Cydonia oblonga (Kvæde): egenskaber og fordele

Kvæde, videnskabeligt kendt som Cydonia oblonga Mill., er et lille frugttræ i rosenfamilien (Rosaceae), der i årtusinder har været værdsat for sine aromatiske og stærkt sammensnerpende frugter, kvæderne. Arten stammer fra de mildere egne af Lilleasien og Sydøsteuropa og har vundet indpas både i køkkenet og i folkemedicinen, især i form af te, udtræk og søde sager af kogt frugt. Laboratorieforsøg undersøger plantens antiinflammatoriske, antimikrobielle og antioxidative virkning, og derfor vækker den stigende interesse i fytokemisk og farmakologisk forskning, selv om bekræftelse i kliniske forsøg stadig mangler.

Folkelige og internationale navne

På portugisisk betegner marmeleiro træet og marmelo frugten, selv om de to ord ofte bruges i flæng i daglig tale, mens dansk som regel bruger kvæde om både træ og frugt og kvædetræ om selve træet. Navne som japansk kvæde og kinesisk kvæde, der af og til forbindes med arten, hører til andre planter, fra slægterne Chaenomeles og Pseudocydonia, og er derfor ikke med på listen.

• Dansk: almindelig kvæde, kvæde, kvædetræ.
• Engelsk: common quince, quince.
• Fransk: cognassier, coing.
• Italiensk: cotogno, melo cotogno.
• Portugisisk: marmeleiro, marmeleiro-da-europa, marmelo.
• Spansk: cidonia, membrillo.
• Tysk: Echte Quitte, Quitte.

Botaniske synonymer

Det videnskabelige navn Cydonia oblonga Mill. er det mest anerkendte for arten, men botanikkens historie har registreret nogle synonymer, der afspejler forskellige klassifikationer og iagttagelser gennem tiden. Blandt de bedst kendte er Cydonia vulgaris og Pyrus cydonia L., navne der gør det muligt at følge plantens taksonomiske udvikling og dens slægtskab med andre arter i rosenfamilien (Rosaceae).

Botanisk familie: Rosaceae

Kvæden hører til familien Rosaceae (rosenfamilien), en stor og alsidig gruppe med mange økonomisk vigtige frugtarter, som ferskner, jordbær, pærer og æbler. Familien kendetegnes ved som regel iøjnefaldende blomster og frugter i mange former og er udbredt over hele verden, og inden for den er Cydonia oblonga det eneste medlem af slægten Cydonia, hvilket understreger dens botaniske særstilling.

Anvendte dele til te og tilberedninger

• Blade (tørrede, til udtræk)
• Frugter (kogte eller bagte, i te, desserter, gelé og kvædemarmelade)
• Kerner (kun hele og lagt i blød i vand for at udvinde slimet, og kasseres bagefter)

Etnobotanisk og traditionel brug

Gennem historien er kvæden blevet brugt i mange kulturer, både i køkkenet og i folkemedicinen. I Portugal spises frugten traditionelt kogt, især som marmelada (en fast kvædepasta), eller bagt i ovnen, og den spises sjældent rå på grund af den kraftigt sammensnerpende smag, mens forbruget i Brasilien overvejende består af industrielt fremstillede produkter og også dér samler sig om produktionen af marmelada. Folkemedicinen nævner desuden brugen af kernerne mod diarré, altid i form af det slim, der frigives, når de hele kerner ligger i blød i vand, en anvendelse der hører til den traditionelle overlevering og ikke er klinisk dokumenteret. Udtræk af blade og frugter fuldender dette repertoire af husråd og forbindes i traditionen med lettere fordøjelsesbesvær som forbigående diarré og luft i maven.

Terapeutiske egenskaber

Egenskaberne nedenfor samler overleveringer fra folketraditionen og fund fra laboratorie- eller dyreforsøg, og ingen af dem erstatter lægelig diagnose eller behandling.

• Antiallergisk (aktivitet observeret i laboratorieforsøg, uden klinisk dokumentation)
• Antidepressiv (virkning kun undersøgt i dyremodeller, uden klinisk dokumentation)
• Antiinflammatorisk (virkning observeret i laboratorie- og dyreforsøg)
• Antimikrobiel (virkning mod mikroorganismer observeret i laboratorieforsøg)
• Antioxidativ (aktivitet af polyfenoler målt i laboratoriet i frugtkød, skræl og kerner)
• Blodsukkersænkende (fald i blodsukkeret observeret i dyreforsøg, uden klinisk dokumentation)
• Karminativ (traditionel overlevering om lindring af luft i maven)
• Leverbeskyttende (virkning observeret i dyreforsøg)
• Sammensnerpende (trækker vævet sammen, grundlaget for den traditionelle brug ved let diarré)
• Tonisk (traditionel brug som almindeligt opstrammende middel)
• Vanddrivende (traditionel overlevering, uden kliniske forsøg der bekræfter den)

Fytokemisk profil

Kvæden er en rig kilde til bioaktive stoffer, og dens fytokemiske profil omfatter flavonoider, garvestoffer, glykosider, kaffeoylkininsyrer, pektin og polyfenoler, der er ujævnt fordelt mellem skræl, frugtkød, blade og kerner. Polyfenolerne og flavonoiderne, som findes rigeligt i skrællen og i andre dele af planten, står for en stor del af den antioxidative aktivitet, der er målt i laboratoriet, mens pektin, der forekommer i høj koncentration i frugterne, er et polysakkarid med vigtige anvendelser i fødevare- og lægemiddelindustrien. Kernerne indeholder på deres side garvestoffer og glykosider, der forbindes med de sammensnerpende og antimikrobielle egenskaber, og blandt disse glykosider er amygdalin, en cyanogen forbindelse, der kan frigive cyanid, når kernen knuses eller tygges.

• Amygdalin (cyanogent glykosid fra kernerne)
• Flavonoider (koncentreret især i skrællen)
• Garvestoffer (står bag den rå frugts sammensnerpende smag og findes også i kernerne)
• Kaffeoylkininsyrer (fenoliske forbindelser fra gruppen af polyfenoler)
• Pektin (polysakkarid, der findes rigeligt i frugtkødet)
• Polyfenoler (hovedansvarlige for den antioxidative aktivitet)
• Slim (gel, der frigives fra overfladen af hele kerner i kontakt med vand)

Tilberedningsformer (te, tinkturer, ekstrakter)

• Ekstrakter
• Gelé og kvædemarmelade
• Kogt eller bagt frugt
• Slim fra hele kerner (udblødning i vand, uden at knuse dem)
• Te (udtræk af blade og frugter)
• Tinkturer

I husholdningen bruges kvæden mest som fødevare, kogt, bagt eller forarbejdet til gelé og kvædemarmelade, da den rå frugt er meget sammensnerpende og skal spises kogt. Udtræk af blade og frugter følger den sædvanlige tilberedning af hjemmelavet te, mens ekstrakter og tinkturer er koncentrerede former, hvis mængde og brugsvarighed skal fastlægges af sundhedsfagligt personale. Det traditionelle slim fås ved at lægge de hele kerner i blød i vand uden at knuse, tygge eller sluge dem, og kernerne kasseres, når de har afgivet gelen.

Synergi med andre planter

I folketraditionen kombineres kvæde med andre lægeplanter i hjemmelavede præparater, uden at disse blandinger er vurderet i kliniske forsøg, og enhver kombination bør drøftes med sundhedsfagligt personale på forhånd, især af personer, der tager medicin fast.

Kombination med kamille og pebermynte

Ved fordøjelsesbesvær findes der en traditionel overlevering om at kombinere kvæde med kamille (Matricaria chamomilla) eller pebermynte (Mentha × piperita), to urter med en fast plads i hjemmelavet te, der drikkes efter måltidet.

Kombination med purpursolhat og ingefær

I folkelige præparater, der forbindes med immunforsvaret, optræder kvæde sammen med purpursolhat (Echinacea purpurea) eller ingefær (Zingiber officinale), en kombination, der hører til det traditionelle repertoire, og hvis virkning ikke er bekræftet i forsøg med mennesker.

Opskrifter og brugsprotokoller

Traditionelt udtræk af kvædeblade

Ingredienser: 1 spiseskefuld tørrede kvædeblade og 250 ml kogende vand.

Tilberedning: Kom de tørrede blade i det kogende vand, læg låg på og lad det trække i 10 minutter, før du sier teen og drikker den lun. Udtrækket bruges traditionelt ved episoder med let diarré på grund af bladenes sammensnerpende egenskaber, og spørg sundhedsfagligt personale til råds om, hvor ofte og hvor længe det må bruges. Vedvarende diarré, diarré med feber eller blod samt alle tilfælde hos børn og ældre kræver lægelig vurdering, før man tyr til te.

Hjemmelavet kvædemarmelade til vinteren

Ingredienser: 1 kg modne kvæder, 800 g sukker og saften af 1 citron.

Tilberedning: Vask kvæderne grundigt, fjern skræl og kerner, som skal kasseres, og skær frugtkødet i stykker. Kog stykkerne i vand, til de er møre, hæld vandet fra og pres frugtkødet gennem en sigte eller blend det til en puré. Sæt puréen over varmen med sukker og citronsaft under konstant omrøring, indtil massen er tyk og slipper bunden af gryden, og fyld den derefter på steriliserede glas. Kvædemarmelade er en traditionel og nærende sød specialitet, som passer godt til brød og ost.

Tilberedningerne ovenfor bygger på traditionel overlevering og erstatter ikke professionel rådgivning. Sæt dig ind i de kontraindikationer og interaktioner, der er beskrevet i denne artikel, før du anvender dem indvortes.

Tilknyttede terapier

Fytoterapi

I fytoterapien indgår ekstrakter af kvæde i præparater rettet mod mave-tarm-gener og inflammatoriske processer, og de undersøges desuden for deres antioxidative aktivitet. Frugternes høje indhold af pektin forklarer også interessen for præparater med fokus på fordøjelsen, men den fytoterapeutiske brug af kvæde bør ske under vejledning af en kvalificeret fagperson, der fastlægger den rette anvendelsesform og mængde i hvert enkelt tilfælde.

Funktionel ernæring

I kosten værdsættes kogt, bagt eller syltet kvæde for pektinen, en opløselig fiber, der giver syltetøj og gelé deres konsistens, og som traditionen forbinder med fastere afføring. Da kvædemarmelade indeholder meget sukker, bør personer, der skal holde øje med blodsukkeret, tage højde for det, før de ofte sætter den på menuen.

Kontraindikationer og bivirkninger

Kvæde er en traditionel fødevare og tåles som regel godt i kulinarisk form, men medicinsk brug af planten kræver visse forholdsregler. Kernerne indeholder amygdalin (et cyanogent glykosid): det traditionelle slim udvindes ved at lægge de hele kerner i blød i vand, og kernerne må aldrig knuses, tygges eller sluges, men skal kasseres bagefter. Når kernen brydes, kan amygdalin frigive hydrogencyanid (blåsyre), et giftigt stof, og derfor må ingen tilberedning indeholde knuste eller malede kerner.

Den rå frugt er meget sammensnerpende og skal spises kogt. På grund af den samme sammensnerpende virkning kan et stort forbrug af kvæde give eller forværre forstoppelse, og det frarådes for personer med hæmorider. Personer med overfølsomhed eller allergi over for et af plantens indholdsstoffer bør undgå brugen, og selv om allergiske reaktioner er sjældne, kan de forekomme.

Gravide og ammende kræver særlig opmærksomhed: der foreligger ingen sikkerhedsdata for medicinsk brug (ud over brug som fødevare) under graviditet og amning, og det anbefales at begrænse forbruget til kogt frugt og kvædemarmelade som fødevare. Børn bør kun få te af blade eller frugter efter råd fra en børnelæge, og kernerne må aldrig være inden for deres rækkevidde. Personer, der tager medicin mod diabetes (blodsukkersænkende midler) eller antidepressiva, bør tale med lægen, før de bruger ekstrakter eller tinkturer af kvæde, da dyreforsøg undersøger virkninger på blodsukker og humør, og mulige interaktioner ikke er vurderet hos mennesker.

Man bør heller ikke forveksle kvæde med planter fra slægterne Chaenomeles og Pseudocydonia, kendt som japansk kvæde og kinesisk kvæde, der er andre arter og ikke nødvendigvis deler de samme data om brug og sikkerhed. Søg råd hos sundhedsfagligt personale ved tvivl eller ved medicinsk brug.

Kuriositeter

Kvæden har en historie fuld af kuriositeter, og den begynder i det antikke Grækenland, hvor frugten blev forbundet med gudinden Afrodite og betragtet som et symbol på kærlighed, frugtbarhed og lykke. Det var almindeligt, at græske brude spiste kvæder før brylluppet for at give ånden en god duft, og man formoder, at de gyldne æbler i myterne, som dem fra Hesperidernes Have, kan have været kvæder. Selve ordet marmelade stammer fra portugisisk marmelada, der er afledt af marmelo, hvilket viser frugtens historiske betydning i køkkenet, mens der på Balkan findes en tradition for at plante et kvædetræ, når et barn bliver født, som symbol på liv, kærlighed og frugtbarhed. Træet er blevet dyrket i årtusinder, og nogle kilder placerer dyrkningen allerede i det gamle Mesopotamien.

De asiatiske kvæder fra slægterne Chaenomeles og Pseudocydonia hører også til rosenfamilien (Rosaceae), men er andre planter end den ægte kvæde, og det er dem, navnene japansk kvæde og kinesisk kvæde gælder, selv om de af og til fejlagtigt tilskrives Cydonia oblonga.

Ofte stillede spørgsmål

Er te af kvæde sikker for børn?

Te af kvædeblade eller kvædefrugter bør kun gives til børn i små mængder og altid efter råd fra en børnelæge eller fytoterapeut. Kernerne må aldrig knuses, tygges eller sluges, da de indeholder amygdalin, et cyanogent glykosid. Søg råd hos sundhedsfagligt personale, før du giver et barn noget præparat af kvæde.

Hvordan bruges te af kvæde traditionelt til fordøjelsen?

Folketraditionen bruger te af kvæde for dens sammensnerpende egenskaber, især ved episoder med let diarré, og også som karminativ til at lindre luft i maven. Laboratorieforsøg undersøger desuden en mulig antiinflammatorisk virkning i mave-tarm-kanalen, og pektinen fra frugterne forbindes med fastere afføring. Disse anvendelser erstatter ikke en lægelig vurdering, især ikke når diarréen trækker ud.

Kan kvæde bruges under graviditet?

Der foreligger ingen sikkerhedsdata for medicinsk brug af kvæde (ud over brug som fødevare) under graviditet og amning. Kogt frugt og kvædemarmelade spises traditionelt som fødevare, men gravide og ammende bør undgå te og koncentrerede ekstrakter uden lægelig vejledning, netop fordi der mangler afgørende undersøgelser, og ved tvivl er det bedst at tale med lægen eller jordemoderen.

Må kvædekerner spises?

Nej, for kernerne indeholder amygdalin, et cyanogent glykosid, der kan frigive hydrogencyanid, når kernen brydes. Den traditionelle brug er begrænset til slimet, som fås ved at lægge de hele kerner i blød i vand uden at knuse eller tygge dem, og kernerne skal kasseres bagefter.

Hvorfor spises kvæde sjældent rå?

Rå kvæde har fast frugtkød og er meget sammensnerpende, og derfor skal den spises kogt. Kogt, bagt eller forarbejdet til gelé og kvædemarmelade bliver frugten blød og aromatisk, og det er sådan, portugisere og brasilianere traditionelt spiser den.

Er kvæde og japansk kvæde den samme plante?

Nej, for navnene japansk kvæde og kinesisk kvæde henviser til planter fra slægterne Chaenomeles og Pseudocydonia, der hører til den samme rosenfamilie (Rosaceae), men er andre arter end Cydonia oblonga. Oplysninger om brug og sikkerhed for den ene plante bør derfor ikke automatisk overføres til den anden.