Lycopus virginicus (Virginsk ulvefod): egenskaber og fordele

Lycopus virginicus L. / Virginsk ulvefod, populært kendt som erva-de-bugre og hortelã-d’água i Brasilien, er en flerårig urteagtig plante fra familien Lamiaceae, beskrevet af Carl Linnaeus i 1753. Arten stammer oprindeligt fra Nordamerika og findes i fugtige og skyggefulde levesteder som moser og flodbredder. Virginsk ulvefod har en lang historie inden for traditionel medicin hos både Nordamerikas oprindelige folk og de tidlige europæiske kolonister og værdsættes for sine sedative og sammentrækkende egenskaber.

I den nordamerikanske urtetradition er virginsk ulvefod kendt for sin evne til at berolige hoste og lindre hjertebanken. Dens fytokemiske sammensætning, rig på fenolsyrer som rosmarinsyre, litospermsyre og klorogensyre, giver den egenskaber, som moderne videnskab har undersøgt nærmere, især med hensyn til dens mulige virkning på skjoldbruskkirtlens funktion.

Folkelige og internationale navne

• Dansk: virginsk ulvefod.
• Portugisisk: erva-de-bugre, erva-do-bicho, hortelã-d’água, licopódio-da-virgínia, marroio-d’água.
• Engelsk: american water hoarhound, carpenter’s herb, sweet bugleweed, virginia water horehound, water bugle.
• Spansk: licopo de virginia, menta de lobo.
• Fransk: lycope de virginie, marrube de virginie.
• Italiensk: licopo della virginia.
• Tysk: Virginischer Wolfsfuß.

Botaniske synonymer

Lycopus membranaceus Bickn.

Botanisk familie: Lamiaceae

Familien Lamiaceae, også kendt som myntefamilien, er en gruppe af blomsterplanter, der omfatter omkring 236 slægter og over 7.000 arter, kendetegnet ved produktion af æteriske olier, som er ansvarlige for deres aromaer og for en stor del af deres medicinske egenskaber. Blandt de mest kendte repræsentanter for denne familie findes køkken- og lægeurter som mynte, rosmarin, timian og salvie.

Anvendte dele til te og tilberedninger

• Overjordiske dele (blade og blomster)

Etnobotanisk og traditionel brug

• Angst og nervøsitet
• Astma og andre luftvejssygdomme
• Feber
• Hjertesygdomme, herunder hjertebanken
• Hoste
• Hyperthyreose
• Søvnløshed

Terapeutiske egenskaber

• Adstringerende (sammentrækker vævet)
• Febernedsættende (undersøgt effekt ved reduktion af feber)
• Hjertetonisk (styrker hjertet)
• Hostestillende (traditionel brug til at lindre hoste)
• Sedativ (beroliger nervesystemet)

Fytokemisk profil

• 1,8-cineol
• Alfa-pinen
• Beta-bourbonen
• Beta-pinen
• Cis-isopulegon
• Delta-cadinen
• Ellagsyre
• Gallussyre
• Germacren-D
• Kaffesyre
• Kamfen
• Karyofyllen
• Klorogensyre
• Limonen
• Linalool
• Litospermsyre
• Lycopin
• Rosmarinsyre

Tilberedningsformer (te, tinkturer, ekstrakter)

• Infusion
• Tinktur

Synergi med andre planter

Hyperthyreose og ro

Kombinationen af virginsk ulvefod med hjertespand (Leonurus cardiaca) og citronmelisse (Melissa officinalis) anvendes traditionelt til at forstærke de beroligende virkninger og skånsomt understøtte balancen i skjoldbruskkirtlens aktivitet, hvilket lindrer symptomer forbundet med mild hyperthyreose, som hjertebanken, angst og søvnløshed.

Opskrifter og brugsprotokoller

Infusion mod hoste

Ingredienser: 1-2 teskefulde tørrede overjordiske dele af virginsk ulvefod, 250 ml kogende vand.

Tilberedning: Kom urten i en kop, og tilsæt det kogende vand. Dæk til, og lad trække i 10-15 minutter. Si, og drik op til 3 gange dagligt.

Tinktur mod angst

Ingredienser: 50 g tørrede overjordiske dele af virginsk ulvefod, 250 ml sprit på 45 %.

Tilberedning: Kom urten i et glas, og dæk med spritten. Luk tæt til, og lad trække i 2-4 uger, mens der omrystes dagligt. Filtrér, og opbevar i en mørk glasflaske. Tag 1-2 ml (20-40 dråber) fortyndet i vand, op til 3 gange dagligt.

Ovenstående tilberedninger følger traditionelle optegnelser og erstatter ikke professionel vejledning. Læs kontraindikationerne og interaktionerne i denne artikel, før du bruger planten indvortes.

Tilberedningerne ovenfor bygger på traditionel overlevering og erstatter ikke professionel rådgivning. Sæt dig ind i de kontraindikationer og interaktioner, der er beskrevet i denne artikel, før du anvender dem indvortes.

Tilknyttede terapier

Klinisk fytoterapi

I den kliniske fytoterapi anvendes virginsk ulvefod traditionelt til at håndtere milde symptomer på hyperthyreose, idet den lindrer ledsagende tilstande som hurtig puls og angst, en effekt der primært tilskrives plantens fenolforbindelser, herunder rosmarinsyre.

Homøopati

I homøopatien anvendes midlet, der fremstilles af den friske plante af Lycopus virginicus efter fortynding og dynamisering, traditionelt til at lindre symptomer på hyperthyreose, som hjertebanken og angst.

Kontraindikationer og bivirkninger

Virginsk ulvefod er kontraindiceret under graviditet og amning, da planten har en let effekt på prolaktin og den hormonelle akse, hvilket kræver ekstra forsigtighed i disse faser. Brugen er udtrykkeligt frarådet ved hypothyreose og hos personer, der samtidig tager levothyroxin eller andre skjoldbruskkirtelhormoner, da planten nedsætter frigivelsen af skjoldbruskkirtelhormoner og kirtlens respons på TSH, hvilket kan forværre tilstanden eller forstyrre den hormonelle erstatningsbehandling. Af samme grund bør planten undgås forud for undersøgelser med radioaktivt jod, da den kan påvirke resultaterne af sådanne undersøgelser. Langvarig brug kan desuden øge skjoldbruskkirtlens volumen; derfor bør virginsk ulvefod ikke anvendes ved nogen form for skjoldbruskkirtelsygdom uden lægelig vejledning, og det anbefales altid at rådføre sig med en sundhedsfaglig person, før brugen af denne eller enhver anden lægeplante påbegyndes.

Kuriositeter

De nordamerikanske cherokeser tyggede rødder af virginsk ulvefod og gav dem til små børn i troen på, at vanen ville give veltalenhed, og planten indgik desuden i ceremonielle skikke hos flere stammer.

Ofte stillede spørgsmål

Kan te af virginsk ulvefod indtages dagligt?

Dagligt indtag af te med virginsk ulvefod anbefales ikke uden faglig vejledning, da planten nedsætter frigivelsen af skjoldbruskkirtelhormoner og kirtlens respons på TSH. Denne virkning gør vedvarende brug uegnet for personer med hypothyreose, for dem der er i behandling med levothyroxin, eller som skal have foretaget undersøgelser med radioaktivt jod. Det er derfor bedst at begrænse indtaget til korte perioder og altid under vejledning af en sundhedsfaglig person.

Hjælper virginsk ulvefod mod hoste?

Traditionelt anvendes virginsk ulvefod som middel til at lindre hoste, en effekt der tilskrives dens hostestillende og sammentrækkende egenskaber, som længe har været anerkendt i den nordamerikanske urtetradition. Infusion af de tørrede overjordiske dele er den mest almindelige tilberedningsform til dette formål. Ikke desto mindre er der tale om en anvendelse baseret primært på folketradition, uden solide kliniske studier, der bekræfter dens virkning.

Hvad er de vigtigste fordele ved virginsk ulvefod?

De vigtigste traditionelle anvendelser af virginsk ulvefod omfatter lindring af symptomer forbundet med mild hyperthyreose, som hjertebanken og angst, samt støtte ved hoste takket være dens hostestillende egenskaber. Planten værdsættes også i urtetraditionen for sin sedative og sammentrækkende virkning. Disse anvendelser er primært baseret på traditionel medicin og homøopati og erstatter ikke lægelig opfølgning.

Hvem bør ikke bruge virginsk ulvefod?

Virginsk ulvefod er kontraindiceret for gravide og ammende, for personer med hypothyreose og for dem, der tager levothyroxin eller andre skjoldbruskkirtelhormoner, da planten kan nedsætte skjoldbruskkirtlens hormonfrigivelse og forstyrre behandlingen. Den bør også undgås forud for undersøgelser med radioaktivt jod, da den kan påvirke resultaterne. Ved enhver skjoldbruskkirtelsygdom bør brugen kun ske under lægelig vejledning.

Hvordan tilberedes infusion af virginsk ulvefod?

Den traditionelle infusion laves med 1 til 2 teskefulde af plantens tørrede overjordiske dele i 250 ml kogende vand, som trækker i 10 til 15 minutter, før den sies. Drikken kan indtages op til tre gange dagligt i henhold til den traditionelle opskrift beskrevet i denne artikel. På grund af den mulige virkning på skjoldbruskkirtlen bør langvarigt indtag undgås uden faglig opfølgning.

Hvad er forskellen mellem brugen i fytoterapi og homøopati?

I klinisk fytoterapi anvendes ekstraktet eller infusionen af den tørrede plante i målbare mængder til traditionel håndtering af milde symptomer på hyperthyreose, som hurtig puls og angst. I homøopatien fremstilles midlet derimod af den friske plante ved fortynding og dynamisering og anvendes efter denne praksis’ egne principper. Begge tilgange tager udgangspunkt i den samme plante, men følger vidt forskellige tilberednings- og anvendelsesprincipper.