Eupatorium perfoliatum L. er en flerårig urteagtig plante fra familien Asteraceae, hjemmehørende i Nordamerika og beskrevet af Carl von Linné. Udbredelsen strækker sig fra Nova Scotia til Florida og når mod vest Texas og Manitoba. Da arten er lidt kendt uden for Nordamerika, omtales den her ved sit videnskabelige navn, mens det engelsksprogede marked kender den som “boneset”. Arten kendes på de gennemvoksede blade, hvis basis omslutter stænglen, så det ser ud, som om stænglen går lige igennem dem, og på de tætte samlinger af små hvide blomster i toppen af grenene.
Nordamerikanske oprindelige folk og europæiske kolonister værdsatte planten især ved feberagtige tilstande, og den traditionelle overlevering forklarer, hvorfor den findes i opslagsværker om fytoterapi og i den homøopatiske materia medica. Moderne fytokemisk forskning har påvist en række bioaktive forbindelser i de overjordiske dele, men har også bekræftet indholdet af pyrrolizidinalkaloider med dokumenteret levertoksicitet ved langvarig brug. Derfor er enhver indvortes brug et spørgsmål om forsigtighed og faglig vejledning, aldrig om selvmedicinering.
Som nordamerikansk art, der er lidt kendt uden for sit kontinent, har planten sine mest stabile folkelige navne på engelsk. På det sprog har den samlet snesevis af betegnelser, der knytter sig til feber, kulderystelser og den sved, som den varme infusion fremkalder.
- Dansk: i fytoterapi og homøopati omtales arten normalt ved det videnskabelige navn Eupatorium perfoliatum, mens “boneset” kun bruges som markedsnavn.
- Engelsk: agueweed, boneset, common boneset, crosswort, feverwort, Indian sage, sweating-plant, thoroughwort, vegetable antimony, wild Isaac.
- Fransk: eupatoire perfoliée.
- Italiensk: eupatorio perfoliato.
- Spansk: eupatoria.
- Tysk: Durchwachsener Wasserdost, Knochenheil.
Navne som det portugisiske “erva-de-cobra” og “eupatório” bliver i oversatte tekster af og til knyttet til denne plante, men i den portugisisktalende tradition betegner de som regel andre arter. Bruger man dem til at identificere planten, øges risikoen for forveksling ved køb af plantemateriale.
Botaniske synonymer
Gennem sin taksonomiske historie har Eupatorium perfoliatum L. fået andre videnskabelige navne, som i dag regnes for synonymer. Kendskab til dem gør det lettere at finde arten i gamle herbarier, kataloger og studier, der er udgivet under andre navne, og de mest citerede står i listen nedenfor.
- Cunigunda perfoliata
- Eupatorium chapmanii
- Eupatorium connatum
- Eupatorium salviifolium
- Eupatorium truncatum
Nogle tekster nævner også kombinationen “Eutrochium perfoliatum”, men Eutrochium er den slægt, der samler nordamerikanske beslægtede arter med rosa blomster, som tidligere blev placeret i Eupatorium. Artens accepterede navn er fortsat Eupatorium perfoliatum L., en detalje, der er værd at kontrollere i videnskabelige studier og ved bestemmelse af herbarieeksemplarer.
Botanisk familie: Asteraceae
Eupatorium perfoliatum hører til familien Asteraceae, også kaldet Compositae eller kurvblomstfamilien, en af de største og mest varierede familier af blomsterplanter. Den kendetegnes ved blomsterstande i kurve, hvor mange bittesmå blomster samles i en struktur, der ligner en enkelt blomst. Familien er kendt for sit rige indhold af flavonoider, seskviterpenlaktoner og æteriske olier, og denne kemiske og morfologiske mangfoldighed er stadig genstand for forskning. Slægtskabet har også en praktisk konsekvens, da personer med allergi over for andre kurvblomster, som margueritter og krysantemummer, kan reagere ved kontakt med denne art.
Anvendte dele til te og tilberedninger
Traditionen koncentrerer brugen om de overjordiske dele, der høstes under blomstringen og tørres til infusioner eller bruges friske i tinkturer og homøopatiske modertinkturer, og nogle kilder nævner også rødderne.
- Overjordiske dele (blade og blomster)
- Rødder
- Tørrede blade
Da der er påvist pyrrolizidinalkaloider i arten, med direkte betydning for brugen som urt under navnet “boneset”, er ingen af disse dele uden risiko ved gentagen indvortes brug.
Etnobotanisk og traditionel brug
Den mest sammenhængende etnobotaniske overlevering stammer fra Nordamerikas oprindelige folk, som introducerede planten for de første europæiske kolonister. De brugte den til at fremkalde sved og, efter tidens logik, “bryde” feberen ved almindelige forkølelser og influenza. Med tiden udvidede den nordamerikanske folkemedicin repertoiret og begyndte at bruge infusionen ved akut bronkitis, katar, hudsygdomme, vattersot og reumatisme. Disse anvendelser byggede på empirisk iagttagelse uden de vurderingskriterier, som moderne farmakologi kræver.
Gamle tekster tilskrev også planten evnen til at øge modstandskraften mod virus- og bakterieinfektioner og så den som et pålideligt middel ved feberagtige tilstande. Disse beskrivelser afspejler brugernes opfattelse og er ikke ensbetydende med påvist virkning. I dag samler den videnskabelige interesse sig om aktiviteter, der er observeret i laboratoriet, mens langvarig traditionel brug frarådes netop på grund af pyrrolizidinalkaloiderne.
Terapeutiske egenskaber
Egenskaberne nedenfor samler det, traditionen tilskriver planten, og det, laboratoriestudier har undersøgt, uden bekræftelse fra solide kliniske forsøg. Nogle af dem, som den brækfremkaldende og stærkt afførende virkning, er i virkeligheden uønskede reaktioner, der opstår ved høje doser.
- Afførende (katartisk virkning ved høje doser, betragtet som uønsket)
- Antibakteriel (aktivitet observeret i et laboratoriestudie med ethanolekstrakt af bladene, uden klinisk dokumentation)
- Antiinflammatorisk (aktivitet observeret i in vitro-studier med makrofager, uden klinisk dokumentation)
- Antiviral (hæmning af influenza A-virussets binding til celler observeret in vitro, uden klinisk dokumentation)
- Brækfremkaldende (fremkalder opkastning ved høje doser, en bivirkning og ikke en indikation)
- Cytotoksisk (toksicitet over for celler observeret i laboratoriestudier, uden fastlagt klinisk anvendelse)
- Febernedsættende (traditionel overlevering om brug ved feberagtige tilstande, uden klinisk dokumentation)
- Galdedrivende (traditionel overlevering om stimulering af galdeudskillelsen)
- Karudvidende (traditionel overlevering, uden bekræftelse i kliniske studier)
- Krampeløsende (traditionel overlevering, uden bekræftelse i kliniske studier)
- Stimulerende (traditionel overlevering om generel fysiologisk aktivering)
- Stærkt afførende (kraftig tarmtømning ved høje doser, betragtet som uønsket)
- Svedfremkaldende (fremkaldelse af sved, den vigtigste anvendelse, traditionen beskriver)
Fytokemisk profil
Den fytokemiske profil hos Eupatorium perfoliatum er kompleks og omfatter forbindelser, der forklarer en del af den farmakologiske interesse og samtidig plantens vigtigste risici. Blandt de beskrevne bestanddele er polysaccharider med xylose og glucuronsyre, garvestoffer, flygtige olier, steroler, triterpener og seskviterpenlaktoner. Til den sidste gruppe hører et dimert guaianolid, der er undersøgt i et studie med makrofager sammen med flavonen eupafolin.
Flavonoider som quercetin og kaempferol samt kaffesyrederivater fuldender billedet af de fenoliske forbindelser. Pyrrolizidinalkaloiderne er derimod den største sikkerhedsmæssige bekymring, fordi de kan give leverskader og er påvist i arten i analyser rettet mod brugen som lægeurt. Derfor berettiger den biologiske aktivitet, der er observeret i laboratoriet, ikke til vedvarende indvortes brug af planten.
- Flavonoider (eupafolin, kaempferol, quercetin)
- Flygtige olier
- Garvestoffer
- Kaffesyrederivater
- Polysaccharider (med xylose og glucuronsyre)
- Pyrrolizidinalkaloider
- Seskviterpenlaktoner (herunder guaianolider)
- Steroler
- Triterpener
Tilberedningsformer (te, tinkturer, ekstrakter)
De traditionelle kilder beskriver tre hovedformer for tilberedning, og homøopatien føjer en fjerde til, der fremstilles ved fortynding og potensering af den friske, blomstrende plante.
- Ekstrakter
- Homøopatiske præparater (af den friske, blomstrende plante)
- Infusion (varm te af de tørrede blade og blomster)
- Tinktur (af den friske, blomstrende plante)
I alle disse former er den brug, traditionen beskriver, kortvarig og lejlighedsvis, aldrig vedvarende. Mængden afhænger af en individuel vurdering foretaget af en sundhedsfaglig person, som skal tage hensyn til alder, leverens tilstand og den medicin, der tages. Ekstrakter og tinkturer koncentrerer plantens bestanddele og kræver derfor endnu større forsigtighed end infusionen.
Synergi med andre planter
Specifik forskning i kombinationer af Eupatorium perfoliatum med andre arter er begrænset, og det, man ved, stammer fra traditionelle formuleringer i vestlig urtemedicin. I disse kilder optræder planten sammen med almindelig hyld (Sambucus nigra) og småbladet lind (Tilia cordata), der begge traditionelt er brugt som svedfremkaldende midler ved influenzalignende tilstande. I blandinger til støtte for luftvejene ses den med eukalyptus (Eucalyptus globulus) og timian (Thymus vulgaris), som traditionelt bruges til at lette opspytningen.
Disse kombinationer beskriver en traditionel overlevering, ikke et løfte om resultat, og at kombinere planter mindsker ikke risikoen ved pyrrolizidinalkaloiderne. Enhver kombination bør ske efter vejledning fra en sundhedsfaglig person og overholde de samme begrænsninger til kortvarig brug som brugen af planten alene.
Opskrifter og brugsprotokoller
Traditionel infusion af de overjordiske dele
Den varme infusion af tørrede blade og blomster er den brugsform, der oftest nævnes i de traditionelle nordamerikanske kilder, hvor den blev brugt til at fremkalde sved ved forkølelse og influenza. Mængden af urt og antallet af doser skal fastsættes af en sundhedsfaglig person, fordi arten indeholder pyrrolizidinalkaloider og ikke har nogen fastlagt sikker dosis til hjemmebrug.
Ved den traditionelle tilberedning hældes kogende vand over den tørrede urt, og blandingen trækker under låg i 10 til 15 minutter. Den lukkede beholder holder på de flygtige olier, og infusionen sies og drikkes, mens den stadig er varm. Den beskrevne brug er kortvarig og lejlighedsvis og skal afbrydes ved kvalme, opkastning, diarré eller ethvert ubehag i maven. Vedvarende feber eller feber uden kendt årsag kræver lægelig vurdering, før man drikker nogen form for te.
Tinktur af den friske, blomstrende plante
Tinkturen fremstilles traditionelt af den friske plante, der er høstet under blomstringen, og som koncentreret form er den som regel stærkere end infusionen. Urtemedicinske kilder forbinder denne tinktur med perioder med øget modtagelighed for infektioner, altid som traditionel kortvarig brug.
Dosis bør fastsættes af en sundhedsfaglig person, der vurderer produktets koncentration, leverens tilstand og den medicin, der tages. Tinkturen må aldrig udvides til vedvarende brug, så rådfør dig med en sundhedsfaglig person, før du bruger et koncentreret præparat af denne plante.
Tilberedningerne ovenfor bygger på traditionel overlevering og erstatter ikke professionel rådgivning. Sæt dig ind i de kontraindikationer og interaktioner, der er beskrevet i denne artikel, før du anvender dem indvortes.
Tilknyttede terapier
Homøopati
I homøopatien er Eupatorium perfoliatum et klassisk middel i materia medica, beskrevet ved influenzalignende og feberagtige tilstande med intense knoglesmerter. Beskrivelsen omfatter også intermitterende feber, kulderystelser og dybe muskelsmerter, en sammenhæng, der genlyder i det engelske navn “boneset”. Den homøopatiske modertinktur fremstilles af den friske, blomstrende plante efter principperne om fortynding og potensering. Valget af potens og hyppighed afhænger af symptomernes helhed og bør ske efter vejledning fra en kvalificeret homøopatisk læge.
Det potenserede homøopatiske præparat skal holdes adskilt fra fytoterapeutisk te, ekstrakter og tinkturer. De ufortyndede former indeholder plantens bestanddele i relevante mængder og er omfattet af alle de begrænsninger, der er beskrevet under kontraindikationer. Ingen af disse former erstatter en lægelig vurdering af feber, især ikke når den ledsages af intense kropssmerter, pletter på huden eller blødninger.
Kontraindikationer og bivirkninger
Pyrrolizidinalkaloider og kortvarig brug
Planten indeholder pyrrolizidinalkaloider (en stofklasse med dokumenteret levertoksicitet ved langvarig brug), og derfor er den traditionelle brug kun kortvarig, aldrig vedvarende. Den leverskade, disse stoffer forårsager, kan være kumulativ. Derfor bør te, ekstrakter og tinkturer af arten ikke indgå i daglige rutiner og ikke bruges på egen hånd.
Generelle kontraindikationer
Eupatorium perfoliatum er kontraindiceret under graviditet og amning, da pyrrolizidinalkaloider kan passere placentabarrieren og udskilles i modermælken. Planten er også kontraindiceret hos leverpatienter, det vil sige personer med enhver forudgående leversygdom. Må ikke bruges til børn, uanset alder eller tilberedningsform. Undgå også planten ved kendt allergi over for arter i familien Asteraceae, som margueritter og krysantemummer, på grund af risikoen for allergiske reaktioner.
Feber, dengue og selvmedicinering
Intet præparat af denne plante må bruges til at behandle, forebygge eller lindre dengue, chikungunya eller zika, og heller ikke til at sænke feber uden diagnose. Dengue er en anmeldelsespligtig sygdom, der kræver lægelig opfølgning, aldrig selvmedicinering. Forbindelsen mellem planten og dengue findes kun i den historiske oprindelse af det engelske navn “boneset”, som omtales under kuriositeter.
Almindelige bivirkninger
I høje doser kan planten have brækfremkaldende virkning (opkastning) og afførende/katartisk virkning med diarré, og disse tegn bør føre til, at brugen straks afbrydes. Kontakt med planten kan give hudsensibilisering, der viser sig som dermatitis hos følsomme personer. Langvarig brug eller for høje doser kan desuden føre til leverskader på grund af pyrrolizidinalkaloiderne. Mave-tarm-gener, hudreaktioner, mørk urin eller gulfarvning af hud og øjne kræver, at man søger en sundhedsfaglig person.
Interaktioner med lægemidler
På grund af det levertoksiske potentiale kan planten øge risikoen ved lægemidler, der belaster leveren, som paracetamol. Forsigtighed tilrådes også ved brug af blodfortyndende medicin, da planten muligvis kan øge virkningen af disse lægemidler og dermed risikoen for blødning. Kombination med beroligende og angstdæmpende midler kræver opmærksomhed, fordi døsigheden kan forstærkes. Alle, der tager fast medicin, bør informere lægen eller apoteket, før de overvejer præparater af planten.
Kuriositeter
Det engelske navn “boneset” kommer af “breakbone fever”, et gammelt folkeligt navn for dengue i USA. Forbindelsen mellem planten og sygdommen er her kun interessant som historisk og etymologisk oplysning. Dengue er en anmeldelsespligtig sygdom, der kræver lægelig opfølgning, aldrig selvmedicinering, og intet præparat af Eupatorium perfoliatum må bruges med det formål.
Planten blev introduceret for de europæiske kolonister af Nordamerikas oprindelige folk, som brugte den til at fremkalde sved ved feberagtige tilstande. Den var så længe en del af kontinentets folkemedicin, at den fik engelske navne som “agueweed”, “feverwort” og “sweating-plant”. Den medicinske interesse er også gammel, og allerede i 1812 underskrev botanikeren Frederick Pursh en tekst om arten i et medicinsk tidsskrift, efterfulgt af flere beretninger i løbet af 1800-tallet.
I naturen vokser arten næsten altid i lavtliggende, fugtige områder som sumpe og vandmættede enge. Den præference gør det, sammen med de gennemvoksede blade, lettere at kende den i felten. Dens historie som folkemiddel viser, hvordan traditionel viden har styret forskningen i lægeplanter. Den viser også, at denne viden må revurderes, når kemisk analyse afslører risici, som den empiriske iagttagelse ikke kunne se.
Ofte stillede spørgsmål
Arten stammer fra Nordamerika og er lidt kendt uden for sit kontinent, og på portugisisk har den for eksempel intet folkeligt navn i almindelig brug. Derfor er det sikrest altid at identificere den ved det videnskabelige navn. På det internationale marked og i den historiske litteratur optræder den som “boneset”, et engelsk navn, der kun tjener som reference og ikke må forveksles med folkelige navne på andre planter.
Kan Eupatorium perfoliatum bruges mod dengue?
Nej, og intet præparat af denne plante må bruges til at behandle, forebygge eller lindre dengue, chikungunya eller zika. Forbindelsen til dengue findes kun i den historiske oprindelse af det engelske navn “boneset”, der er afledt af “breakbone fever”, et gammelt folkeligt navn for sygdommen i USA. Dengue er en anmeldelsespligtig sygdom, der kræver lægelig opfølgning, aldrig selvmedicinering, og al feber med intense kropssmerter skal vurderes af sundhedsvæsenet.
Er Eupatorium perfoliatum sikker for børn?
Nej, planten må ikke bruges til børn i nogen alder, fordi den indeholder pyrrolizidinalkaloider, forbindelser med dokumenteret levertoksicitet, hvis sikkerhed hos børn ikke er fastlagt. Ved feber, influenza eller forkølelse i barnealderen er det rette råd at søge en børnelæge.
Hvad er de vigtigste traditionelle anvendelser af Eupatorium perfoliatum?
Den nordamerikanske tradition brugte den varme infusion af de overjordiske dele til at fremkalde sved ved forkølelse, influenza og andre feberagtige tilstande og registrerede desuden brug ved bronkitis, katar og reumatisme. Den moderne kliniske dokumentation er begrænset, og de tilgængelige studier fokuserer på antiinflammatorisk og antiviral aktivitet observeret i laboratoriet, uden bekræftelse hos mennesker. På grund af pyrrolizidinalkaloiderne skal enhver indvortes brug være lejlighedsvis og ske efter vejledning fra en sundhedsfaglig person.
Hvorfor skal brugen af Eupatorium perfoliatum være kortvarig?
Planten indeholder pyrrolizidinalkaloider, en stofklasse med dokumenteret levertoksicitet ved langvarig brug, og derfor er den traditionelle brug kun kortvarig, aldrig vedvarende. Af samme grund er arten kontraindiceret under graviditet og amning og hos personer med leversygdom. I høje doser kan den desuden give opkastning og en kraftig afførende virkning.
Interagerer Eupatorium perfoliatum med lægemidler?
Ja, forsigtighed tilrådes ved brug af lægemidler, der belaster leveren, som paracetamol, og ved blodfortyndende medicin, hvis virkning kan øges. Beroligende og angstdæmpende midler kræver også opmærksomhed, fordi døsigheden kan blive stærkere. Alle, der tager fast medicin, bør tale med lægen eller apoteket, før de overvejer præparater af planten.
Bemærk: dette indhold er informativt og erstatter ikke professionel sundhedsrådgivning. Kontakt en læge eller fytoterapeut, før du bruger lægeplanter, især under graviditet, amning eller ved brug af medicin.
Referencer og videnskabelige studier
Se Alle 8 Citerede Kilder
- PMC2018 Colegate SM, et al. Potentially toxic pyrrolizidine alkaloids in Eupatorium perfoliatum and three related species. Implications for herbal use as boneset. Phytochem Anal. 2018.
- PMC2016 Derksen A, et al. Antiviral activity of hydroalcoholic extract from Eupatorium perfoliatum L. against the attachment of influenza A virus. J Ethnopharmacol. 2016.
- PMC2000 Habtemariam S, Macpherson AM. Cytotoxicity and antibacterial activity of ethanol extract from leaves of a herbal drug, boneset (Eupatorium perfoliatum). Phytother Res. 2000.
- PMC2011 Hensel A, et al. Eupatorium perfoliatum L.: phytochemistry, traditional use and current applications. J Ethnopharmacol. 2011.
- PMC1977 Herz W, et al. Sesquiterpene lactones of Eupatorium perfoliatum. J Org Chem. 1977.
- PMC2008 Maas M, et al. Caffeic acid derivatives from Eupatorium perfoliatum L. Molecules. 2008.
- PMC2011 Maas M, et al. Anti-inflammatory activity of Eupatorium perfoliatum L. extracts, eupafolin, and dimeric guaianolide via iNOS inhibitory activity and modulation of inflammation-related cytokines and chemokines. J Ethnopharmacol. 2011.
- PMC Pursh F. Mr. Pursh on the Eupatorium Perfoliatum. Med Phys J. 1812.
