Symplocarpus foetidus (L.) Salisb. ex W.P.C.Barton / Skunkkål, på engelsk kendt som skunk cabbage, er en flerårig urteagtig plante i Arum-familien (Araceae), som Carl Linnaeus oprindeligt beskrev i 1753 under navnet Dracontium foetidum. Arten er hjemmehørende i det østlige Nordamerika og vækker opmærksomhed med sin evne til at producere sin egen varme, et fænomen kaldet termogenese, som gør det muligt for den at blomstre mellem slutningen af vinteren og begyndelsen af foråret, ofte mens jorden stadig er dækket af sne. Det folkelige navn stammer fra den kraftige, ubehagelige lugt, som bladene afgiver, når de bliver beskadiget, et træk der tolkes som et forsvar mod planteædende dyr.
I den traditionelle medicin hos Nordamerikas oprindelige folk havde skunkkål en fremtrædende plads, og rødderne og jordstænglerne blev brugt ved luftvejsgener, nervøse lidelser og reumatiske smerter. Planten indeholder dog krystaller af calciumoxalat i alle friske dele, som er årsag til den brændende fornemmelse og giftigheden ved indtagelse i rå tilstand, hvilket kræver ekstra forsigtighed ved enhver tilberedning. Moderne videnskabelig forskning har især koncentreret sig om artens termogenese og duftkemi, mens farmakologiske studier fortsat er få, og intet klinisk forsøg har bekræftet de traditionelle anvendelser.
- Dansk: skunkkål.
- Engelsk: clumpfoot cabbage, eastern skunk cabbage, foetid pothos, meadow cabbage, polecat weed, skunk cabbage, swamp cabbage.
- Fransk: chou puant, tabac du diable.
- Italiensk: cavolo puzzola.
- Portugisisk: couve-de-gambá og couve-gambá (Portugal), repolho-gambá (Brasilien).
- Spansk: col de los pantanos, col de los prados, col de mofeta.
- Tysk: Stinktierkohl.
Næsten alle disse navne henviser til plantens markante lugt eller til de vandmættede steder, hvor den typisk vokser, såsom moser, oversvømmede enge og bredder langs bække, og sammenligningen med kål kommer af udseendet af de brede blade, der viser sig efter blomstringen.
Botaniske synonymer
Basionymet, det vil sige det oprindelige navn, som Linnaeus gav, er Dracontium foetidum L. Med tiden blev planten flyttet til forskellige slægter, hvilket gav anledning til flere synonymer, og det nuværende navn, Symplocarpus foetidus, blev gyldigt publiceret af William P. C. Barton, der tilskrev det Richard Salisbury, med et slægtsnavn, som på græsk hentyder til frugterne, der er sammenvokset i én sammensat struktur.
- Dracontium foetidum L. (basionym)
- Ictodes foetidus (L.) Bigelow
- Pothos foetidus (L.) Aiton
- Pothos putorii Barton
- Spathyema angusta Raf.
- Spathyema foetida (L.) Raf.
- Spathyema lanceolata Raf.
- Spathyema latifolia Raf.
- Symplocarpus foetidus f. variegatus Otsuka
Botanisk familie: Araceae
Arum-familien (Araceae), som også omfatter flamingoblomst, kalla og monstera, rummer omkring 140 slægter og næsten 4.000 arter, der overvejende findes i tropiske egne. Det, der binder gruppen sammen, er den karakteristiske blomsterstand, der består af en kolbe, et kødfuldt aks af meget små blomster, omgivet af et omdannet højblad kaldet hylsterblad, og flere af familiens arter er kendt for at producere varme og for kraftige dufte, der tiltrækker bestemte bestøvere.
Skunkkål deler disse træk med andre termogene arter i familien, såsom europæiske arter af slægten Arum, heriblandt Arum maculatum, og ligblomsten (Amorphophallus titanum), der stammer fra Sumatra. Varmeproduktion forekommer også uden for familien, for eksempel i blomsterne hos kæmpeåkanden (Victoria amazonica), som hører til Åkande-familien (Nymphaeaceae). Mange arter i Arum-familien ophober desuden bioaktive stoffer som alkaloider, saponiner og krystaller af calciumoxalat, der forklarer både den medicinske brug af visse arter og giftigheden hos flere af dem.
Anvendte dele til te og tilberedninger
- Blade
- Rødder (jordstængel)
Roden og jordstænglen står for størstedelen af de medicinske optegnelser og blev brugt i tørret form, mens bladene optræder i udvortes anvendelser og, i de historiske optegnelser om kost, kogt med flere skift af vand, en praksis man ikke bør efterligne uden fagkyndig vejledning.
Etnobotanisk og traditionel brug
- Astma
- Krydderi
- Luftvejslidelser
- Mystisk talisman
- Nervøse lidelser
- Reumatiske smerter
- Slimløsende middel
- Vattersot (ophobning af væske i kroppen)
Disse anvendelser hører til den traditionelle viden hos forskellige oprindelige folk i Nordamerika, som brugte planten som lægemiddel, krydderi og talisman, og til urtemedicinen i USA i 1800-tallet, uden bekræftelse i moderne kliniske studier. I en laboratoriescreening af planter, som First Nations-samfund i Canada bruger ved lungesygdomme, var det vandige ekstrakt af S. foetidus ikke blandt dem, der viste betydelig antimykobakteriel aktivitet.
Terapeutiske egenskaber
- Brækfremkaldende (fremkalder opkastning i høje doser, en uønsket virkning og et tegn på overdosering)
- Krampeløsende (traditionelt beskrevet lindring af kramper, som ved hoste og astma)
- Let narkotisk (beroligende virkning beskrevet i den historiske litteratur, uden klinisk bekræftelse)
- Slimløsende (traditionelt brugt til at hjælpe med at hoste slim op)
- Svedfremkaldende (tilskrevet af traditionen, skulle fremme svedafsondringen)
- Vanddrivende (traditionelt beskrevet øget urinproduktion)
Ingen af disse egenskaber er påvist i kliniske forsøg, og beskrivelserne stammer fra den etnobotaniske litteratur og den nordamerikanske materia medica, hvorfor de bør læses som historisk dokumentation og ikke som anbefaling af brug.
Fytokemisk profil
- Alifatiske estere og alkoholer (blomsterduft)
- Benzenoider (blomsterduft)
- Calciumoxalatkrystaller (alle friske dele)
- Flygtige fenoler, såsom p-vinylguajacol (æterisk olie fra de overjordiske dele)
- Flygtige nitrogenforbindelser (blomsterduft)
- Flygtige svovlforbindelser, såsom dimethyldisulfid (blomsterduft og æterisk olie fra de overjordiske dele)
- Ftalider, såsom (Z)-ligustilid (æterisk olie fra de overjordiske dele)
- Furaner, såsom 2-pentylfuran (æterisk olie fra de overjordiske dele)
- Monoterpener (blomsterduft)
Calciumoxalatkrystallerne er den vigtigste bestanddel med hensyn til sikkerhed, fordi de giver en brændende fornemmelse og kraftig irritation i mund og svælg, når den friske plante tygges eller indtages. De øvrige stoffer på listen stammer fra to kemiske studier af artens lugt, hvoraf det første analyserede den æteriske olie fra blade og stængler og identificerede p-vinylguajacol, 2-pentylfuran og (Z)-ligustilid som hovedbestanddele, med dimethyldisulfid blandt de mest markante for lugten.
Det andet studie, publiceret i 2024, undersøgte blomsterstandenes duft og fandt en stor variation af flygtige nitrogen-, svovl-, monoterpen-, benzenoid- og alifatiske forbindelser, med to tydeligt forskellige kemotyper blandt de undersøgte individer. Der mangler stadig omfattende analyser af de ikke-flygtige stoffer i roden, netop den del, der har haft størst traditionel brug, hvilket begrænser enhver konklusion om de virkningsmekanismer, der tilskrives planten.
Tilberedningsformer (te, tinkturer, ekstrakter)
- Afkog af den tørrede rod
- Kogning af bladene med flere skift af vand (historisk optegnelse om kost)
- Omslag med opvarmede blade (udvortes brug)
- Tørring af rødder og blade
I alle former arbejder traditionen med tørret eller længe forarbejdet materiale, og den friske plante må aldrig bruges indvortes på grund af indholdet af calciumoxalat. Omhyggelig tørring af roden er det trin, der går forud for enhver traditionel brug, men den gør ikke planten risikofri, da for store doser stadig kan give kvalme, opkastning og svimmelhed, og derfor skal mængde og hyppighed fastlægges af en kvalificeret fagperson.
Synergi med andre planter
Luftvejsgener
I den nordamerikanske urtetradition optræder skunkkål sammen med grindelia (Grindelia robusta) og lobelie (Lobelia inflata) i blandinger, der traditionelt blev brugt ved astma og andre luftvejsgener. Grindelia beskrives i fytoterapien som slimløsende og krampeløsende, hvilket ville supplere de egenskaber, der tilskrives skunkkål, mens lobelie er beskrevet som afslappende for bronkierne, selv om den indeholder lobelin og har en kendt giftighed, hvilket gør denne kombination til en sag udelukkende for en erfaren fagperson.
Reumatiske smerter
Ved reumatiske smerter forbinder den traditionelle overlevering skunkkål med djævleklo (Harpagophytum procumbens) og bark af hvid pil (Salix alba). Djævleklo undersøges for sin antiinflammatoriske og smertestillende virkning, og bark af hvid pil indeholder salicin, et forstadie til salicylsyre, et stof der forbindes med mindre smerte og inflammation, og derfor kræver begge planter forsigtighed hos personer, der tager blodfortyndende medicin eller er allergiske over for salicylater.
Opskrifter og brugsprotokoller
Afkog af tørret rod ved luftvejsgener
Afkoget af den tørrede rod af skunkkål, overleveret fra de oprindelige folks medicin og den nordamerikanske urtemedicin, blev traditionelt brugt til at lindre hoste, hvæsende vejrtrækning og andre luftvejsgener, altid med roden tørret på forhånd og aldrig med frisk materiale.
Ingredienser:
- Omhyggeligt tørret og forarbejdet rod af skunkkål, i en mængde fastsat af en sundhedsfaglig person
- Vand
Fremgangsmåde:
- Kom den tørrede rod og vandet i en gryde.
- Sæt gryden over varmen, og lad det koge i 10 til 15 minutter.
- Tag gryden af varmen, og si væsken før brug.
Der er ikke fastlagt nogen sikker dosis for denne tilberedning, og mængde og hyppighed må ikke bestemmes på egen hånd, så det er nødvendigt at rådføre sig med en sundhedsfaglig person før enhver brug, og husk, at for store doser kan give kvalme, opkastning og svimmelhed.
Omslag med opvarmede blade ved reumatiske smerter
Udvortes anvendelse, der ifølge nordamerikansk folketradition blev brugt til at lindre reumatiske smerter, lavet med opvarmede blade og uden nogen form for indtagelse af planten.
Ingredienser:
- Friske blade af skunkkål
Fremgangsmåde:
- Brug handsker, når du håndterer de friske blade, da de kan give kontakteksem.
- Varm bladene op i varmt vand eller over damp.
- Test før påføringen på et lille hudområde, og vent nogle minutter for at se, om der opstår en reaktion.
- Læg de lune blade på det berørte område, dæk med et klæde, og lad dem ligge i 20 til 30 minutter.
- Fjern dem straks, hvis der opstår brænden, rødme eller kløe, og læg dem aldrig på beskadiget hud.
Tilberedningerne ovenfor bygger på traditionel overlevering og erstatter ikke professionel rådgivning. Sæt dig ind i de kontraindikationer og interaktioner, der er beskrevet i denne artikel, før du anvender dem indvortes.
Tilknyttede terapier
Fytoterapi
I fytoterapi af nordamerikansk tradition anvendes skunkkål med forsigtighed på grund af plantens giftighed i frisk tilstand. Tilberedningerne, som regel lavet af den tørrede rod, blev historisk brugt ved krampeprægede tilstande som astma og kighoste og til lindring af reumatiske smerter, altid under tilsyn af en kvalificeret sundhedsfaglig person, da der ikke findes kliniske forsøg, som fastlægger virkning eller sikker dosis.
Homøopati
I homøopatien fremstilles midlet Symplocarpus foetidus af den friske plante i fortyndinger, og den homøopatiske materia medica beskriver det ved symptomer som hovedpine, svimmelhed og luftvejsgener, især når de ledsages af en fornemmelse af hævelse og kongestion. Ordinationen følger overensstemmelsen mellem patientens symptomer og midlets afprøvningsbillede, et princip der er særegent for homøopatien, og virkningen af denne type præparater er ikke dokumenteret i kontrollerede kliniske forsøg.
Kontraindikationer og bivirkninger
Skunkkål (Symplocarpus foetidus) indeholder høje koncentrationer af calciumoxalat i alle friske dele, hvilket giver en brændende fornemmelse og kraftig irritation i mund og svælg, hvis planten tygges eller indtages rå, og desuden mulig hævelse langs hele mave-tarm-kanalen.
Forsigtighedsregler
- Brug aldrig den friske plante indvortes.
- Må kun bruges under vejledning af en kvalificeret fagperson, da der mangler solide studier af sikkerhed og dosering.
- Roden skal tørres og forarbejdes omhyggeligt før enhver traditionel brug, og selv da kan for store doser give kvalme, opkastning og svimmelhed.
Specifikke kontraindikationer
- Børn: må ikke bruges.
- Graviditet og amning: må ikke bruges, også på grund af manglende sikkerhedsstudier.
- Oxalatnyresten: kontraindiceret på grund af indholdet af stoffet.
Almindelige bivirkninger
- Brænden, irritation og hævelse i mund og svælg, hvis planten tygges eller indtages rå.
- Hudirritation: håndtering af de friske blade kan give kontakteksem.
- Kvalme, opkastning og svimmelhed: indtagelse af høje doser af roden, selv tørret, kan fremkalde disse gener.
Lægemiddelinteraktioner
Der foreligger ikke tilstrækkelig viden om skunkkåls interaktioner med lægemidler, og derfor anbefales forsigtighed, når planten kombineres med enhver form for fast medicin, med særlig opmærksomhed på grupperne nedenfor.
- Beroligende midler og midler, der dæmper centralnervesystemet: da den historiske litteratur beskriver en let narkotisk virkning, bør kombinationen undgås uden faglig rådgivning.
- Blodfortyndende og trombocythæmmende midler: de traditionelle kombinationer med hvid pil, en kilde til salicin, og med djævleklo kræver faglig vurdering hos personer, der tager disse lægemidler.
Kuriositeter
- Alternativ respiration: varmen kommer fra den intense aktivitet i kolbens mitokondrier, hvori forskere i 1993 delvist oprensede den cyanidresistente alternative oxidase, et enzym, der er knyttet til varmeproduktion hos termogene planter.
- Bestøvning: den karakteristiske lugt tiltrækker fluer og andre insekter, der lever af rådnende materiale, og som regnes for plantens vigtigste bestøvere, og forskerne diskuterer hypotesen om, at duften efterligner disse fødekilder.
- Lang levetid: skunkkål er en langlivet plante, der kan blive flere årtier gammel, og dens kontraktile rødder trækker hvert år planten længere ned i jorden, hvilket gør den stadig sværere at rykke op.
- Officiel farmakopé: roden var optaget i den amerikanske farmakopé fra 1820 til 1882 under navnet Dracontium, en periode hvor den blev anbefalet ved luftvejssygdomme, nervøse lidelser, reumatisme og vattersot.
- Termogenese: i et studie, der blev offentliggjort i tidsskriftet Science i 1974, holdt kolben en indre temperatur på 15 til 35 °C over luftens, med omgivelser mellem -15 og +15 °C, og i mindst 14 dage forbrugte den ilt i et tempo, der kunne sammenlignes med varmblodede dyr af tilsvarende størrelse, nok varme til at smelte sneen omkring den.
- Termostat i cyklusser: japanske forskere iagttog, at kolbens varmeproduktion svinger i cyklusser på omkring 60 minutter og reagerer på temperaturændringer på mindre end 0,9 °C, så den fungerer som en naturlig termostat med stor præcision.
- To duftprofiler: et studie fra 2024 påviste to kemotyper af blomsterduft blandt de undersøgte planter, hvilket kan forklare, hvorfor nogle gamle beskrivelser taler om en ildelugtende stank og andre om en behagelig duft, der minder om æble.
Ofte stillede spørgsmål
Er te af skunkkål sikker at drikke?
Der er ikke fastlagt nogen sikker dosis for te af skunkkål, og traditionen tilbereder den kun af omhyggeligt tørret og forarbejdet rod, aldrig af den friske plante, som er giftig ved indvortes brug. Selv med tørret rod kan for store doser give kvalme, opkastning og svimmelhed, og derfor bør brug kun ske under vejledning af en kvalificeret fagperson.
Hvad bruges te af skunkkål til?
Ifølge den traditionelle overlevering blev te af den tørrede rod brugt af Nordamerikas oprindelige folk og af 1800-tallets urtemedicin til at lindre luftvejsgener, såsom astma, og reumatiske smerter. Disse anvendelser er ikke bekræftet af kliniske studier, og planten bør ikke erstatte lægelig opfølgning af disse tilstande.
Kan jeg selv plukke og tilberede skunkkål?
Det frarådes, fordi korrekt identifikation af planten og sikker tilberedning kræver særlig viden for at undgå giftigheden fra det calciumoxalat, der findes i de friske dele. Den, der efter faglig anbefaling skal bruge skunkkål, bør vælge produkter af pålidelig oprindelse og følge den vejledning, der er givet.
Hvorfor giver skunkkål en brændende fornemmelse i munden?
Alle friske dele af skunkkål indeholder høje koncentrationer af calciumoxalatkrystaller, som giver en brændende fornemmelse og kraftig irritation i mund og svælg, når planten tygges eller indtages rå. Af den grund må den friske plante aldrig bruges indvortes, og blot det at håndtere bladene kan irritere huden.
Må personer med oxalatnyresten bruge skunkkål?
Nej, for skunkkål er kontraindiceret ved oxalatnyresten på grund af plantens indhold af dette stof. Arten må heller ikke bruges under graviditet og amning eller til børn, og enhver anden brug kræver vejledning fra en kvalificeret fagperson, da der mangler solide studier af sikkerhed og dosering.
Hvordan kan skunkkål blomstre i sne?
Skunkkål producerer sin egen varme gennem en meget intens respiration i kolbens celler, som kan blive 15 til 35 °C varmere end den omgivende luft. Varmen smelter sneen omkring blomsterstanden og gør det muligt for planten at blomstre mellem slutningen af vinteren og begyndelsen af foråret, før de fleste andre arter.
Bemærk: dette indhold er informativt og erstatter ikke professionel sundhedsrådgivning. Kontakt en læge eller fytoterapeut, før du bruger lægeplanter, især under graviditet, amning eller ved brug af medicin.
Referencer og videnskabelige studier
Se Alle 9 Citerede Kilder
Peer-Reviewed Videnskabelige Studier (6)
- PMC1993 Berthold DA, Siedow JN. Partial purification of the cyanide-resistant alternative oxidase of skunk cabbage (Symplocarpus foetidus) mitochondria. Plant Physiol. 1993.
- PMC2024 Goodrich KR, Gibernau M. Floral scent of eastern skunk cabbage (Symplocarpus foetidus: Araceae). Phytochemistry. 2024.
- PMC2004 Ito K, et al. Temperature-triggered periodical thermogenic oscillations in skunk cabbage (Symplocarpus foetidus). Plant Cell Physiol. 2004.
- PMC1974 Knutson RM. Heat production and temperature regulation in eastern skunk cabbage. Science. 1974.
- PMC2015 Miyazawa M, et al. Chemical Composition and Aroma Evaluation of Essential Oils from Skunk Cabbage (Symplocarpus foetidus). J Oleo Sci. 2015.
- PMC2010 Webster D, et al. Antimycobacterial screening of traditional medicinal plants using the microplate resazurin assay. Can J Microbiol. 2010.
Supplerende Læsning (3)
- 1996 Chevallier A. The Encyclopedia of Medicinal Plants. London: Dorling Kindersley. 1996.
- Stritch L. Eastern Skunk Cabbage (Symplocarpus foetidus (L.) Salisb. ex W.P.C. Barton). United States Department of Agriculture, Forest Service. u.å.
- Williams KA. A Botanical Study of Skunk Cabbage, Symplocarpus foetidus. Torreya. 1919;19(2):21-29.
