Abrikoskerneolie: anvendelse, sammensætning og sikkerhed

Hvis du har købt massageolie eller en uparfumeret bodylotion, har du sandsynligvis allerede brugt abrikoskerneolie, som står i mange produkter under navnet Prunus Armeniaca Kernel Oil. Olien har et beskedent ry, men dens historie rummer domesticeringen af en asiatisk frugt og kemien bag olier med meget oliesyre. Den rummer også et af de mest kendte tilfælde af sundhedssvindel i det 20. århundrede. Denne guide skelner mellem det, laboratorieanalyser bekræfter, det, traditionen beretter om, og det, man aldrig bør gøre med abrikoskernen.

Hvad er abrikoskerneolie

Abrikoskerneolie er en fed planteolie, der udvindes af frøet i abrikosen, frugten fra Prunus armeniaca L. Arten hører til rosenfamilien, Rosaceae, ligesom mandeltræet og ferskentræet, og det nære slægtskab forklarer en del af, hvorfor olierne fra deres frø ligner hinanden så meget. Råvaren er hverken frugtkødet eller den træagtige sten, men det lyse frø inde i stenen, som handlen kalder abrikoskernen. Fordi den er flydende ved stuetemperatur og næsten udelukkende består af triglycerider (glycerol bundet til tre fedtsyrer), regnes den for en olie og ikke for et smør eller en voks. Det engelske navn apricot kernel oil ses ofte på importerede etiketter ved siden af INCI-navnet. Industrien sætter pris på den lette konsistens og den næsten neutrale duft, selv om koldpressede udgaver af bitre kerner kan minde svagt om marcipan.

Plantens oprindelse og historie

Planten og hvor den vokser

Abrikostræet er et lille til mellemstort træ, der har brug for kulde om vinteren for at blomstre godt. Da blomsterne springer ud tidligt, allerede sidst på vinteren, er træet udsat for sen nattefrost og trives bedst i egne med kolde vintre og tørre forår. I 2021 sekventerede et studie i Nature Communications omkring 600 abrikosgenomer. Forfatterne viste, at abrikoserne fra Europa og Kina udgør to adskilte genetiske grupper, der er domesticeret uafhængigt af hinanden ud fra vilde bestande i Centralasien. I dag hører Tyrkiet til blandt verdens største producenter, og Malatya-regionen, der er berømt for sine tørrede abrikoser, står også for et stort udbud af kerner. En stor del af kernerne er et restprodukt fra tørret frugt, og derfor er udbuddet rigeligt og olien billig.

Historiske kilder

Artsnavnet armeniaca kommer fra latin og henviser til Armenien, hvorigennem frugten nåede den græsk-romerske verden. Romerne gav altså navn efter Armenien til en plante, der stammede fra egne langt længere mod øst. Derfra bredte dyrkningen sig rundt om Middelhavet og flere hundrede år senere til Centraleuropa. I det vestlige Himalaya fik frøet en anden rolle, for her har bjergsamfund i generationer presset kerner fra vilde abrikoser til husholdningsbrug. I kinesisk farmakopé er det til gengæld det bitre frø og ikke olien, der optræder som traditionelt lægemiddel, en detalje der får betydning i afsnittet om sikkerhed. Den industrielle udnyttelse i stor skala er derimod ny og er vokset i takt med industrien for tørret frugt og konserves.

Sådan udvindes abrikoskerneolie

Først skilles stenene fra frugtkødet, hvorefter de tørres og knækkes. Den frigjorte kerne er rig på olie, som typisk udgør omkring halvdelen af dens vægt, alt efter sort og egn. Ved koldpresning knuser en snekkepresse kernerne uden tilført varme, og olien løber klar ud med en strågul farve og en mild duft. Metoden bevarer tokoferolerne bedre, men efterlader mere olie i presseresten end ekstraktion med opløsningsmiddel. Fordi friktionen i snekken i sig selv varmer massen op, styrer gode producenter pressens hastighed, så kvaliteten ikke forringes.

Ekstraktion med opløsningsmiddel, næsten altid hexan, giver et større udbytte, men kræver efterfølgende raffinering. Raffineringen neutraliserer frie fedtsyrer, bleger olien og fjerner lugten. Resultatet er næsten farveløst, lugtfrit og mere stabilt, til gengæld går en del af antioxidanterne tabt. Endelig findes ekstraktion med superkritisk CO₂, en ren og effektiv, men dyr metode, som især bruges i forskning og i premiumserier. Amygdalinet, der er vandopløseligt og kun tungt opløseligt i fedt, bliver i al væsentlighed i presseresten, den faste rest fra presningen.

Abrikoskerneoliens sammensætning og egenskaber

Fedtsyreprofil

Abrikoskerneolie domineres af oliesyre, en enkeltumættet omega-9-fedtsyre, efterfulgt af linolsyre, en flerumættet omega-6-fedtsyre. Intervallerne nedenfor er omtrentlige og bygger på analyser af sorter fra Tyrkiet og Pakistan. Da forholdet mellem oliesyre og linolsyre varierer betydeligt med sort og klima, kan en enkelt prøve godt falde uden for dem.

Med omkring 90 % umættede fedtsyrer forbliver olien flydende ved stuetemperatur. Jodtallet, der måler graden af umættethed, og forsæbningstallet ligger i nærheden af værdierne for sød mandelolie. Fordi der næsten ikke er omega-3, er den oxidative stabilitet god for en så umættet olie. Komedogeniciteten, altså tendensen til at tilstoppe porerne, angives på skalaer uden fælles standard, som i høj grad stammer fra gamle dyremodeller og ikke uden videre kan overføres til menneskehud.

Uforsæbelig fraktion og antioxidanter

Den uforsæbelige fraktion, den del der ikke bliver til sæbe ved reaktion med en base, er lille og består af tokoferoler, steroler og farvestoffer. I ni sorter fra Malatya fandt et studie fra 2007 fire former for tokoferol med gamma-tokoferol som den dominerende, omkring 475 mg/kg. Samme undersøgelse identificerede seks fytosteroler med beta-sitosterol i spidsen. I sorter fra Pakistan lå gamma-tokoferol mellem 330 og 520 mg/kg, hvilket stemmer godt med de tyrkiske tal. Sterolprofiler som denne bruges i øvrigt til at karakterisere olien og sammenligne den med andre olier fra rosenfamilien. Polyfenoler findes kun i små mængder og varierer meget med udvindingsmetoden, men der er flest af dem i koldpressede olier.

Hvad videnskaben har vist om abrikoskerneolie

Forskningen i abrikoskerneolie er solid på kemien og svag på det kliniske område. Snesevis af studier beskriver fedtsyrer, steroler og tokoferoler i sorter fra mange lande. Vi har dog ikke fundet noget kontrolleret klinisk forsøg, hvor den rene olie er testet på hud eller hår med et relevant antal forsøgspersoner. De fordele, markedet tilskriver olien, er derfor udledt af sammensætningen og ikke af en direkte sammenligning med placebo.

De mest robuste data handler om sikkerhed. I 2017 vurderede ekspertpanelet bag Cosmetic Ingredient Review (CIR) 244 planteolier, heriblandt abrikoskerneolie. Konklusionen var, at olierne er sikre ved den beskrevne kosmetiske brug, med lav risiko for irritation og sensibilisering. Vurderingen handler imidlertid om sikkerhed og ikke om effekt.

Ud over det findes laboratoriestudier af antioxidant og antimikrobiel aktivitet in vitro, hvor resultaterne stadig varierer en hel del fra prøve til prøve. Der er også dyreforsøg med ekstrakter af kernen og ikke med olien, så de fund kan ikke overføres til flasken med kosmetisk olie.

Til sidst findes en Cochrane-gennemgang fra 2015 om laetrile, et amygdalinpræparat, der sælges som et påstået vitamin B17. Gennemgangen fandt ikke ét eneste kontrolleret forsøg, der understøttede en virkning mod kræft, og pegede på en betydelig risiko for cyanidforgiftning. Laetrile er ikke et rigtigt vitamin, det er dokumenteret markedsføringssvindel.

Traditionel brug og etnobotaniske kilder

I landsbyerne i det vestlige Himalaya er olie fra kerner af vilde abrikoser traditionelt beskrevet som et middel til at beskytte huden mod tør kulde og glatte håret, uden klinisk bekræftelse. De samme beretninger nævner olien i olielamper og i det lokale køkken, altid fremstillet af kerner, som lokalsamfundet selv har forarbejdet. I Europa fandt den vej ind i traditionen for massageolier som et billigere alternativ til mandelolie, en brug der slog igennem på grund af den behagelige konsistens og ikke på grund af forskning. I traditionel kinesisk medicin er det hele bitre frø (ku xing ren) traditionelt beskrevet mod hoste, uden klinisk bekræftelse. Den brug indebærer en reel risiko for forgiftning og må ikke efterlignes derhjemme. Ingen af disse kilder handler i øvrigt om den industrielt fremstillede kosmetiske olie, man køber i dag.

Abrikoskerneolie til huden

Fugt

Som alle planteolier virker den først og fremmest blødgørende og let okklusivt, idet den udfylder mellemrummene mellem cellerne i hudens yderste lag og mindsker vandtabet. Konsistensen er mere flydende end sød mandelolies, og det tiltaler dem med normal til tør hud, der ikke bryder sig om en fedtet fornemmelse. Smøres den på huden, mens den stadig er fugtig efter badet, holder den behagelige effekt længere.

Hudbarrieren

Den dermatologiske litteratur beskriver linolsyre som en bestanddel af vigtige lipider i hudbarrieren, og det argument bruges ofte til at begrunde planteolier til tør hud, selv om abrikoskerneolie indeholder mindre linolsyre end solsikkeolie og druekerneolie. Oliesyren, som dominerer, undersøges derimod for sin evne til at lette passagen af stoffer gennem hornlaget, hvilket ikke nødvendigvis er ideelt for skrøbelig hud. Personer med aktivt eksem kan derfor med fordel vælge testede produkter og søge råd hos en hudlæge.

Negle og neglebånd

På neglebåndene blødgør olien huden omkring neglen, så den er lettere at skubbe tilbage uden at gøre skade, en rent mekanisk smørende effekt. En eller to dråber masseret ind om aftenen er som regel nok.

Abrikoskerneolie til håret

I håret virker olien hovedsageligt på overfladen. Laboratoriestudier af hårstrå tyder på, at kokosolie trænger længere ind i hårfiberen end de fleste olier, og der findes ikke tilsvarende data for abrikoskerneolie. Den forventede effekt er derfor, at olien smører kutikulaen, hårstråets yderste lag af skæl. Det får håret til at glide med mindre friktion, filtre mindre og reflektere mere lys.

Fordi den er let, tynger den mindre end tykke olier og passer til fint eller bølget hår, så længe den kun kommer i længderne og spidserne. Den kan også bruges som kur før hårvask, påført 20 til 30 minutter før vask, for at mindske udtørringen fra stærke rengøringsmidler. Der er dog ingen evidens for, at den styrker hårrødderne eller får håret til at vokse, og vedvarende hårtab bør undersøges af en hudlæge. Har du fedtet hovedbund, er det bedst at bruge lidt eller helt lade være, da enhver ekstra olie kan gøre hårroden tung.

Brug i mad

I enkelte producentområder bruges abrikoskerneolie lokalt i madlavningen. På de fleste markeder er den dog ikke en reguleret spiseolie. Produktet fra kosmetikforretninger, apoteker og aromaterapibutikker er fremstillet og mærket til udvortes brug. Spis derfor ikke kosmetisk olie, brug den ikke som kosttilskud, og spis aldrig rå abrikoskerner, som er den farlige del af frugten. Søger du en spiseolie med en lignende profil, er olivenolie et reguleret og velundersøgt valg.

Sådan bruger du abrikoskerneolie i praksis

Lav en hudtest, før du bruger olien første gang. Kom en dråbe på indersiden af underarmen, dæk den med et plaster, og hold øje med området i 24 til 48 timer. Opstår der rødme, kløe eller hævelse, skal du lade være med at bruge olien.

Til ansigtet er to til tre dråber, varmet mellem håndfladerne og trykket let ind i den fugtige hud, rigeligt, helst om aftenen. Til kroppen dækker 5 til 10 ml ben og arme efter badet. Til massage kan du varme flasken i et lunt vandbad i et par minutter og bruge omkring 15 ml til ryggen.

Tre enkle blandinger:

• Afslappende massageolie: 30 ml abrikoskerneolie med 6 dråber æterisk lavendelolie, en fortynding på omkring 1 % til voksne.
• Kur før hårvask til tørre spidser: 5 ml abrikoskerneolie med 5 ml arganolie i længderne, 30 minutter før vask.
• Neglebåndsbalsam: 10 ml abrikoskerneolie og 2 g bivoks smeltet sammen i vandbad og hældt i en lille krukke.

Opbevar flasken tæt lukket og væk fra lys og varme, da ilt og temperatur fremskynder harskning. Selv om olien er forholdsvis stabil, forlænger det holdbarheden at stille den i køleskabet efter åbning, især den koldpressede udgave.

Sådan vælger du en god abrikoskerneolie

Start med etiketten. En ren olie har kun én ingrediens i INCI-listen, Prunus Armeniaca Kernel Oil, nogle gange suppleret med tokoferol som antioxidant. Står der andre olier, parfume eller blot betegnelsen basisolie uden nærmere forklaring, er der tale om en blanding.

Fremstillingsmetoden bør også fremgå tydeligt af emballagen. Koldpresset og uraffineret betyder en strågul olie med en mild duft, der kan minde om marcipan. Den raffinerede udgave er til gengæld næsten farveløs og lugtfri, billigere og mere stabil, men med færre tokoferoler. Begge egner sig til kosmetisk brug, når de kommer fra en pålidelig producent og står i en flaske af ravfarvet eller uigennemsigtigt materiale.

Der findes økologisk certificerede udgaver, hvor certificeringen garanterer oprindelse og regler for forarbejdning, men ikke effekt. Abrikoskerneolie er i øvrigt et klassisk forfalskningsmiddel i sød mandelolie, fordi fedtsyreprofilen ligner og prisen er lavere. Da ombytningen næsten ikke kan lugtes, kan kun en laboratorieanalyse afsløre den, og det emne uddyber vores guide til sød mandelolie.

Endelig kan harsk olie kendes på en lugt af maling, kit eller gamle nødder og på en tykkere konsistens. I så fald skal den kasseres.

Abrikoskerneolie sammenlignet med lignende olier

Abrikoskerneolie og sød mandelolie kan erstatte hinanden i de fleste opskrifter, men abrikoskerneolien er som regel lidt mere flydende. Druekerneolie oxiderer hurtigere på grund af linolsyren. Macadamiaolie skiller sig derimod ud med palmitoleinsyre, som er sjælden i planteolier.

Sikkerhed, allergi og kontraindikationer ved abrikoskerneolie

Abrikoskernen, især fra bitre sorter, indeholder amygdalin, som frigiver cyanid under fordøjelsen. Det er farligt at spise rå kerner, og selv få stykker kan give forgiftning hos en voksen. Abrikoskerneolie til kosmetik er noget andet: presningen efterlader amygdalinet i den faste rest, og den færdige olie er beregnet til udvortes brug. Brug ikke olien eller kernerne som kosttilskud, te eller alternativ behandling af nogen sygdom.

I 2016 fastsatte Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA) en akut referencedosis på 20 µg cyanid pr. kilo kropsvægt. Ifølge myndighedens beregning er tre små rå kerner, eller én stor, nok til, at en voksen overskrider den grænse. For et lille barn er én enkelt kerne tilstrækkelig. I den kosmetiske olie er der derimod højst spor af benzaldehyd, som giver duften af bitter mandel, uden toksikologisk betydning ved brug på huden.

På huden har olien ifølge CIR lav risiko for irritation, men individuelle allergiske reaktioner forekommer. Det gælder især for personer, der i forvejen reagerer på andre frugter fra rosenfamilien, som blomme, fersken og kirsebær. Har du allergi over for nødder og andre oliefrø, bør du være ekstra omhyggelig med hudtesten. Under graviditet og amning mangler der specifikke studier, og moderat udvortes brug følger samme logik som andre planteolier med lav risiko, aldrig indtagelse. Til babyer og børn er det bedst at vælge produkter, der er udviklet til alderen, og tale med børnelægen, før olien bruges på hud med sår eller udslæt. Opbevar kerner og flasker utilgængeligt for børn og kæledyr, for hvem kernen også er giftig.

Bæredygtighed og social betydning

Abrikoskerneolie er først og fremmest et biprodukt. Kernerne bliver tilovers fra produktionen af tørrede abrikoser, frugtpuré og konserves, og når de bliver til olie, undgår man, at store mængder kerner ender som affald. Presseresten og de træagtige skaller har også industrielle anvendelser, som er blevet undersøgt, og det mindsker spildet af stenen yderligere.

I Tyrkiet er Malatya centrum for forsyningskæden, og her soltørrer familiebrug frugten og sælger kernerne separat. I Himalaya supplerer indsamlingen af vilde abrikoser og den håndværksmæssige presning indkomsten i landsbysamfund højt til fjelds. Køber du olie med sporbar oprindelse, helst med økologisk certificering eller fra fair handel, er du med til at holde indtægten i de egne, der dyrker frugten.

Ofte stillede spørgsmål