Agrimonia eupatoria (Agermåne): egenskaber og fordele

Agrimonia eupatoria L., på dansk kaldet agermåne eller almindelig agermåne, er en flerårig urt i rosenfamilien (Rosaceae). Arten blev beskrevet af Carl von Linné og er hjemmehørende i Europa og Sydvestasien, hvor den vokser på fugtige enge, græsgange og langs vandløb. Agermåne har i århundreder været brugt i den traditionelle europæiske medicin, som især værdsætter planten for dens sammensnerpende virkning og for brugen ved lette betændelsestilstande. I dag findes der en monografi fra Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), som anerkender nogle af disse anvendelser som traditionel brug, uden at det betyder, at virkningen er klinisk dokumenteret.

Planten danner oprette, blomstrende stængler, der kan blive op til 100 cm høje, med fjersnitdelte blade med savtakket rand. Fra juni til september kommer aksformede blomsterstande med gule blomster, hvis let krydrede duft minder om abrikos. Frugterne er små nødder dækket af kroge, som let hænger fast i dyrenes pels og i tøj, hvilket hjælper frøene med at blive spredt. Agermånens fytokemiske rigdom, der omfatter garvestoffer, flavonoider og flygtige olier, forklarer den lange tradition for folkelig brug og forskningens vedvarende interesse for arten.

Folkelige og internationale navne

• Dansk: agermåne, almindelig agermåne.
• Engelsk: church steeples, cocklebur, common agrimony, harvest lice, sticklewort.
• Fransk: aigremoine eupatoire, francormier, herbe de Saint-Guillaume, thé des bois.
• Italiensk: agrimonia, erba da taglio, erba di San Guglielmo, erba vettonica.
• Portugisisk: agrimônia, agrimónia (europæisk-portugisisk stavemåde), amoricos, erva-agrimônia, erva-de-são-guilherme, erva-eupatória, erva-hepática, lagrimosa, namoricos.
• Spansk: agrimonia, agrimoña, eupatoria, hierba de San Guillermo, mermasangre.
• Tysk: Gemeiner Odermennig, Heil aller Welt, Königskraut, Odermennig.

Botaniske synonymer

Blandt de botaniske synonymer for Agrimonia eupatoria L. er Agrimonia canescens Dumort., Agrimonia elata Salisb., Agrimonia vulgaris Gray og Eupatorium dioscoridis Bubani. Selvom Agrimonia eupatoria L. er det accepterede og mest anvendte navn, afspejler de mange synonymer slægtens taksonomiske kompleksitet og de regionale forskelle i klassificeringen af arten gennem botanikkens historie. Derfor er det en god idé altid at kontrollere det fulde videnskabelige navn, når man læser litteraturen.

Den opmærksomhed på navnet er særlig nyttig, fordi slægten omfatter nært beslægtede arter, som ikke må forveksles med agermåne, for eksempel Agrimonia pilosa, en asiatisk art, der bruges i den traditionelle medicin i Fjernøsten, og Agrimonia procera (vellugtende agermåne), en europæisk art med kraftigere aroma, som nogle farmakopéer godkender ved siden af Agrimonia eupatoria som kilde til plantedrogen Agrimoniae herba.

Botanisk familie: Rosaceae

Agrimonia eupatoria hører til familien Rosaceae, en af de største og mest varierede familier af blomsterplanter med omkring 4.828 arter fordelt på 91 slægter. Familien har stor økonomisk betydning, fordi den omfatter mange spiselige frugter som æbler, pærer, jordbær, hindbær og kirsebær, samt talrige prydplanter, med roserne i spidsen. Den kendetegnes ved som regel tvekønnede blomster med fem bægerblade, fem kronblade og over- eller undersædigt frugtanlæg.

Inden for Rosaceae deler agermåne med andre arter indholdet af garvestoffer og fenoliske forbindelser, som står for dens sammensnerpende virkning og for det meste af den medicinske interesse, den vækker. Familiens fytokemiske og morfologiske mangfoldighed er genstand for omfattende studier, der viser gruppens tilpasningsevne og evolutionære succes i meget forskellige økosystemer verden over.

Anvendte dele til te og tilberedninger

• Blade
• Blomster
• Overjordiske dele (stængel, blade og blomster)

Etnobotanisk og traditionel brug

• Gurglevand ved lette betændelser i mund og svælg
• Lever- og galdetonikum i europæisk folkemedicin
• Sammensnerpende middel ved let diarré og fordøjelsesbesvær (traditionel brug)
• Traditionel lindring af ondt i halsen og hoste
• Udvortes anvendelse på overfladiske sår og hudsår i folkemedicinen
• Udvortes anvendelse ved hudproblemer som eksem og akne (traditionel brug)
• Vanddrivende middel ved urinvejsgener i folkemedicinen

Terapeutiske egenskaber

• Antibakteriel (aktivitet observeret i laboratorieundersøgelser)
• Antioxidativ (evne til at neutralisere frie radikaler, målt i laboratoriet)
• Antiviral (aktivitet observeret i laboratorieundersøgelser, uden klinisk dokumentation)
• Betændelsesdæmpende (virkning observeret i eksperimentelle studier og traditionel brug)
• Blodsukkersænkende (mulig virkning observeret i en dyremodel, uden dokumentation hos mennesker)
• Galdedrivende (traditionel brug til at stimulere galdesekretionen)
• Immunmodulerende (aktivitet observeret i laboratorieundersøgelser)
• Leverbeskyttende (virkning undersøgt i eksperimentelle studier, uden klinisk dokumentation)
• Sammensnerpende (trækker væv og slimhinder sammen, en virkning der tilskrives garvestofferne)
• Smertestillende (virkning observeret i dyremodeller, uden klinisk dokumentation)
• Sårhelende (traditionel udvortes brug på overfladiske sår)
• Vanddrivende (traditionel brug)

Fytokemisk profil

• Catechiner
• Fenolsyrer (ellaginsyre, gallussyre, kaffesyre)
• Flavonoider (apigenin, kæmpferol, luteolin, quercetin, tilirosid)
• Flygtige olier
• Garvestoffer (3% til 21%)
• Kumariner
• Proanthocyanidiner (dimerer og trimerer)
• Triterpenglykosider (euscaphinsyre, tormentinsyre)

Tilberedningsformer (te, tinkturer, ekstrakter)

• Afkog
• Flydende ekstrakt
• Grødomslag
• Infusion
• Kapsler
• Kompresser
• Tinktur
• Tørekstrakt

Synergi med andre planter

Komfort for fordøjelsen

I den europæiske urtetradition kombineres agermåne med kamille (Matricaria chamomilla) og pebermynte (Mentha × piperita) i blandinger, der traditionelt bruges ved lette fordøjelsesgener som forbigående diarré, dyspepsi og luft i maven. Tanken bag kombinationen er at forene agermånens sammensnerpende garvestoffer med de stoffer, som traditionen tilskriver kamille som beroligende for slimhinden, og med den vinddrivende virkning, som folkemedicinen forbinder med pebermynte, uden at der findes kliniske studier af blandingen.

Lever- og galdefunktion

Som traditionel støtte til leveren kan agermåne kombineres med marietidsel (Silybum marianum) og mælkebøtte (Taraxacum officinale). I denne kombination indgår agermåne som galdetonikum fra folkemedicinen, marietidsel på grund af silymarin, som undersøges i studier for sin virkning på levercellerne, og mælkebøtte på grund af den traditionelle brug til at sætte gang i galdestrømmen. Traditionen bruger denne sammensætning som hjælp til fordøjelsen af fedt, selvom blandingens virkning ikke er klinisk dokumenteret.

Udvortes hudpleje

Ved udvortes brug anvendes agermåne traditionelt sammen med morgenfrue (Calendula officinalis) og kulsukker (Symphytum officinale) i kompresser og salver til overfladisk irritation og betændelse i huden. Agermånens sammensnerpende virkning supplerer den traditionelle brug af morgenfrue ved små skader og af kulsukker ved forstuvninger og blå mærker. Kulsukker indeholder dog pyrrolizidinalkaloider og må kun bruges på hel hud, aldrig på åbne sår, og kun i korte perioder.

Opskrifter og brugsprotokoller

Agermåne-te ved let diarré

Denne infusion er den form, der traditionelt bruges ved episoder med let og forbigående diarré, en af de anvendelser, som EMA-monografien anerkender som traditionel brug.

Ingredienser: 1 teskefuld (2 til 3 g) tørrede overjordiske dele af agermåne og 200 ml kogende vand.

Tilberedning: læg agermånen i en kop, hæld det kogende vand over, dæk til og lad det trække i 10 til 15 minutter, før du sier teen og drikker den lun. Traditionen angiver 2 til 3 kopper om dagen mellem måltiderne, uden faglig vejledning højst i 1 uge, og altid med 2 timers afstand til lægemidler og jerntilskud. Varer diarréen mere end 2 dage, eller er der feber eller blod, skal du søge læge i stedet for at fortsætte med teen.

Agermåneomslag til huden

Omslaget er den tilberedning, der traditionelt bruges udvortes på små sår, overfladiske snitsår og områder med betændt hud.

Ingredienser: 2 spiseskefulde tørrede overjordiske dele af agermåne og 500 ml vand.

Tilberedning: kog agermånen i vandet i 10 minutter for at få et afkog, lad det køle af og si det. Dyp en ren klud eller et stykke gaze i væsken og læg det på området i 20 til 30 minutter, 2 til 3 gange om dagen, for at udnytte den sammensnerpende virkning, der tilskrives garvestofferne. Dybe sår, sår med væske eller lokal varme og sår, der ikke lukker sig i løbet af få dage, bør vurderes af sundhedsfagligt personale.

Agermånetinktur til gurgling

Gurgling med fortyndet tinktur er den traditionelle brug af agermåne ved lette betændelser i mund og svælg, og den europæiske monografi anerkender den også som sådan.

Ingredienser: 50 g tørrede overjordiske dele af agermåne og 250 ml alkohol på 70%.

Tilberedning: kom agermånen i en flaske af mørkt glas, dæk den med alkoholen og lad den trække i 2 uger et køligt og mørkt sted. Ryst flasken hver dag, og si derefter tinkturen og opbevar den. Til gurgling fortyndes 5 til 10 ml tinktur i 50 ml lunkent vand, som bruges 3 til 4 gange om dagen ved irritation i halsen, let svælgbetændelse eller tandkødsbetændelse, uden at væsken synkes. Kraftig halsonde, halsonde med høj feber eller halsonde, der varer flere dage, kræver en konsultation hos sundhedsfagligt personale.

Tilberedningerne ovenfor bygger på traditionel overlevering og erstatter ikke professionel rådgivning. Sæt dig ind i de kontraindikationer og interaktioner, der er beskrevet i denne artikel, før du anvender dem indvortes.

Tilknyttede terapier

Fytoterapi

I den europæiske fytoterapi værdsættes agermåne for sin sammensnerpende virkning, der tilskrives det høje indhold af garvestoffer, og den indgår især i præparater mod lette gener i mave-tarm-kanalen som diarré og dyspepsi. Folkemedicinen bruger den også som galdetonikum og i udvortes præparater til overfladiske sår og hudbetændelse, anvendelser som EMA-monografien klassificerer som traditionelle, altså baseret på lang erfaring med brugen og ikke på kliniske studier, der dokumenterer virkningen. Den alsidighed forklarer, hvorfor planten stadig indgår i traditionelle formuleringer i flere europæiske lande.

Homøopati

I homøopatien fremstilles agermåne under navnet Agrimonia eupatoria og anbefales ifølge denne praksis' principper ved tilstande med fordøjelsesgener som diarré og dyspepsi samt ved hudirritation. Den homøopatiske tilgang bygger på symptomernes individualitet og helheden af de tegn, patienten viser, og fortyndinger og potenser vælges efter denne praksis' egen filosofi, som ikke har videnskabelig dokumentation for virkning ved disse anvendelser.

Bachs blomstermedicin

Agermåne er et af de 38 Bach-blomstermidler, kendt som Agrimony, og i dette system anbefales det til mennesker, der skjuler bekymringer og indre pinsler bag en facade af munterhed og ubekymrethed. Ifølge Edward Bachs beskrivelse har den, der genkender sig selv i Agrimony, en tendens til at undgå konfrontationer og søge fred for enhver pris, ofte ved at ty til adspredelser eller afhængigheder for at flygte fra sine egne problemer. Midlet skulle hjælpe personen med at erkende sine følelser, udtrykke det, vedkommende føler, og håndtere vanskelighederne på en mere autentisk måde. Bach-blomstermidler er en komplementær praksis uden videnskabelig dokumentation og erstatter ikke psykologisk eller lægelig opfølgning.

Kontraindikationer og bivirkninger

Traditionel brug anerkendt af EMA

Der findes en monografi fra Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) om agermåne, som anerkender brugen af planten ved let diarré, som gurglevand ved betændelse i mund og svælg og udvortes på betændt hud som traditionel brug. Anerkendelsen bygger på en lang tradition for brug og ikke på virkning, der er dokumenteret i kliniske studier, og den skal derfor forstås som anerkendt traditionel brug, ikke som en garanti for resultat.

Generelle kontraindikationer

Fordi agermåne er rig på garvestoffer, bør den ikke bruges invortes i mere end 1 uge i træk uden faglig vejledning, da langvarig brug eller høje doser kan give irritation i mave-tarm-kanalen, kvalme eller forstoppelse hos følsomme personer. EMA anbefaler ikke agermåne til børn under 12 år eller under graviditet og amning, da der mangler data om sikkerheden. Personer med tilstoppede galdeveje eller galdesten bør undgå planten, fordi den galdedrivende virkning, som traditionen tilskriver den, kan forværre disse tilstande. Der er også enkelte rapporter om lysfølsomhed, hvilket taler for forsigtighed med kraftig soleksponering under brugen.

Diarré, der varer mere end 2 dage, med feber eller blod, kræver lægelig vurdering, ikke te. Det samme gælder sår, der ikke heler, tegn på hudinfektion og vedvarende ondt i halsen: i disse situationer erstatter agermåne ikke en korrekt diagnose og behandling.

Interaktioner med lægemidler

Agermånens garvestoffer kan nedsætte optagelsen af jern og af lægemidler, der tages gennem munden, og derfor bør der være 2 timer mellem indtagelsen af planten og indtagelsen af jern og lægemidler. I en dyremodel er der observeret en mulig blodsukkersænkende virkning, hvilket kræver forsigtighed ved brug af antidiabetika og kontrol af blodsukkeret hos dem, der tager disse lægemidler. Personer, der tager blodfortyndende medicin, bør også tale med lægen før brug af forsigtighedshensyn, og generelt er det klogt at spørge en læge eller et apotek, før man kombinerer agermåne med fast medicin af nogen art.

Må ikke forveksles med andre planter

Agermåne må ikke forveksles med Agrimonia pilosa, en asiatisk art i samme slægt, eller med Agrimonia procera, en aromatisk europæisk art, som hver har deres egen sammensætning og brugshistorie. Især i engelsksprogede tekster skal man være opmærksom på navnet hemp agrimony, som betegner Eupatorium cannabinum (på dansk hjortetrøst), en plante fra en anden familie, der indeholder leverskadelige pyrrolizidinalkaloider. Eupatorium cannabinum er en anden plante og må ikke bruges som erstatning for agermåne.

Kuriositeter

Agermåne har en lang historie med brug og symbolik i Europa, og i middelalderen blev den endda betragtet som en magisk urt, der blev brugt i beskyttelsesritualer. En folketro fra den tid sagde, at planten lagt under hovedpuden ville fremkalde en dyb søvn, som først sluttede, når den blev fjernet. Forestillingen afspejler den gamle forbindelse mellem agermåne og beroligende virkninger, selvom der ikke findes videnskabelig dokumentation for en sådan virkning. Slægtsnavnet sættes ofte i forbindelse med det græske argemone, et ord, der i oldtiden blev knyttet til planter, som blev brugt mod øjenlidelser, hvilket peger på en af de traditionelle anvendelser, der tilskrives arten.

I folkemedicinen i flere europæiske lande har planten også fået navnet Sankt Vilhelms urt, som det franske herbe de Saint-Guillaume, til ære for en helgen, der ifølge overleveringen skulle have brugt den til at pleje sår. Artsnavnet eupatoria henviser til Mithridates VI Eupator, konge af Pontos, der huskes for sin interesse for lægeplanter. Agermånens tilstedeværelse i gamle tekster og i europæisk folklore viser den kulturelle betydning, arten har bevaret gennem århundreder, også i angelsaksiske opskrifter til brug på sår.

En praktisk kuriositet er, at frugterne med kroge forklarer flere engelske folkenavne som sticklewort og cocklebur, og også hvorfor frøene sidst på sommeren ofte sidder fast i tøjet hos folk, der går tur på engene. Det engelske navn hemp agrimony hører derimod, trods ligheden, til Eupatorium cannabinum, en plante uden nært slægtskab med den ægte agermåne.

Ofte stillede spørgsmål