Prunus persica (Fersken): egenskaber og fordele

Prunus persica (L.) Batsch / Fersken, i folkemunde kendt som fersken, ferskentræ og i nogle egne nektarin (navnet på varianten med glat skind), er et løvfældende træ i familien Rosaceae. Arten stammer fra Kina, hvor den har været dyrket siden yngre stenalder, og har bredt sig over hele verden takket være de saftige og nærende frugter. Artsepitetet persica henviser til den udbredte dyrkning i Persien (det nuværende Iran), hvorfra fersknen nåede Europa. Fersknen værdsættes både for frugten og for de dekorative blomster, der springer ud om foråret.

I traditionel kinesisk medicin og i andre kulturer er forskellige dele af ferskentræet, såsom blade, blomster, bark og frø, blevet brugt til medicinske formål. Moderne forskning undersøger de antioxidante, antiinflammatoriske og andre biologiske virkninger af træets fytokemiske stoffer, næsten altid i laboratorie- eller dyreforsøg. Blandt frugterne fra tempererede egne overgås fersknen i produktion kun af æble og pære, og i flere asiatiske kulturer er den et symbol på langt liv. Bladene, barken og især kernen i stenen indeholder dog amygdalin, hvilket kræver forsigtighed ved medicinsk brug af disse dele, et emne der uddybes i afsnittet om kontraindikationer.

Folkelige og internationale navne

• Dansk: fersken (frugt), ferskentræ (træ), nektarin (variant med glat skind).
• Engelsk: clingstone peach, common peach, freestone peach, nectarine, peach.
• Fransk: brugnon, nectarine, pavie, pêche.
• Italiensk: nettarina, pesca.
• Portugisisk: nectarina (variant med glat skind), pêssego (frugt), pessegueiro (træ).
• Spansk: durazno (Latinamerika), melocotón (Spanien), nectarina.
• Tysk: Echter Pfirsich, Nektarine, Pfirsich.

Botaniske synonymer

Amygdalus persica L. er et botanisk synonym, der ofte ses i litteraturen, og som Carl Linnaeus beskrev i 1753 i værket Species Plantarum, mens den accepterede kombination, Prunus persica, blev offentliggjort af August Batsch i 1801. Blandt de øvrige registrerede synonymer er Persica vulgaris Mill. og Prunus persica var. densa, navne der stadig dukker op i havebrugskataloger og i ældre værker. Selv om de fleste kilder bruger Prunus persica, placerer enkelte floraer, som Flora of China, stadig fersknen i slægten Amygdalus, hvilket holder diskussionen om gruppens afgrænsning i live i en del af den videnskabelige litteratur.

Botanisk familie: Rosaceae

Familien Rosaceae, også kaldet rosenfamilien, er en af de største og mest forskelligartede familier af blomsterplanter med omkring 100 slægter og over 4.800 arter fordelt over hele verden. Den rummer alt fra urter til buske og træer, mange af stor økonomisk, kulinarisk og dekorativ betydning, som æbler, pærer, jordbær, hindbær, mandler og naturligvis ferskner.

Planterne i familien Rosaceae har som regel tvekønnede, radiærsymmetriske blomster med fem bægerblade, fem kronblade og talrige støvdragere, mens frugterne varierer meget og omfatter stenfrugter (som fersknen), kernefrugter (som æblet) og nødder (som dem på jordbærret). Familiens fytokemiske mangfoldighed er også stor: Mange arter danner bioaktive stoffer som polyfenoler og flavonoider, der bidrager til deres medicinske og ernæringsmæssige egenskaber, og flere af dem, herunder ferskentræet, ophober cyanogene glykosider i frøene.

Anvendte dele til te og tilberedninger

• Bark
• Blade
• Blomster
• Frugter
• Frø (kernen i stenen)

Af de nævnte dele er det kun den modne frugt, der har en almindelig og sikker anvendelse som fødevare, da blade, bark og frø koncentrerer amygdalin og kræver ekstra forsigtighed ved enhver medicinsk tilberedning.

Etnobotanisk og traditionel brug

Etnobotaniske kilder tilskriver ferskentræet de anvendelser, der er nævnt nedenfor, og som afspejler folketraditionen og traditionel kinesisk medicin, ikke dokumenterede kliniske indikationer.

• Angst og uro (støtte til nervesystemet)
• Dermatitis og hududslæt
• Feber og forkølelse
• Forstoppelse
• Hoste og bronkitis
• Influenza
• Lidelser i den øvre del af mave-tarm-kanalen
• Lindring af kvalme og opkastning
• Menstruationsforstyrrelser (amenoré, dysmenoré)
• Slim i bronkierne
• Smerter generelt
• Sår og ulcerationer

Terapeutiske egenskaber

Egenskaberne nedenfor samler overleveringer fra traditionen og fund fra laboratorie- eller dyreforsøg, så ingen af dem bør læses som en dokumenteret virkning hos mennesker, og ingen af dem erstatter en lægefaglig vurdering.

• Afførende (mild virkning tilskrevet blomsterne og frugtens fibre)
• Antibakteriel (aktivitet beskrevet i laboratorietest med ekstrakter)
• Antiinflammatorisk (aktivitet observeret i laboratorieforsøg med ekstrakter af planten og blomsterne)
• Antioxidant (fenolforbindelser og carotenoider neutraliserer frie radikaler i laboratorietest)
• Antiparasitær (traditionel overlevering uden klinisk bekræftelse)
• Beroligende (traditionel overlevering for bladene)
• Blodsukkersænkende (virkning observeret i dyreforsøg uden klinisk dokumentation)
• Blødgørende (traditionel overlevering om en lindrende virkning på slimhinderne)
• Hjertebeskyttende (hypotese undersøgt i foreløbige studier)
• Krampeløsende (traditionel overlevering om lindring af kramper)
• Neurobeskyttende (aktivitet undersøgt i nerveceller i laboratoriet)
• Slimløsende (traditionel overlevering for barken)
• Smertestillende (traditionel overlevering om lindring af smerter)
• Vanddrivende (traditionel overlevering, især for blomsterne i kinesisk medicin)

Fytokemisk profil

• Amygdalin (cyanogent glykosid fra kernen i stenen, også til stede i bladene og barken)
• Anthocyaniner (cyanidin-3-glukosid)
• Carotenoider (betacaroten, lutein, zeaxanthin)
• Fenolsyrer (chlorogensyre, kaffesyre)
• Flavan-3-oler (catechin, epicatechin)
• Flavonoider (kaempferol, quercetin)
• Kumariner
• Mineraler (fosfor, kalium, magnesium)
• Vitaminer (A, B3, B6, C, E, K)

Sammensætningen varierer betydeligt efter plantedel: Det modne frugtkød indeholder især carotenoider, fenolforbindelser, vitaminer og mineraler, mens amygdalin er koncentreret i kernen i stenen og forekommer i mindre mængder i bladene og barken. Det forklarer forskellen i sikkerhed mellem at spise frugten og at bruge de øvrige dele.

Tilberedningsformer (te, tinkturer, ekstrakter)

• Afkog (bark og, i kinesisk medicin, forarbejdede frø efter faglig ordination)
• Ekstrakt
• Frøolie (udvortes brug)
• Grødomslag (friske blade, udvortes brug)
• Indtagelse af frugten (frisk, syltet eller som juice)
• Te (udtræk af blade eller blomster)
• Tinktur

Doserne afhænger af plantedelen og tilberedningsformen, og mængde, hyppighed og varighed bør fastlægges af sundhedsfagligt personale eller en kvalificeret fytoterapeut. For te af bladene lyder det traditionelle råd, at man kun bruger få blade, kun som udtræk og uden langvarig kogning. Afkog af barken, der kan koncentrere amygdalin, anbefales ikke til hjemmebrug, og dosis af blomstertinkturen skal tilpasses individuelt.

Ekstrakter af frøene bør kun bruges under faglig overvågning på grund af indholdet af amygdalin, og udvortes brug som grødomslag eller olie kan ske efter behov på det berørte område, forudsat at man først har lavet en følsomhedstest på et lille hudområde.

Synergi med andre planter

Fordøjelse

I urtetraditionen kombineres ferskenblade med pebermynte (Mentha × piperita) og ingefær (Zingiber officinale) i lette udtræk, der skal lindre kvalme, opkastning og mave-tarm-gener. Tanken bag blandingen er, at de vinddrivende egenskaber, der tilskrives pebermynte og ingefær, skulle supplere den beroligende og blødgørende virkning, som traditionen tillægger ferskenbladene, så der opstår en mild og fordøjelsesvenlig tilberedning. Blandingen bruges traditionelt ved fordøjelsesbesvær og luft i maven, altid med en lille mængde ferskenblade og kort trækketid uden kogning.

Støtte til nervesystemet

I traditionelle kilder om angst og uro forbindes fersknen med baldrian (Valeriana officinalis) eller passionsblomst (Passiflora incarnata). Bladene, med de milde beroligende egenskaber, som traditionen tilskriver dem, skulle lægge deres virkning til virkningen af de stoffer i de to planter, hvis angstdæmpende aktivitet er blevet undersøgt. Kombinationen bruges traditionelt til at fremme afslapning, søvnkvalitet og følelsesmæssig balance, men personer, der allerede tager beroligende midler, angstdæmpende medicin eller sovemidler, bør undgå den uden faglig rådgivning, fordi virkningerne kan lægges sammen.

Hudens sundhed

Ved udvortes anvendelse kombineres ekstrakt af ferskenblade traditionelt med morgenfrue (Calendula officinalis) og aloe vera (Aloe vera) ved hudirritation, udslæt og små sår. De antiinflammatoriske egenskaber, der er observeret i laboratorieforsøg med ekstrakter af ferskentræet, suppleres i denne tradition af den sårhelende virkning, der tilskrives morgenfrue, og den fugtgivende og lindrende effekt af aloe vera. Kombinationen er beskrevet ved forskellige lette hudlidelser, og det er en god idé først at teste den på et lille hudområde.

Opskrifter og brugsprotokoller

Te af ferskenblade ved kvalme

Tilberedning, der traditionelt bruges ved kvalme, opkastning og lette mavegener, lavet som et kort udtræk med få blade, netop for ikke at koncentrere den amygdalin, de indeholder.

Ingredienser: en lille mængde tørrede ferskenblade og 200 ml nykogt vand.

Tilberedning: Kom bladene i en kop, hæld vandet over, efter at det er taget af varmen, læg låg på i få minutter og si, uden nogensinde at koge bladene. Mængden af blade, hyppigheden og varigheden af brugen skal fastlægges sammen med sundhedsfagligt personale, og teen må ikke gives til små børn, gravide eller ammende; søg råd hos sundhedsfagligt personale før brug.

Grødomslag af friske blade ved hududslæt

Udvortes anvendelse, der traditionelt bruges ved hududslæt, insektstik og små hudirritationer, uden kontakt med åbne eller store sår.

Ingredienser: friske ferskenblade og vand.

Tilberedning: Mos de friske blade til en pasta, tilsæt om nødvendigt lidt vand for at få en passende konsistens, og læg den direkte på det berørte område. Dæk med ren gaze og lad den virke i 20 til 30 minutter, op til 2 gange dagligt ifølge den traditionelle overlevering, og stop brugen, hvis der opstår rødme, kløe eller svie.

Afkog af barken ved hoste og bronkitis: hvorfor det bør undgås derhjemme

Afkog af ferskenbark optræder i traditionelle kilder ved vedvarende hoste og symptomer på bronkitis, med udgangspunkt i de slimløsende og blødgørende egenskaber, som folkemedicinen tilskriver denne del af træet.

Da barken indeholder amygdalin, og langvarig kogning kan koncentrere stoffet, giver denne guide ingen hjemmeopskrift med mængder eller kogetid for denne tilberedning. Den, der er interesseret i den traditionelle brug af barken, bør søge en fytoterapeut eller autoriseret sundhedsperson, der kan vurdere det reelle behov og materialets oprindelse og anvise sikrere alternativer for luftvejene.

Ferskenkerneolie til massage

Olie udelukkende til udvortes brug, traditionelt anvendt til at fugte og nære tør eller moden hud ved massage efter badet.

Ingredienser: ren, koldpresset ferskenkerneolie af kosmetisk kvalitet.

Tilberedning: Varm en lille mængde olie let op mellem hænderne, og massér huden med blide bevægelser. Olien er rig på vitaminer og essentielle fedtsyrer og kan bruges dagligt, forudsat at den først er testet på et lille hudområde, og den må aldrig indtages.

Tinktur af ferskenblomster ved forstoppelse

Tilberedning, der traditionelt bruges ved let forstoppelse, fordi traditionen tilskriver ferskentræets blomster en mild afførende virkning.

Ingredienser: 50 g friske ferskenblomster og 250 ml kornsprit på 70 %.

Tilberedning: Kom blomsterne i et mørkt glas, dæk dem med spritten, luk tæt og lad dem trække i 2 uger på et køligt, mørkt sted, mens du ryster glasset dagligt, og si og opbevar derefter tinkturen. Antallet af dråber, fortyndingen i vand og hyppigheden skal fastlægges af sundhedsfagligt personale, og fordi tinkturen indeholder alkohol, egner den sig ikke til børn, gravide, ammende eller personer, der undgår alkohol; søg råd hos sundhedsfagligt personale før brug.

Tilberedningerne ovenfor bygger på traditionel overlevering og erstatter ikke professionel rådgivning. Sæt dig ind i de kontraindikationer og interaktioner, der er beskrevet i denne artikel, før du anvender dem indvortes.

Tilknyttede terapier

Aromaterapi

Selv om fersken ikke er en almindelig kilde til æterisk olie i aromaterapi, bruges frugtens duft meget i wellnessprodukter, og ferskenessenser og -dufte indgår i rum, der skal udstråle afslapning, komfort og glæde. Duftens sødme og friskhed kan påvirke humøret positivt og hjælpe med at lindre stress og følelsesmæssig spænding, hvilket gør denne praksis til en komplementær terapi rettet mod psykisk velvære og ikke mod behandling af sygdomme.

Klinisk fytoterapi

I klinisk fytoterapi er ferskentræet især interessant på grund af bladene, blomsterne og frøene, der bruges i forskellige tilberedninger, og standardiserede ekstrakter af blade fra Prunus persica undersøges for deres antiinflammatoriske og antioxidante egenskaber. I nyere forskning er et bladekstrakt blevet afprøvet på rotter på en fruktoserig diæt, og ekstrakter af planten og blomsterne er blevet testet på celler dyrket i laboratoriet, med resultater der endnu ikke er bekræftet hos mennesker. I traditionel praksis bruges ferskentræet som støtte ved fordøjelsesproblemer, betændelsestilstande og hudpleje. Dosis og administrationsform tilpasses af fagfolk efter den enkelte patients tilstand og mulige interaktioner med anden medicin.

Traditionel kinesisk medicin (TKM)

I traditionel kinesisk medicin er ferskenfrø, kendt som Tao Ren, meget anvendte og betragtes som bitre, søde og af neutral natur med virkning på hjertets, leverens og tyktarmens meridianer. Traditionen bruger Tao Ren til at sætte blodet i bevægelse og opløse stagnation, med historisk indikation ved amenoré, dysmenoré og knuder i bughulen, og desuden til at fugte tarmene, lindre forstoppelse og dæmpe hoste. Samme tradition bruger blomsterne til at fremme vandladningen og bladene ved feber og betændelse. I denne praksis indgår frøene i forarbejdet form i formler, der ordineres af autoriserede fagfolk, hvilket ikke bør efterlignes derhjemme, da kernen i stenen indeholder amygdalin og aldrig må indtages på egen hånd.

Kontraindikationer og bivirkninger

Risiko for cyanidforgiftning

Ferskentræet (Prunus persica) har en frugt, der er almindelig og sikker som fødevare, men bladene, barken og især kernen i stenen indeholder amygdalin, et cyanogent glykosid, der frigiver cyanid under fordøjelsen. Derfor lyder rådet, at man aldrig må indtage kernen i stenen (ferskenstenen) eller koncentrerede tilberedninger af blade i større mængder på grund af den reelle risiko for cyanidforgiftning, der endda kan være dødelig for børn. Te af bladene skal, når den bruges traditionelt, tilberedes med måde og aldrig med for mange blade eller ved langvarig kogning, der koncentrerer stoffet. Må ikke bruges til små børn uden faglig rådgivning, idet den modne frugt uden sten ikke udgør denne risiko ved almindeligt indtag som fødevare.

Hovedpine, svimmelhed, kvalme, opkastning, åndenød og forvirring efter indtagelse af kerner fra stenen eller koncentrerede tilberedninger af planten er alarmsignaler, og ved utilsigtet indtagelse, især hos børn, skal man straks søge skadestue eller kontakte et giftinformationscenter.

Generelle kontraindikationer

Indtagelse af frugten og fødevarer lavet af den er generelt sikker for de fleste. Personer med kendt allergi over for frugter fra familien Rosaceae, som æble, pære eller blomme, kan dog reagere på fersken med symptomer som nældefeber, hævelse, kløe og i sjældne tilfælde anafylaksi. Gravide og ammende bør undgå te, tinkturer og ekstrakter af blade, blomster, bark eller frø, fordi der mangler sikkerhedsdata for disse perioder, og fordi kinesisk tradition netop bruger frøet til at sætte blodet i bevægelse og ved menstruationsforstyrrelser. Små børn bør heller ikke få nogen af disse tilberedninger uden faglig rådgivning.

Almindelige bivirkninger

Bivirkninger af frugten er sjældne og som regel milde, men hos nogle følsomme personer kan et stort indtag af ferskner give mave-tarm-gener som oppustethed, luft i maven eller diarré på grund af fiberindholdet. Udvortes brug af ferskenekstrakter kan undertiden give irritation hos personer med meget følsom hud, og derfor er det altid en god idé at lave en følsomhedstest på et lille område, før man bruger produkter fra fersken på større dele af kroppen.

Interaktioner med medicin

Der kendes ingen væsentlige interaktioner med medicin ved indtag af frugten, men koncentrerede ekstrakter af visse plantedele, som de amygdalinrige frø, kan teoretisk interagere med lægemidler, der omsættes i leveren. Personer, der tager blodfortyndende medicin, bør være forsigtige med ferskenfrø og koncentrerede tilberedninger af planten på grund af den mulige virkning, der tilskrives plantens kumariner. Personer i behandling med blodsukkersænkende medicin eller med beroligende midler og sovemidler bør også tale med lægen, før de bruger bladekstrakter, da traditionen og dyreforsøg tilskriver dem virkninger på blodsukkeret og på afslapningen. Det anbefales altid at søge råd hos sundhedsfagligt personale, før man begynder en behandling med urtemidler, især hvis man tager anden medicin.

Kuriositeter

Oprindelse og symbolik

Fersknen stammer fra Kina, hvor den har været dyrket i over 4.000 år og er blevet et stærkt symbol på langt liv, udødelighed og velstand, ofte forbundet med guddomme og lykkeritualer. Den nåede Europa via Persien, hvilket gav ophav til det videnskabelige navn Prunus persica, altså “persisk blomme”, og romerne kaldte frugten persicum malum, det vil sige “persisk æble”.

Sorter og dyrkning

Der findes tusindvis af ferskensorter, der overordnet deles i sorter, hvor frugtkødet sidder fast på stenen (clingstone), og sorter med løst frugtkød (freestone), og nektariner er en variant med glat skind uden frugtens karakteristiske dun. Dyrkning af ferskentræet kræver et tempereret klima med kolde vintre til hvileperioden og varme somre til modningen af frugterne, og træet har en forholdsvis kort levetid, der som regel ikke overstiger 20 år.

Kulinarisk og kulturel brug

Ud over at blive spist frisk bruges fersknen meget i køkkenet til søde sager, syltetøj, juice, desserter og drikke, og i mange kulturer er den en alsidig ingrediens, der tilfører smag og aroma til både søde og salte retter. Dens globale popularitet afspejler træets tilpasningsevne og frugtens næringsværdi, da den er en god kilde til vitaminer, mineraler og antioxidanter.

Ofte stillede spørgsmål

Er fersken godt for fordøjelsen?

Ja, fersken er rig på både opløselige og uopløselige kostfibre, som er vigtige for en sund fordøjelse og hjælper med at regulere tarmfunktionen, så de bidrager til at modvirke forstoppelse og giver en afføring med passende konsistens. Desuden kan de opløselige fibre virke som præbiotika, der nærer gavnlige tarmbakterier og bidrager til balancen i tarmens mikrobiom.

Hvilke fordele har fersken for huden?

Fersken indeholder vitamin A og C samt antioxidanter, næringsstoffer der er knyttet til hudens sundhed: Vitamin C indgår i dannelsen af kollagen, der holder huden fast og elastisk, og vitamin A og andre antioxidanter hjælper med at beskytte den mod skader fra frie radikaler. Ekstrakter af ferskenblade findes også i kosmetiske produkter til fugt og en mere ensartet hudtone, og laboratorieforsøg med blomsterekstrakter undersøger deres virkning på hudceller.

Er ferskenkerner sikre at spise?

Nej, kernen inde i ferskenstenen indeholder amygdalin, et cyanogent glykosid, der frigiver cyanid under fordøjelsen, og den må derfor aldrig indtages, hverken rå eller i hjemmelavede tilberedninger, på grund af den reelle risiko for cyanidforgiftning, der endda kan være dødelig for børn. Jo lavere kropsvægt den, der spiser kernen, har, desto mindre mængde skal der til for at give forgiftning, så det rigtige er at kassere stenen og kun spise frugtkødet.

Kan fersken hjælpe med vægttab?

Fersken kan indgå i en kost rettet mod vægttab, fordi den er en kaloriefattig frugt med meget vand og mange fibre. Fibrene fremmer mæthedsfølelsen, hvilket hjælper med at holde appetitten og det samlede kalorieindtag i ave. Derudover kan frugtens naturligt søde smag stille trangen til slik og gøre den til et godt valg til mellemmåltider og desserter i en slankekur, der følges af en fagperson.

Har fersken kontraindikationer?

For frugtens vedkommende hænger de vigtigste kontraindikationer sammen med allergi over for frugter fra familien Rosaceae, og personer, der er følsomme over for æble, pære eller blomme, bør være forsigtige. Kernen i stenen er derimod giftig og må aldrig indtages, og te, tinkturer og ekstrakter af blade, blomster eller bark bør undgås af gravide og ammende og må ikke gives til små børn uden faglig rådgivning. Generelt er et moderat indtag af frugten sikkert for de fleste, men ved tvivl eller særlige helbredsforhold er det bedst at søge råd hos sundhedsfagligt personale.

Er der risiko for cyanidforgiftning ved at spise fersken?

Ikke ved almindeligt indtag som fødevare, fordi den modne frugt uden sten ikke udgør denne risiko: Amygdalin er koncentreret i kernen i stenen og findes også i træets blade og bark. Forsigtigheden gælder derfor disse dele, da indtagelse af kernen eller af koncentrerede tilberedninger af blade kan give cyanidforgiftning, og ved utilsigtet indtagelse, især hos børn, skal man straks søge akut hjælp.

Relaterede Artikler

• Rubus idaeus (Hindbær): egenskaber og fordele
• Fragaria vesca (Skovjordbær): egenskaber og fordele
• Filipendula ulmaria (Mjødurt): egenskaber og fordele
• Prunus domestica (Blomme): egenskaber og fordele

Referencer og videnskabelige studier

9 Citerede Kilder

Evidensniveau: 🥇 Højt

Baseret på 9 citerede kilder (9 Peer-Reviewed).

📚Se Alle 9 Citerede Kilder

1. PMC2025 Bali D, et al. Peach Leaf Extract (Prunus persica L.) Mitigates Metabolic Syndrome and Oxidative Stress in High-Fructose Diet Rats. Plants (Basel). 2025.
2. PMC2026 Choi YJ, et al. Mandelamide Isolated from Prunus persica Flowers Attenuates TNF-α-Driven Oxidative and Inflammatory Responses in Human Skin Cells. Biomolecules. 2026.
3. PMC2021 Jaszczak-Wilke E, et al. Amygdalin: Toxicity, Anticancer Activity and Analytical Procedures for Its Determination in Plant Seeds. Molecules. 2021.
4. PMC2024 Liu YQ, et al. Traditional Use, Phytochemistry, Pharmacology, Toxicology and Clinical Applications of Persicae Semen: A Review. Chin J Integr Med. 2024.
5. PMC2015 Sauer H, et al. Severe cyanide poisoning from an alternative medicine treatment with amygdalin and apricot kernels in a 4-year-old child. Wien Med Wochenschr. 2015.
6. PMC2020 Seo KH, et al. Anti-inflammatory role of Prunus persica L. Batsch methanol extract on lipopolysaccharide-stimulated glial cells. Mol Med Rep. 2020.
7. PMC2020 Serra S, et al. Determination of Biochemical Composition in Peach (Prunus persica L. Batsch) Accessions Characterized by Different Flesh Color and Textural Typologies. Foods. 2020.
8. PMC2015 Sauer H, et al. Severe cyanide poisoning from an alternative medicine treatment with amygdalin and apricot kernels in a 4-year-old child. Wien Med Wochenschr. 2015.
9. PMC2021 Jaszczak-Wilke E, et al. Amygdalin: Toxicity, Anticancer Activity and Analytical Procedures for Its Determination in Plant Seeds. Molecules. 2021.

Seneste Redaktionelle Gennemgang · 12/10/2026