Rubia tinctorum L. / Farvekrap, også kaldet krap, er en flerårig urteagtig plante i familien Rubiaceae. Den stammer fra Europa og Vestasien og har i årtusinder været værdsat for sine rødder, der giver et intenst rødt farvestof. Brugen af den går tilbage til oldtidens civilisationer, hvor den spillede en central rolle i farvningen af tekstiler, læder og andre materialer. Selvom den traditionelle medicinske anvendelse er dokumenteret, rejser moderne videnskab alvorlige betænkeligheder ved sikkerheden af roden, når den indtages.
Farvekrap udmærker sig ved et højt indhold af antrakinoner som alizarin og purpurin, stoffer der står bag plantens farveevne og undersøges for mulige biologiske virkninger. Da undersøgelser af visse præparater fra roden har givet tegn på genotoksicitet og karcinogenicitet, kræver enhver medicinsk tilgang skærpet forsigtighed. Derfor samler denne guide plantens historie, botanik, fytokemi og traditionelle anvendelser sammen med de sikkerhedsadvarsler, der i dag følger dens navn.
Planten cirkulerede i århundreder i den europæiske og asiatiske handel med farvestoffer, hvilket er med til at forklare de mange navne, den har fået på de forskellige sprog.
- Dansk: farvekrap, krap.
- Engelsk: common madder, dyer’s madder, madder, rose madder.
- Fransk: garance, garance des teinturiers.
- Italiensk: garanza, robbia.
- Portugisisk: granza, ruiva-dos-tintureiros, solda-grande.
- Spansk: garanza, granza, rubia de tintes.
- Tysk: Färberkrapp, Krapp.
Botaniske synonymer
Det accepterede botaniske navn for arten er Rubia tinctorum L., beskrevet af Linné, selvom enkelte ældre kilder stadig kan omtale planten med historiske eller mindre udbredte synonymer. Slægtsnavnet kommer af det latinske ruber, der betyder rød. Artsepitetet tinctorum betyder “farvernes”, en direkte henvisning til det håndværk, der gjorde roden berømt i hele den gamle verden.
Korrekt botanisk nomenklatur er afgørende for at identificere planten præcist og undgå forveksling med andre arter i slægten Rubia eller familien Rubiaceae. Et eksempel er Rubia cordifolia, en asiatisk art, der også bruges som kilde til rødt farvestof og ofte optræder under det samme generiske engelske navn madder.
Botanisk familie: Rubiaceae
Rubia tinctorum hører til den store familie Rubiaceae, der omfatter omkring 13.000 arter fordelt på cirka 611 slægter. Familien skiller sig ud ved sin mangfoldighed og sin økonomiske betydning, da den rummer planter som kaffe (Coffea arabica) og kinatræ (Cinchona officinalis), kilden til kinin. Arterne i familien har som regel modsatte eller kransstillede blade og blomster med rørformet krone.
Rubiaceae er udbredt over hele verden, men har sit tyngdepunkt i tropiske og subtropiske egne. Mange af familiens planter værdsættes for deres indhold af alkaloider, glykosider og andre bioaktive stoffer. Farvekrap, hvis rødder er rige på antrakinoner, illustrerer godt familiens kemiske formåen, hvor stofferne spænder fra farvestoffer til molekyler, som farmakologien undersøger. For denne arts vedkommende har forskningen dog afdækket flere risici end sikre anvendelser.
Anvendte dele til te og tilberedninger
Hele plantens historiske betydning er samlet i den underjordiske del, hvis kraftige, forgrenede rødder ophober de røde pigmenter, der blev brugt både i farveriet og i traditionelle tilberedninger.
- Rødder
Etnobotanisk og traditionel brug
Farvekrap er traditionelt kendt som farveplante, en kilde til naturlig rød farve, og blev i anden række brugt i traditionelle tilberedninger til støtte af nyrer og urinveje. Nedenstående optegnelser beskriver, hvad traditionen tilskrev roden, og svarer ikke til dokumenterede indikationer, da flere af anvendelserne støder på sikkerhedsmæssige betænkeligheder.
- Amenoré (traditionel anvendelse, ikke videnskabeligt dokumenteret)
- Gulsot (traditionel anvendelse, ikke videnskabeligt dokumenteret)
- Knoglemarkør i dyreforsøg om knoglevækst (historisk laboratoriebrug)
- Lammelse (traditionel anvendelse, ikke videnskabeligt dokumenteret)
- Menstruationsfremmende (traditionel anvendelse, ikke videnskabeligt dokumenteret)
- Menstruationsgener (traditionel anvendelse, med sikkerhedsmæssige betænkeligheder)
- Nyresten (traditionel anvendelse til støtte af nyrerne, med sikkerhedsmæssige betænkeligheder)
- Sårheling (traditionel anvendelse, med sikkerhedsmæssige betænkeligheder)
- Tekstilfarvestof til bomuld, læder, silke og uld
- Urinvejsgener (traditionel anvendelse til støtte af urinvejene, med sikkerhedsmæssige betænkeligheder)
- Vanddrivende (traditionel anvendelse, ikke videnskabeligt dokumenteret)
Terapeutiske egenskaber
Trods de traditionelle anvendelser rejser moderne forskning alvorlige betænkeligheder ved sikkerheden af Rubia tinctorum til medicinske formål. De egenskaber, der tilskrives planten, bygger i vid udstrækning på historiske og etnobotaniske optegnelser eller på laboratorie- og dyreforsøg og ikke på solid klinisk evidens for virkning og sikkerhed ved indtagelse hos mennesker.
- Antibakteriel (potentiale observeret in vitro)
- Antiinflammatorisk (i ekstrakter, in vitro)
- Antioxidativ (i ekstrakter, in vitro)
- Antiviral (in vitro)
- Blodsukkersænkende (i ekstrakter, i dyreforsøg)
- Fødehæmmende (over for insekter som tæppebillen, i laboratorieforsøg)
- Neurobeskyttende (in vitro)
- Svampehæmmende (potentiale observeret in vitro)
- Vanddrivende (traditionel anvendelse, ikke videnskabeligt dokumenteret)
Et forsøg med rotter undersøgte et polyfenolrigt ethanolekstrakt af roden i en eksperimentel model for dannelse af urinsten, en forskningslinje, der hænger sammen med den traditionelle anvendelse til støtte af nyrerne. Resultater fra dyr berettiger dog ikke til brug hos mennesker. Imod det taler frem for alt fundene af kræft i nyrer og lever hos gnavere, der over lang tid fik roden eller det farvestof, der udvindes af den.
Fytokemisk profil
Rødderne af Rubia tinctorum er rige på fytokemiske forbindelser, og antrakinonerne er de mest fremtrædende og bedst undersøgte, fordi de står bag både den intense røde farve og en stor del af de beskrevne biologiske aktiviteter. En del af disse molekyler findes i roden bundet til sukkerarter som glykosider, der ifølge eksperimentelle undersøgelser kan give anledning til genotoksiske metabolitter. Blandt dem er lucidin, der allerede i 1980’erne blev identificeret som et mutagent stof fra roden.
- Alizarin (1,2-dihydroxyantrakinon)
- Kinizarin (1,4-dihydroxyantrakinon)
- Lucidin
- Purpurin (1,2,4-trihydroxyantrakinon)
- Purpuroxanthin (1,3-dihydroxyantrakinon)
- Ruberythrinsyre (alizarinprimeverosid)
Tilberedningsformer (te, tinkturer, ekstrakter)
Historisk blev Rubia tinctorum først og fremmest forarbejdet for at udvinde farvestof, mens de traditionelle medicinske metoder omfattede infusioner og afkog af rødderne. På grund af bekymringerne om genotoksicitet frarådes indvortes brug af planten, og i nogle lande er roden ikke længere tilladt i plantelægemidler eller som fødevaretilsætningsstof.
- Afkog (historisk brugt til udvinding af farvestof og nævnt i traditionel medicin)
- Infusion (nævnt i traditionel medicin)
- Pulver af rødderne (udvinding af farvestof)
Synergi med andre planter
På grund af de sikkerhedsmæssige betænkeligheder og den genotoksicitet, der forbindes med Rubia tinctorum, findes der i dag ingen anbefalinger om at kombinere planten med andre lægeplanter til indvortes brug. At kombinere roden med andre urter ville kun føje flere usikkerheder til en risikoprofil, der i forvejen er ugunstig. Forskningen i og anvendelsen af planten er fortsat først og fremmest rettet mod brugen som naturligt farvestof, et felt hvor den stadig er relevant for håndværksmæssig farvning og for bæredygtighedsforskning i tekstilindustrien.
Opskrifter og brugsprotokoller
I lyset af evidensen for genotoksicitet og karcinogenicitet i dyreforsøg præsenterer denne guide hverken opskrifter eller protokoller til indvortes brug af Rubia tinctorum. Brugen af roden bør begrænses til ikke-medicinske formål som farvning, hvor pigmenterne udvindes og bruges udvortes.
Traditionel brug af roden til farvning
Til farvning af bomuld, læder, silke og uld lægges den tørrede, malede rod traditionelt i opvarmet vand, så pigmenterne frigives, mens fibrene som regel først bejdses, for eksempel med alun, der hjælper med at fiksere farven. Den endelige nuance spænder fra rosa til intenst rødt afhængigt af fiberen, bejdsemidlet og farvebadets temperatur. Under arbejdet er handsker en god idé, fordi pulveret og farvebadet farver huden.
Traditionel medicinsk brug og kvalitativ vejledning
I de kilder, der stadig omtaler den traditionelle brug af roden til støtte af nyrer og urinveje, lyder anbefalingen på moderat og kortvarig brug, uden vedvarende eller langvarig anvendelse og uden nogen dosis, der kan betragtes som sikker. I lyset af de lovgivningsmæssige begrænsninger og fundene i dyreforsøg bør enhver, der overvejer et præparat til indvortes brug, først rådføre sig med en sundhedsfaglig person. Urinvejssymptomer kræver en lægelig diagnose, aldrig selvmedicinering.
Tilberedningerne ovenfor bygger på traditionel overlevering og erstatter ikke professionel rådgivning. Sæt dig ind i de kontraindikationer og interaktioner, der er beskrevet i denne artikel, før du anvender dem indvortes.
Tilknyttede terapier
Rubia tinctorum er ikke bredt anerkendt eller anvendt i moderne supplerende terapier på grund af de sikkerhedsmæssige betænkeligheder ved roden. Historisk var planten først og fremmest knyttet til farveriet og i mindre grad til traditionel europæisk urtemedicin, hvor præparater af roden blev brugt som støtte ved urinvejs- og nyreproblemer. I dag betragtes disse anvendelser som risikable, i en sådan grad at lægemidler baseret på roden ikke længere er tilladt i Tyskland.
Kontraindikationer og bivirkninger
Generelle kontraindikationer
Roden indeholder antrakinoner (herunder lucidin), stoffer der i undersøgelser har givet anledning til bekymring for mulig genotoksicitet ved langvarig brug eller høje doser. Derfor anbefales det, at eventuel traditionel brug er moderat og kortvarig, og at vedvarende eller langvarig brug undgås. På grund af dette genotoksiske og karcinogene potentiale betragtes Rubia tinctorum af en stor del af de videnskabelige kilder som stærkt kontraindiceret til indvortes brug. I Tyskland er plantelægemidler fremstillet af roden ikke længere tilladt, og det japanske ministerium for sundhed, arbejde og velfærd forbød brugen af plantens farvestof som fødevaretilsætningsstof, efter at forsøg med rotter havde bekræftet karcinogenicitet.
Må ikke bruges under graviditet og amning, da planten kan stimulere menstruationen, og der er bekymring for risiko for spontan abort og medfødte misdannelser. Derudover kan planten skade det ammede barn og farve modermælken rød. Der findes heller ingen sikkerhedsdata for børn, som bør holdes væk fra ethvert præparat til indvortes brug. Personer med blødningsforstyrrelser eller som tager blodfortyndende medicin, bør undgå planten, da den muligvis kan forstærke virkningen af disse lægemidler. Personer med kendt allergi over for planter i familien Rubiaceae bør også undgå kontakt med den.
Urinvejssymptomer som smerter, blod i urinen eller mistanke om nyresten kræver diagnose og opfølgning hos lægen, og farvekrap er ikke en erstatning for lægebehandling. Da roden farver urinen rød, kan farvningen desuden sløre opfattelsen af blødning fra urinvejene, endnu en grund til at søge en faglig vurdering. Der tilrådes forsigtighed hos personer med diagnosticeret nyresygdom, især fordi dyreforsøgene netop pegede på nyrer og lever som de berørte organer.
Almindelige bivirkninger
Ved indtagelse kan Rubia tinctorum give kvalme og opkastning, og plantens evne til at farve urin, spyt, sved, tårer og modermælk røde er velkendt. Udvortes brug kan i enkelte tilfælde fremkalde kontaktdermatitis hos følsomme personer. Langvarig brug eller høje doser er i dyreforsøg forbundet med nyre- og leverskader og med øget kræftrisiko, som tilskrives lucidin og andre antrakinonderivater i roden.
Interaktioner med lægemidler
Der findes ingen detaljerede oplysninger om specifikke lægemiddelinteraktioner, men i betragtning af det genotoksiske og karcinogene potentiale og den mulige indflydelse på stofskiftet er det fornuftigt at antage, at Rubia tinctorum kan interagere med en lang række lægemidler, herunder blodfortyndende, beroligende og blodsukkersænkende midler mod diabetes. Samtidig brug bør undgås, og personer i fast medicinsk behandling bør tale med lægen, før de overhovedet overvejer et præparat med roden.
Kuriositeter
Historien om Rubia tinctorum er først og fremmest knyttet til brugen som farvestof, for siden oldtiden har rødderne leveret en af de mest levende og holdbare røde farver, man kender. Udgravninger i Mohenjo-daro i Indusdalen, i det nuværende Pakistan, har afdækket bomuldsstof fra det 3. årtusinde f.Kr., farvet med farvestof fra rødder af slægten Rubia, et tegn på den årtusindgamle betydning af denne type pigment.
I Europa blev planten dyrket i stor stil gennem århundreder og blev en livsvigtig afgrøde for tekstilindustrien, hvilket de britiske soldaters røde frakker, de såkaldte “Redcoats”, vidner om, eftersom de i vid udstrækning var farvet med roden. Den franske hær beholdt de berømte røde bukser farvet med planten helt frem til 1915, en farve der i 1800-tallet også blev valgt for at fremme den nationale dyrkning af roden. Opdagelsen af syntetisk alizarin, ligeledes i 1800-tallet, indledte nedgangen i dyrkningen af farvekrap til farvestof.
En anden kuriositet stammer fra fysiologien. Dyr, der fodres med roden, får rødfarvede knogler, et fænomen der fra 1700-tallet blev udnyttet i studier af knoglevækst.
Ofte stillede spørgsmål
Er det sikkert at indtage farvekrap?
Nej, Rubia tinctorum betragtes ikke som sikker til menneskelig indtagelse, da videnskabelige undersøgelser har peget på genotoksiske og karcinogene virkninger af ekstrakter og bestanddele fra roden. I Tyskland er plantelægemidler fremstillet af roden ikke længere tilladt, og i Japan blev plantens farvestof forbudt som fødevaretilsætningsstof.
Hvad er de vigtigste anvendelser af farvekrap?
Historisk blev Rubia tinctorum først og fremmest brugt som naturligt farvestof, udvundet af rødderne til farvning af tekstiler, læder og andre materialer. Selvom planten også har medicinske etnobotaniske optegnelser, især til støtte af nyrer og urinveje, findes der ingen videnskabelig evidens for sikkerhed og virkning ved disse anvendelser.
Hvilke kemiske forbindelser findes i farvekrap?
Planten er rig på antrakinoner som alizarin, purpurin, lucidin og ruberythrinsyre, et glykosid af alizarin. Disse forbindelser står bag rodens farve og dens biologiske aktiviteter, herunder de genotoksiske og karcinogene virkninger, der er observeret i eksperimentelle undersøgelser.
Kan farvekrap bruges under graviditet eller amning?
Nej, planten er stærkt kontraindiceret under graviditet og amning, fordi den kan stimulere menstruationen, og der er bekymring for risiko for spontan abort og medfødte misdannelser. Under amning kan den desuden skade barnet og farve modermælken rød.
Kan farvekrap bruges ved nyresten?
Traditionen nævner præparater af roden til støtte af nyrer og urinveje, men denne brug er ikke klinisk dokumenteret og støder på bekymringerne om plantens genotoksicitet. Urinvejssymptomer som smerter, blod i urinen eller mistanke om nyresten kræver diagnose og opfølgning hos lægen, da planten ikke er en erstatning for lægebehandling. Personer med diagnosticeret nyresygdom bør udvise forsigtighed.
Findes der sikrere alternativer til de traditionelle anvendelser af farvekrap?
Der findes lægeplanter med bedre dokumenterede sikkerhedsprofiler, som traditionen forbinder med lignende formål som dem, der tilskrives Rubia tinctorum, uden de samme kendte risici. Valget afhænger af den enkeltes situation, og derfor er det bedst at rådføre sig med en kvalificeret sundhedsfaglig person, før man går i gang med et urtepræparat.
Bemærk: dette indhold er informativt og erstatter ikke professionel sundhedsrådgivning. Kontakt en læge eller fytoterapeut, før du bruger lægeplanter, især under graviditet, amning eller ved brug af medicin.
Referencer og videnskabelige studier
Se Alle 11 Citerede Kilder
Peer-Reviewed Videnskabelige Studier (6)
- PMC1992 Blömeke B, et al. Formation of genotoxic metabolites from anthraquinone glycosides, present in Rubia tinctorum L.. Mutat Res. 1992.
- PMC2009 Inoue K, et al. Induction of kidney and liver cancers by the natural food additive madder color in a two-year rat carcinogenicity study. Food Chem Toxicol. 2009.
- PMC2021 Marhoume FZ, et al. Antioxidant and Polyphenol-Rich Ethanolic Extract of Rubia tinctorum L. Prevents Urolithiasis in an Ethylene Glycol Experimental Model in Rats. Molecules. 2021.
- PEER2023 Ozdemir MB, Karadag R. Madder (Rubia tinctorum L.) as an Economic Factor Under Sustainability Goals in the Textile Dyeing. Journal of Natural Fibers. 2023;20(1).
- PMC1998 Westendorf J, et al. Carcinogenicity and DNA adduct formation observed in ACI rats after long-term treatment with madder root, Rubia tinctorum L.. Carcinogenesis. 1998.
- PMC1983 Yasui Y, et al. Identification of a mutagenic substance, in Rubia tinctorum L. (madder) root, as lucidin. Mutat Res. 1983.
Supplerende Læsning (5)
- 1982 Bhardwaj HC, Jain KK. Indian dyes and dyeing industry during 18th-19th century. Indian Journal of History of Science. 1982;17(11):70-81.
- 2002 Cannon J, Cannon M. Dye Plants and Dyeing. 2nd ed. A&C Black; 2002. p. 76, 80. ISBN 978-0-7136-6374-7.
- 2012 Desrosiers S, Rast-Eicher A. Luxurious Merovingian Textiles Excavated from Burials in the Saint Denis Basilica, France in the 6th-7th Century. Textiles and Politics: Textile Society of America 13th Biennial Symposium Proceedings. 2012:3.
- 1982 Goodwin J. A Dyer’s Manual. Pelham Books; 1982. p. 65. ISBN 978-0-7207-1327-5.
- 1983 Tozer J, Levitt S. Fabric of Society: A Century of People and their Clothes 1770-1870. Laura Ashley Press; 1983. p. 29-30. ISBN 978-0-9508913-0-9.
