Simarouba amara (Marupá): egenskaber og fordele

Simarouba amara Aubl. / Marupá, der i Brasilien i daglig tale kaldes marupá og i gamle farmakopéer er opført som simaruba, er et stedsegrønt træ i familien Simaroubaceae, beskrevet af Jean Baptiste Christophore Fusée Aublet i 1775. Arten stammer fra det neotropiske område og er vidt udbredt fra Guatemala til Bolivia og fra Ecuador til Brasiliens østkyst. Træet er værdsat både for den traditionelle brug af barken og for det lette, alsidige træ, som lokale samfund har anvendt i århundreder.

I Latinamerikas urtetradition indtager Simarouba amara en fremtrædende plads som bitter plante, der forbindes med tarm- og parasitlidelser, og overleveringerne spænder fra diarré og dysenteri til feber og andre infektioner. Plantens fytokemiske sammensætning, der især er rig på kvassinoider, forklarer den moderne forsknings interesse. Forskerne undersøger en del af de traditionelle anvendelser i laboratoriet og i dyremodeller, men der mangler stadig kliniske forsøg, som kan bekræfte virkning og sikkerhed hos mennesker.

Folkelige og internationale navne#

• Dansk: intet etableret dansk navn; i handlen undertiden kaldt marupa eller simaruba.
• Engelsk: bitterwood, dysentery bark, mountain damson, orinoco simarouba, paradise tree, slave wood, stavewood, wing-leaved quassia.
• Fransk: bois blanc, simarouba, simarouba glabre.
• Italiensk: simaruba.
• Portugisisk: amarelinho, caixeta, cedro-amargo, marupá, marupaúba, paraíba, pau-paraíba, simaruba, tamanqueira.
• Spansk: cedro amargo, cuna, gavilán (Cuba), guitarro, simaruba.
• Tysk: Simarouba.

Botaniske synonymer#

Simarouba amara Aubl. har gennem tiden samlet en lang række botaniske synonymer, hvilket afspejler de skiftende revisioner af artens klassifikation og træets store udbredelsesområde, hvor det flere gange blev beskrevet af botanikere fra forskellige egne. De mest kendte er Quassia simarouba og Quassia simaruba, som blev brugt i forskellige perioder og sammenhænge, mens navnet simaruba overlevede i de gamle farmakopéer som betegnelse for den vegetabilske drog fra barken, Simarubae cortex.

• Picraena officinalis
• Pistacia americana Mill.
• Quassia alatifolia Stokes
• Quassia dioica P.J.Bergius
• Quassia glauca (DC.) Spreng.
• Quassia officinalis Rich.
• Quassia simarouba
• Quassia simaruba
• Simarouba medicinalis
• Zwingera amara

Botanisk familie: Simaroubaceae#

Simarouba amara tilhører familien Simaroubaceae, en gruppe tokimbladede planter med træer og buske, der overvejende findes i tropiske og subtropiske egne. Familien er kendt for at danne bitre forbindelser, især kvassinoider, som tilskrives en stor del af den farmakologiske interesse for dens arter. Mange af dem optræder i traditionel medicin i forbindelse med feber, betændelse og parasitsygdomme netop på grund af disse sekundære metabolitter.

Simaroubaceae har som regel spredtstillede, oftest fjersnitdelte blade og små, ofte enkønnede blomster samlet i blomsterstande. Træet fra flere af familiens arter er værdsat for sin lethed og sin gode bearbejdelighed, hvilket giver det mange kommercielle anvendelser, mens indholdet af bioaktive forbindelser holder gruppen i den farmakologiske forsknings søgelys, hvor man i disse planter leder efter nye stoffer, der er værd at undersøge.

Anvendte dele til te og tilberedninger#

• Bark
• Blade
• Frugter (frugtkød og frø)

Etnobotanisk og traditionel brug#

• Anæmi (traditionel overlevering)
• Betændelse (traditionel overlevering)
• Diarré (traditionel overlevering fra Amazonas og Caribien, under undersøgelse)
• Dysenteri (traditionel overlevering, under undersøgelse; erstatter hverken væsketerapi eller lægebehandling)
• Feber (traditionel overlevering)
• Fordøjelsesbesvær (traditionel overlevering)
• Malaria (traditionel overlevering; kun data fra in vitro- og dyreforsøg)
• Mavesmerter (traditionel overlevering)
• Sår (traditionel udvortes brug)
• Tarmparasitter (traditionel overlevering)

Terapeutiske egenskaber#

• Adstringerende (trækker væv sammen og mindsker sekretion ifølge den traditionelle overlevering)
• Antimikrobiel (virkning mod mikroorganismer observeret i laboratoriet)
• Antiparasitær (antiamøbisk aktivitet observeret in vitro)
• Antiproliferativ (aktivitet observeret i laboratorieforsøg uden klinisk dokumentation)
• Betændelsesdæmpende (aktivitet undersøgt i indledende studier)
• Diarréhæmmende (traditionel brug i Amazonas og Caribien, under undersøgelse)
• Dysenterihæmmende (traditionel brug under undersøgelse, som hverken erstatter væsketerapi eller lægebehandling)
• Febernedsættende (sænkning af feber ifølge den traditionelle overlevering)
• Smertestillende (lindring af smerte ifølge den traditionelle overlevering, uden klinisk bekræftelse)
• Urindrivende (øget urinproduktion ifølge den traditionelle overlevering)

Fytokemisk profil#

Den fytokemiske profil hos Simarouba amara domineres af kvassinoider, en gruppe nedbrudte og stærkt oxiderede triterpener, der er kendt for deres intenst bitre smag og markante biologiske aktivitet, og som derfor er de oplagte kandidater til at forklare de virkninger, planten tilskrives. Blandt de bedst undersøgte er ailanthinon, glaucarubinon og holacanthon samt derivater som 13,18-dehydroglaucarubinon, der blev isoleret fra arten allerede i 1970’erne. Især glaucarubinon har vist antiplasmodisk og antiproliferativ aktivitet i prækliniske forsøg, men resultaterne er begrænset til laboratoriet og dyremodeller og berettiger ikke til nogen form for brug mod malaria eller kræft.

Ud over kvassinoider indeholder barken triterpener af tirucallan- og apotirucallantypen, alkaloider og æteriske olier, som kan bidrage til plantens virkningsspektrum. Den komplekse sammensætning peger på farmakologiske virkninger ad flere veje, som videnskaben stadig udforsker, og den aktuelle forskning forsøger at isolere og karakterisere nye forbindelser og samtidig afklare virkningsmekanismerne bag de allerede kendte, herunder deres toksicitet.

• Ailanthinon (kvassinoid)
• Alkaloider
• Glaucarubinon (kvassinoid)
• Holacanthon (kvassinoid)
• Triterpener af tirucallan- og apotirucallantypen
• Æteriske olier

Tilberedningsformer (te, tinkturer, ekstrakter)#

• Afkog af barken
• Ekstrakter
• Infusion af bladene
• Olie fra frøene
• Tinktur

Synergi med andre planter#

Mave-tarm-gener

I den traditionelle overlevering kombineres Simarouba amara med garvestofrige planter som guava (Psidium guajava) og granatæble (Punica granatum) i tilberedninger, der bruges ved diarré. Tanken bag kombinationen er at forene den bitre karakter af kvassinoiderne fra marupá med garvestoffernes sammensnerpende virkning, en hypotese der stadig undersøges og ikke gør væsketerapi eller lægelig vurdering overflødig, især ved blod i afføringen, feber eller tegn på dehydrering.

Febertilstande

Traditionelle kilder nævner marupá sammen med kinatræ (Cinchona officinalis) og ettårig bynke (Artemisia annua) i tilberedninger mod feber. Kinatræet er den historiske kilde til kinin, og ettårig bynke gav ophav til artemisinin, mens kvassinoiderne fra Simarouba amara, som glaucarubinon, kun har vist antiplasmodisk aktivitet in vitro og hos dyr. Ingen af disse hjemmelavede kombinationer erstatter derfor diagnosen og de standardiserede malariamidler, som en læge ordinerer ved mistanke om malaria.

Betændelse og smerter

Traditionen forbinder også Simarouba amara med djævleklo (Harpagophytum procumbens) og gurkemeje (Curcuma longa) i tilberedninger mod smerter og betændelse. Forslaget samler kvassinoiderne fra marupá, iridoiderne fra djævleklo og curcuminoiderne fra gurkemeje ved tilstande som gigt og muskelsmerter. Kombinationen bruges traditionelt ved kroniske gener, men der findes ingen kliniske studier af blandingen, og den giver ikke grundlag for selv at nedsætte eller stoppe betændelsesdæmpende medicin.

Opskrifter og brugsprotokoller#

Mildt afkog af barken

Tilberedning, der traditionelt bruges ved lette tarmgener i Amazonas og Caribien, lavet af en lille mængde tørret marupábark, der koges i vand i nogle minutter, sies og drikkes lun.

Vejledning om brug: afkoget skal være mildt og bruges kortvarigt, kun efter råd fra sundhedsfagligt personale, fordi barken i høje doser er brækfremkaldende og stærkt afførende. Tilberedningen erstatter hverken oral væsketerapi eller lægebehandling af dysenteri, og ved blod i afføringen, feber eller dehydrering skal man søge lægehjælp. Rådfør dig med sundhedsfagligt personale før brug.

Infusion af bladene

Tilberedning med traditionel overlevering ved febertilstande, hvor de tørrede blade fra marupá hældes i kogende vand, trækker tildækket i nogle minutter og sies, før den lune infusion drikkes.

Vejledning om brug: da der ikke findes sikkerhedsdata, som gør det muligt at fastsætte en dosis, skal infusionen være svag og kun bruges lejlighedsvis, altid under faglig opfølgning. Vedvarende feber eller feber med andre symptomer kræver lægelig vurdering, især i områder med malaria. Rådfør dig med sundhedsfagligt personale.

Tinktur af barken

Tilberedning, der i den traditionelle overlevering nævnes ved tarmparasitter, fremstillet ved at lade tørret, pulveriseret bark trække i kornsprit i en mørk glasflaske, der opbevares køligt og rystes dagligt i cirka to uger, inden tinkturen sies og gemmes.

Vejledning om brug: tinkturen koncentrerer cellegiftige kvassinoider og må derfor ikke bruges uden ordination og opfølgning fra sundhedsfagligt personale, som vurderer, om brugen er passende, og hvor længe den må vare. Rådfør dig med sundhedsfagligt personale.

Tilberedningerne ovenfor bygger på traditionel overlevering og erstatter ikke professionel rådgivning. Sæt dig ind i de kontraindikationer og interaktioner, der er beskrevet i denne artikel, før du anvender dem indvortes.

Tilknyttede terapier#

Klinisk fytoterapi

I klinisk fytoterapi indgår Simarouba amara i standardiserede formuleringer som tørre eller flydende ekstrakter, hvis formål er at styre indholdet af kvassinoider i hver dosis. Brugen undersøges ved mave-tarm-lidelser og parasitinfektioner, altid med en individuel ordination, der tager højde for diagnosen, patientens tilstand og mulige interaktioner med anden medicin. Moderne fytoterapi søger at forene denne traditionelle viden med den foreliggende videnskabelige dokumentation, som stadig overvejende er præklinisk.

Traditionel oprindelig medicin

Marupá spiller en central rolle i den traditionelle medicin hos en række oprindelige folk i Syd- og Mellemamerika, hvor træet indgår i helbredelsesritualer og i tilberedninger mod en bred vifte af klager, fra fordøjelsesproblemer og feber til mere komplekse tilstande. Viden om træet gives mundtligt videre fra generation til generation, og planten ses ikke kun som et middel, men også som en integreret del af økosystemet og den lokale kultur. Derfor er forståelsen af disse anvendelser afgørende for forskningen og for værdsættelsen af biodiversiteten.

Kontraindikationer og bivirkninger#

Generelle kontraindikationer

Kvassinoiderne i barken fra marupá, som glaucarubinon og ailanthinon, er cellegiftige og antiproliferative i laboratoriet, og den viden ligger til grund for alle forholdsregler ved brug. Graviditet og amning: kontraindiceret på grund af den menstruationsfremmende virkning, der beskrives i traditionen, og kvassinoidernes cellegiftighed. Børn: må ikke bruge planten. Personer med lavt blodtryk bør være forsigtige, da der findes traditionelle beretninger om blodtryksfald, og personer med eksisterende lever- eller nyresygdom bør undgå brug, ligesom personer med kendt overfølsomhed over for et af plantens indholdsstoffer.

Den traditionelle brug af marupá mod diarré og dysenteri, overleveret fra Amazonas og Caribien, er under undersøgelse og erstatter hverken væsketerapi eller lægebehandling af dysenteri. Planten må heller ikke præsenteres eller bruges som middel mod kræft, malaria eller virus, fordi de foreliggende data udelukkende stammer fra in vitro- og dyreforsøg. Rådfør dig med sundhedsfagligt personale før enhver brug, især ved kronisk sygdom eller fast brug af medicin.

Interaktioner med medicin

Da kvassinoider kan påvirke leverens enzymer, er der risiko for, at andre lægemidlers virkning ændres, eller at deres toksicitet øges. Personer, der tager blodfortyndende medicin, blodsukkersænkende midler, immundæmpende medicin eller blodtrykssænkende midler, bør tale med lægen, før de bruger nogen form for tilberedning af marupá, og det samme gælder personer, der fast tager lægemidler, som omsættes i leveren.

Bivirkninger og toksicitet

I høje doser er barken fra marupá brækfremkaldende og stærkt afførende og kan give kvalme, opkastning, sveden og kramper, virkninger der er mere sandsynlige hos følsomme personer eller ved koncentrerede tilberedninger. Der er publiceret et veterinært tilfælde af dermatitis og erosiv stomatitis hos hunde, der havde været udsat for savsmuld fra marupá, samt beretninger om forgiftning hos heste i forbindelse med træaffald. Det understreger risikoen for kontaktirritation fra støv af træ og bark, når man håndterer planten, og her anbefales handsker og maske. Sikkerheden og virkningen ved langvarig brug er endnu ikke fastlagt i solide kliniske studier.

Kuriositeter#

Simarouba amara har en lang historie og blev brugt af Amerikas oprindelige folk længe før europæernes ankomst. Barken blev kendt i Europa i 1700-tallet, da den i 1713 blev eksporteret til Frankrig og mellem 1718 og 1725 anvendt under dysenteriepidemier. Episoden var en af de første vestlige anerkendelser af planten og fæstnede navnet simaruba som betegnelse for den vegetabilske drog i tidens farmakopéer.

Historiske beretninger fra 1900-tallet beskriver i 1918 brugen af barken på et militærhospital mod amøbedysenteri og i 1944 en rapport, der tilskrev barken en høj responsrate ved tarmamøbiasis, data fra deres tid, som ikke lever op til standarderne for nutidens kliniske forsøg. Ud over den medicinske interesse er det lette, lyse træ fra marupá meget efterspurgt i møbel- og byggeindustrien og eksporteres til europæiske markeder. Træet spiller desuden en vigtig økologisk rolle, fordi frøene spredes af mange hvirveldyr, blandt andet aber, fugle og frugtædende flagermus.

Ofte stillede spørgsmål#