkeperioder. Rodsystemet er følsomt over for langvarig vandmætning og reagerer dårligt på komprimerede jorde eller et højt grundvandsspejl, hvilket forklarer den agronomiske præference for veldrænede skråninger. Stænglen er forveddet, med rigelig sympodial forgrening, og danner tætsiddende knuder, der bærer den skuddensitet, der udnyttes ved høsten.

Udbredelse og levested for Camellia

Ifølge Plants of the World Online strækker det hjemlige areal sig fra det østlige Himalaya til det sydlige Kina og det nordlige Indokina, inklusive Hainan. De anerkendte registreringsenheder er, i alfabetisk orden: Assam, det centralsydlige Kina, det sydøstlige Kina, Hainan, Østhimalaya, Laos, Myanmar, Thailand og Vietnam.

Forekomstbiomet er det fugtige subtropiske biom. Under naturlige forhold indtager planten skovbunden i stedsegrønne skråningsskove, på sure, dybe jorde rige på organisk materiale, i højder fra få hundrede meter til over to tusind meter. Kravet til surhed er strengt, og pH-intervallet mellem fire og en halv og seks bestemmer en stor del af verdens produktionsgeografi. Arten tolererer delvis skygge, en betingelse der genskaber det oprindelige skovmiljø, og som den japanske agronomi har omdannet til en bevidst dyrkningsteknik.

Uden for det hjemlige areal har dyrkningen bredt sig til hele planetens tropiske og subtropiske bælte. De største produktionscentre findes i Kina, Indien, Kenya, Sri Lanka, Tyrkiet, Vietnam og Indonesien, med mindre plantager i Japan, Taiwan, Georgien, Iran, Rwanda, Malawi, Argentina og Brasilien. Den brasilianske dyrkning koncentrerer sig i Vale do Ribeira, i delstaten São Paulo, påbegyndt i 1930’erne af japanske immigranter i kommunerne Iguape, Pariquera-Açu og Registro, med mindre kerner i det nordlige Paraná.

Dyrkning

Kommerciel formering foregår næsten udelukkende ved halvforveddede stiklinger, fem til otte centimeter lange, med et eller to blade, behandlet med auxin og rodfæstet i fugtigt substrat over tres til halvfems dage. Dette valg begrundes med artens selvinkompatibilitet, som gør afkom fra frø for heterogent til ensartet dyrkning. Frøsåning bruges stadig i forædlingsprogrammer og på små familiebrug, med langsom spiring, der tager tres til hundrede og tyve dage, og vævskultur udvikles til hurtig formering af udvalgte kultivarer.

De jordbunds- og klimamæssige krav er snævre. Det passende temperaturinterval ligger mellem femten og otteogtyve grader Celsius i løbet af året, hvor var. sinensis tåler minima tæt på nul, og var. assamica kræver mindst tolv grader. Kraftig frost er dødelig. Den nødvendige årlige nedbør varierer fra femten hundrede til tre tusind millimeter, godt fordelt, med en relativ luftfugtighed mellem halvfjerds og halvfems procent, og kraftig, vedvarende vind forårsager tilstrækkelig bladskade til at berettige læhegn på kommercielle plantager.

Den sædvanlige plantafstand kombinerer en meter tyve til en meter halvtreds mellem rækkerne med tres til firs centimeter mellem planterne, hvilket giver tætheder på ti til fjorten tusind planter per hektar. Kvælstof er den mest efterspurgte næringsstof i intensiv dyrkning, efterfulgt af kalium, fosfor og zink. Driften afhænger af tre beskæringstyper med forskellige funktioner: formningsbeskæringen, i de første tre år, tvinger sidevæksten frem og opbygger plukkebordet; vedligeholdelsesbeskæringen, årlig eller hvert andet år, opretholder plukkehøjden og stimulerer udspring; og foryngelsesbeskæringen, anvendt hvert ottende til tolvte år, sænker planten til tredive eller halvtreds centimeter for at genopbygge kronen.

Høsten udnytter kun den voksende ende af hver gren og følger etablerede standarder, der spænder fra den enkelte knop til kombinationen af knop plus to blade. Plantager af høj værdi høstes manuelt; mekanisering betjener storskalaproduktionen. Planten går i kommerciel produktion omkring det tredje år, når toppen mellem ti og tredive år og forbliver produktiv i fem til ti årtier under passende pleje.

Fænologi

Den årlige cyklus kombinerer en lang periode med vegetativ vækst med en blomstring, der koncentreres sent på sæsonen. Udspringet sker i successive bølger, kendt i den agronomiske litteratur som flushes, adskilt af intervaller på syv til fjorten dage i vækstsæsonen. I tropisk klima er processen praktisk talt kontinuerlig hele året; i tempereret eller subtropisk klima koncentreres den i fire til seks bølger mellem forår og efterår, med en markant vinterhvile.

Blomstringen finder sted om efteråret og i begyndelsen af vinteren, hvilket svarer til september til januar på den nordlige halvkugle og marts til juli på den sydlige. Hver blomst forbliver modtagelig i få dage. Frugtsætningen er langsom, og kapslen modner ni til tolv måneder senere, så nedfaldet af modne frugter nogenlunde falder sammen med den følgende blomstring. I plantager under hyppig beskæring reduceres blomstringen kraftigt, fordi den konstante fjernelse af skudspidserne omdirigerer væksten til vegetative skud og begrænser dannelsen af blomsterknopper.

Beslægtede arter og forvekslinger

Slægten Camellia omfatter omkring to hundrede og halvtreds accepterede arter, koncentreret i det østlige og sydøstlige Asien. I haver og planteskoler er forveksling hyppig, især uden for blomstringssæsonen:

• Camellia japonica L.: den klassiske prydkamelia, med titusindvis af registrerede kultivarer. Kendetegnes ved brede, tykke blade med intens glans og store blomster, fem til tretten centimeter, i rødt, lyserødt eller hvidt, der åbner sig sent på vinteren og om foråret. Ingen anvendelse i teproduktion.
• Camellia nitidissima Chi: kinesisk art bemærkelsesværdig for sine gyldengule blomster, et meget sjældent tilfælde inden for slægten. Begrænset levested og stærkt indsamlingspres har bragt den under lovbeskyttelse i Kina.
• Camellia oleifera Abel: oliekamelien, dyrket i stor skala i det sydlige Kina for frøene, hvorfra der udvindes spise- og kosmetikolie. Ligner C. sinensis i vækstform og blad, men har større blomster og betydeligt større kapsler.
• Camellia reticulata Lindl.: art fra Yunnan med slægtens største blomster, der når femten centimeter i diameter, og blade med tydeligt netformet nervatur. Udelukkende prydplante.
• Camellia sasanqua Thunb.: japansk prydplante med efterårsblomstring, med mindre og finere blade og mellemstore blomster, fem til syv centimeter, hvide til lyserøde. Frøene giver ligeledes olie.
• Camellia taliensis (W.W.Sm.) Melch.: den nærmeste vilde slægtning, hjemmehørende i Yunnan og det nordlige Myanmar. Adskiller sig ved fine blomsterkendetegn, og den genetiske nærhed gør den til et centralt element i studierne af den dyrkede tes oprindelse.

De praktiske adskillelseskriterier i forhold til de to mest almindelige prydplanter er konsistente. Blomsten hos C. sinensis er lille, hvid og med fremtrædende gule støvdragere, i modsætning til den store og ofte fyldte blomst hos C. japonica. Bladet er smallere, og takningen finere end hos begge. Og kalenderen hjælper: C. sasanqua blomstrer om efteråret, C. sinensis fra efterår til begyndelsen af vinteren, og C. japonica fra slutningen af vinteren til foråret.

Fytokemi

Bladet af Camellia sinensis er blandt de kemisk mest karakteriserede plantematerialer, og beskrivelsen nedenfor er strengt kompositionel. De dokumenterede grupper i litteraturen er, i alfabetisk orden:

• Frie aminosyrer: L-theanin, eller gamma-glutamylethylamid, er den dominerende ikke-protein-aminosyre og står for en stor del af det opløselige kvælstof i det unge blad. Koncentrationen falder ved kraftigt lys og stiger under skygge, en sammenhæng den japanske agronomi udnytter i overdækkede plantager.
• Karotenoider og flygtige derivater: lutein, betacaroten og neoxanthin, hvis oxidative nedbrydning genererer flygtige forbindelser af ionon- og terpenoidklassen, der udgør det forarbejdede blads aromaprofil.
• Flavonoler og fenolsyrer: glykosider af kæmferol, myricetin og quercetin, gallussyre, klorogensyre og cumarylkinasyre.
• Methylxanthiner: koffein er den vigtigste og forekommer i koncentrationer på to til fire procent af det unge blads tørvægt, ledsaget af theobromin og theophyllin i langt mindre mængder. Det er purinalkaloider, der i den økologiske litteratur forbindes med forsvar mod planteædere.
• Polyfenoler af flavan-3-ol-typen: den mest udbredte gruppe, svarende til omkring tyve til tredive procent af det unge blads tørvægt. Omfatter epigallocatechingallat, epigallocatechin, epicatechingallat og epicatechin, ud over de tilsvarende ikke-epimere catechiner.
• Triterpensaponiner: theasaponinerne, koncentreret primært i frøene og rodbarken.

Set fra en sensorisk synsvinkel forklarer denne sammensætning materialets adfærd. Flavan-3-olerne står for strammeevnen og bitterheden, theanin for den fornemmelse, der beskrives som umami, og methylxanthinerne bidrager til den bitre bund. Forarbejdningen efter høst ændrer billedet grundlæggende. Når bladet knuses og udsættes for luft, omdanner polyfenoloxidasen, der frigives ved cellebrud, flavan-3-olerne til theaflaviner og thearubiginer, orange til rødlige pigmenter. Det er graden af denne omdannelse, der adskiller tetyperne, og ikke nogen forskel mellem planter.

Olien, der udvindes fra frøene, består hovedsageligt af oliesyre, med mindre fraktioner af linolsyre, palmitinsyre og stearinsyre, en profil tæt på olivenolie.

En toksicitetsbemærkning gælder uafhængigt af enhver anvendelse. Bladene og bladresterne indeholder koffein og theobromin i koncentrationer, der udgør en reel forgiftningsrisiko for hunde, katte, heste og fjerkræ, arter der metaboliserer methylxanthiner langsomt. Plantemateriale, tørt eller vådt, kasseret i kompost tilgængelig for husdyr, fortjener opmærksomhed. Theasaponinerne fra frøene beskrives ligeledes som irriterende og fisketoksiske.

Historie og etnobotanik

Den kinesiske tradition tilskrev opdagelsen af opløsningen den mytiske kejser Shen Nung, en skikkelse placeret omkring 2737 før vor tidsregning, en fortælling der hører til grundlæggelsesmytens domæne og ikke til den historiske dokumentation. Den verificerbare dokumentation begynder meget senere. Cha Jing, traktatet som Lu Yu forfattede mellem 760 og 780 e.Kr. under Tang-dynastiet, er den ældste tekst, der udelukkende er viet til planten og dens forarbejdning, og heri optræder allerede beskrivelser af dyrkning, høst og bladklassifikation. Planten optrådte også i de kinesiske materia medica-kompendier fra perioden, og udbredelsen af forbruget gennem Østasien fulgte buddhismens spredning, hvor munke tog frø med til Japan i begyndelsen af det 9. århundrede.

Den europæiske kontakt var sen og indirekte. Portugisiske og hollandske handlende bragte produktet til Europa i det 17. århundrede, men planten forblev ukendt for den vestlige botanik i årtier. Engelbert Kaempfer, en tysk læge i tjeneste for Det Hollandske Ostindiske Kompagni, observerede plantagerne i Japan mellem 1690 og 1692 og udgav den første europæiske beskrivelse baseret på direkte iagttagelse. Det var på grundlag af dette materiale og af tørrede eksemplarer sendt fra Kina, at Linnaeus etablerede Thea sinensis i Species Plantarum, i 1753. Den endelige overførsel til Camellia, foreslået af Otto Kuntze i 1887, afsluttede over et århundredes nomenklaturmæssig ustabilitet.

Episoden med de største agronomiske konsekvenser fandt sted i det nordøstlige Indien. Vilde bestande med bredt blad blev registreret i Assam af Robert Bruce omkring 1823, og den botaniske bekræftelse kom det følgende årti, hvilket banede vejen for den kommercielle etablering af dyrkningen i regionen fra 1839 under Det Britiske Ostindiske Kompagni. Nogle år senere, mellem 1848 og 1851, førte den skotske botaniker Robert Fortune, på vegne af samme kompagni, tusindvis af stiklinger og frø indsamlet i Kina til Indien sammen med specialiserede arbejdere, en operation der brød det kinesiske monopol og omformede dyrkningens verdensgeografi.

I oprindelsessamfundene overskred planten det landbrugsmæssige felt. Det japanske teritual, chanoyu, formaliseret af Sen no Rikyu i det 16. århundrede, og tilberedningspraksisserne fra det sydlige Kina befæstede former for socialt samvær, der har overlevet århundreder. Bladene fra gamle planter i Yunnan blev presset til blokke, der tjente som byttemiddel langs de handelsruter, der forbandt regionen med Tibet.

Bevaring

IUCN’s Rødliste klassificerer Camellia sinensis som Utilstrækkelige Data, kategori DD. Den tilsyneladende modsigelse mellem denne status og artens landbrugsmæssige allestedsnærværelse har en enkel forklaring: vurderingen omfatter de vilde bestande, dårligt afgrænsede og svære at adskille fra gamle forvildede plantager, og ikke det dyrkede areal, som overstiger fem millioner hektar på verdensplan. Arten er ikke opført på CITES’ bilag.

De reelle bevaringsbekymringer er af anden art. Erstatningen af traditionelle, heterogene plantager opstået fra frø med klonale monokulturer afledt af få kultivarer har markant indsnævret dyrkningens genetiske grundlag, en situation som genbanker i Kina, Indien og Japan forsøger at kompensere ved at bevare gamle accessioner. I Yunnan overlever store, århundredgamle eksemplarer, behandlet som biologisk arv og delvist inkluderet i beskyttede områder, men udsat for indsamlingspres på grund af den kommercielle værdi, der tillægges deres blade. Klimaændringer påvirker produktionsregionerne ujævnt, med forskydning af den passende højdezone i Darjeeling, uregelmæssige årstider på Sri Lanka og en stigning i ekstreme hændelser i det østlige Afrika.

Billedet er alvorligere hos andre arter af samme slægt. Adskillige gulblomstrede kamelier fra det sydlige Kina og det nordlige Vietnam, herunder C. nitidissima, indtager begrænsede levesteder, oplever intensiv ulovlig indsamling og optræder i trusselskategorier, og nogle arter af slægten anses allerede for uddøde i naturen.

Kuriositeter

• Georg Joseph Kamel, jesuitten der er hædret i slægtsnavnet, døde i Manila i 1706 uden nogensinde at have set en teplante. Hyldesten kom fra Linnaeus og havde ingen forbindelse til arten.
• Den globale opdeling mellem formerne “cha” og “te” gengiver handelens geografi. Sprog, der modtog produktet via land, tog varianter af “cha” til sig, mens dem, der modtog det via hav, gennem havnen i Amoy, tog varianter af “te” til sig.
• At reducere lyset, der når planten i ugerne før høst, hæver theanin-indholdet og sænker catechin-indholdet. Teknikken med at overdække plantagerne har i århundreder understøttet produktionen af de skyggede teer fra Uji.
• Cikaden Empoasca onukii er en skadedyr i næsten hele det producerende Asien, men på Taiwan tolereres dens angreb bevidst. Plantens reaktion på bidet ændrer bladets flygtige profil og giver anledning til oolongen kendt som Oriental Beauty.
• Blomster og frugter fra forskellige cyklusser sameksisterer på samme gren i månedsvis, fordi kapslen bruger næsten et år på at modne og når sit endepunkt, mens planten allerede blomstrer igen.
• Den japanske kultivar Yabukita, udvalgt af Hikosaburo Sugiyama i 1908, dækker alene over halvfjerds procent af det tilplantede areal i Japan, et ekstremt eksempel på den genetiske indsnævring, der bekymrer genbankerne.

Referencer og videnskabelige studier

10 Citerede Kilder

Evidensniveau: 🥈 Moderat

Baseret på 10 citerede kilder (4 Peer-Reviewed, 1 Institutionel, 5 Supplerende).

📚Se Alle 10 Citerede Kilder

Peer-Reviewed Videnskabelige Studier (4)

1. DOI2012 Chen, L.; Apostolides, Z.; Chen, Z. M. (eds.). Global Tea Breeding: Achievements, Challenges and Perspectives. Springer, Berlin. 2012. ↗
2. DOI2020 Hazra, A.; Saha, P.; Das, A. Genetic Diversity and Breeding of Tea (Camellia sinensis L.). In: Cash Crops. Springer, Cham. 2020. ↗
3. DOI2014 Mondal, T. K. Breeding and Biotechnology of Tea and its Wild Species. Springer India, New Delhi. 2014. ↗
4. DOI2014 Owuor, P. O.; Kamau, D. M. The Conservation of Tea Genetic Resources. Plant Genetic Resources, 12(S1), S100-S104. 2014. ↗

Institutionelle Kilder (1)

1. GOV2007 Ming, T. L.; Bartholomew, B. Theaceae. In: Flora of China, vol. 12. Science Press and Missouri Botanical Garden Press, Beijing and Saint Louis. 2007. ↗

Supplerende Læsning (5)

1. IPNI. International Plant Names Index: Camellia sinensis (L.) Kuntze, registro 828548-1. Royal Botanic Gardens Kew, Harvard University Herbaria and Australian National Botanic Gardens. ↗
2. Kuntze, O. Revisio Generum Plantarum, vol. 1. Arthur Felix, Leipzig. 1891. ↗
3. Linnaeus, C. Species Plantarum, vol. 1, p. 515. Laurentius Salvius, Stockholm. 1753. ↗
4. POWO. Plants of the World Online: Camellia sinensis (L.) Kuntze. Royal Botanic Gardens, Kew. ↗
5. Royal Botanic Gardens, Kew. Tea Plant: Camellia sinensis. Kew Science, Plant Profiles. ↗

Seneste Redaktionelle Gennemgang · 03/09/2026