Harungana madagascariensis (haronga): egenskaber og fordele

Harungana madagascariensis Lam. ex Poir. er en stedsegrøn busk eller et lille træ i perikonfamilien (Hypericaceae, tidligere henregnet til Clusiaceae). Arten er hjemmehørende på Madagaskar, Mauritius og i store dele af det tropiske og sydlige Afrika. Da denne afrikanske og madagassiske art ikke har noget indarbejdet dansk navn, bruger teksten her det videnskabelige navn. Betegnelsen haronga forbeholdes den internationalt etablerede brug, sammen med de engelske navne dragon’s blood tree og orange-milk tree. Planten er iøjnefaldende på grund af den orange saft, der løber ud, når barken bliver beskadiget. Dens blade, bark og frugter indgår i mange tilberedninger i traditionel afrikansk medicin, der værdsætter den for et bredt spektrum af anvendelser.

I folkemedicinen bruges Harungana madagascariensis ved en lang række lidelser, blandt andet dysenteri, mave-tarm-forstyrrelser, problemer med lever og galdeblære samt forskellige infektioner. Den bedst kendte anvendelse er bark og blade ved fordøjelsesbesvær, altid forstået som traditionel overlevering. Nyere forskning har kortlagt artens kemiske sammensætning og fundet bioaktive forbindelser, der kan forklare en del af disse anvendelser. De fleste data stammer dog fra laboratorie- og dyreforsøg, uden kliniske studier, der bekræfter virkning hos mennesker. Blandt de bedst undersøgte aktiviteter er den antimikrobielle, antiinflammatoriske og antioxidante virkning, og det er dem, størstedelen af de videnskabelige publikationer om planten fokuserer på.

Folkelige og internationale navne#

Navnene nedenfor optræder især i udenlandske publikationer og i den internationale handel med planteekstrakter. Arten har ikke noget indarbejdet dansk navn. Heller ikke i Brasilien findes et etableret portugisisk navn, og de portugisiske betegnelser, der af og til dukker op, er blot ordrette oversættelser fra engelsk.

• Dansk: intet indarbejdet folkeligt navn; man bruger det videnskabelige navn Harungana madagascariensis eller den internationale betegnelse haronga.
• Engelsk: dragon’s blood tree, haronga, orange-milk tree, praying hands bush.
• Fransk: arbre lait orange, arbre sang-dragon, haronga.
• Italiensk: albero latte arancio, albero sangue di drago, haronga.
• Portugisisk: intet registreret folkeligt navn i Brasilien; man bruger det videnskabelige navn Harungana madagascariensis eller den internationale betegnelse haronga.
• Spansk: árbol leche naranja, árbol sangre de dragón, haronga.
• Tysk: Drachenblutbaum, Haronga, Orangenmilchbaum.

Botaniske synonymer#

Harungana madagascariensis Lam. ex Poir. er det accepterede botaniske navn, men arten har gennem sin taksonomiske historie samlet flere synonymer. Denne mangfoldighed afspejler gentagne omklassificeringer og de forskellige fortolkninger hos de botanikere, der studerede materiale indsamlet i Afrika og på Madagaskar. Blandt dem er følgende:

Arungana paniculata Pers., Haemocarpus paniculatus (Pers.) Spreng., Haronga madagascariensis (Lam. ex Poir.) Choisy, Haronga paniculata (Pers.) Lodd. ex Steud., Haronga paniculata f. oblongifolia Engl., Haronga paniculata var. oblongifolia (Engl.) De Wild., Harungana paniculata Pers., Harungana pubescens Poir., Harungana robynsii Spirlet, Psorospermum leonense Turcz.

Botanisk familie: Hypericaceae#

Perikonfamilien (Hypericaceae), som Harungana madagascariensis tilhører, omfatter omkring 9 slægter og 560 arter, der primært forekommer i tropiske og subtropiske områder. Mange af disse arter blev tidligere placeret i Clusiaceae (Guttiferae). Planterne i gruppen udmærker sig ved sekretoriske kirtler og ved at danne biologisk aktive forbindelser som flavonoider, xanthoner og phloroglucinoler, der står for en stor del af den farmakologiske interesse for familien. Det er også den familie, som prikbladet perikon (Hypericum perforatum) tilhører, og dette slægtskab er baggrunden for advarslen om lysfølsomhed under kontraindikationerne. Anseelsen af H. madagascariensis i traditionel medicin bygger derimod på den antiinflammatoriske og antimikrobielle aktivitet, der er undersøgt i laboratoriet.

Anvendte dele til te og tilberedninger#

Bark og blade samler den bedst kendte traditionelle anvendelse af arten, mens frugter, rod og saft indgår i mere specifikke lokale tilberedninger, afhængigt af regionen og det formål, som udøverne af traditionel medicin beskriver.

• Bark
• Blade
• Frugter
• Rod
• Saft (latex)

Etnobotanisk og traditionel brug#

Anvendelserne nedenfor stammer fra traditionel afrikansk og madagassisk medicin og er ikke ensbetydende med dokumenterede indikationer. Tilstande som malaria, hepatitis, tyfoidfeber, blodmangel, hjertesygdomme og seksuelt overførte sygdomme kræver derfor diagnose og konventionel lægelig behandling. Den bedst kendte anvendelse er fortsat bark og blade ved fordøjelsesbesvær, ligeledes som traditionel overlevering.

• Astma
• Blodmangel
• Diarré
• Dysenteri
• Grå stær
• Gulsot
• Hepatitis
• Hjertesygdomme
• Hovedpine
• Hudsygdomme
• Luftvejssygdomme
• Malaria
• Mave-tarm-sygdomme
• Menstruationssmerter
• Parasitære sygdomme
• Problemer med bugspytkirtlen
• Problemer med lever og galdeblære
• Seksuelt overførte sygdomme
• Sår
• Tandpine
• Tyfoidfeber

Terapeutiske egenskaber#

Egenskaberne nedenfor opsummerer aktiviteter, der er beskrevet i laboratorie- og dyreforsøg eller kendt fra traditionen, uden bekræftelse i kliniske forsøg med mennesker. De bør derfor læses som forskningsspor og ikke som anvisninger til brug.

• Afførende (virkning tilskrevet antranoiderne, som harunganin)
• Antibakteriel (aktivitet observeret i ekstrakter testet i laboratoriet)
• Antifungal (aktivitet observeret i laboratorieforsøg)
• Antiinflammatorisk (virkning undersøgt i eksperimentelle studier)
• Antioxidant (evne til at neutralisere frie radikaler observeret in vitro)
• Antiparasitær (traditionel anvendelse, med aktivitet observeret i laboratoriet)
• Antiprotozoisk (aktivitet mod trikomonader og plasmodier observeret i laboratoriestudier)
• Antiviral (aktivitet rapporteret i foreløbige studier)
• Immunmodulerende (indflydelse på immunsystemet antydet af foreløbige studier)
• Leverbeskyttende (virkning på leveren undersøgt i dyreforsøg)
• Seglcellehæmmende (virkning på deformationen af røde blodlegemer beskrevet i foreløbige studier)
• Sårhelende (traditionel anvendelse i sårpleje)

Fytokemisk profil#

Blandt de kemiske grupper, der er påvist i arten, fortjener de prenylerede antranoider, som harunganin, særlig opmærksomhed, fordi de står bag plantens afførende virkning. De hører også til de mest undersøgte forbindelser i antimikrobielle og antioxidante forsøg, sammen med flavonoider, tanniner og xanthoner.

• Alkaloider
• Anthocyaniner
• Antranoider (harunganin)
• Fenoler
• Flavonoider
• Hjerteglykosider
• Phloroglucinoler
• Saponiner
• Tanniner
• Terpenoider
• Xanthoner

Tilberedningsformer (te, tinkturer, ekstrakter)#

Traditionelt er afkog af barken og infusion af bladene de mest almindelige former til indvortes brug, mens grødomslaget er forbeholdt udvortes brug på huden. Koncentrerede tilberedninger som ekstrakter og tinkturer bør kun bruges under vejledning af sundhedsfagligt personale.

• Afkog
• Ekstrakt
• Grødomslag
• Infusion
• Maceration
• Tinktur

Synergi med andre planter#

Støtte til leverfunktionen

Harungana madagascariensis kan kombineres med marietidsel (Silybum marianum), hvis silymarin undersøges for sin virkning på levercellerne. Kombinationen bruges traditionelt til at støtte lever- og galdefunktionen. Der findes ingen studier, der har vurderet denne kombination hos mennesker, og enhver mistanke om hepatitis eller galdeblæreproblemer kræver lægelig vurdering, før planter tages i brug.

Mave-tarm-gener

Ved dysenteri og andre tarmlidelser forbinder traditionen arten med planter med sammensnerpende og antimikrobiel virkning, som guava (Psidium guajava) eller granatæble (Punica granatum). Kombinationen bruges traditionelt til at lindre diarré og kramper gennem den samlede virkning af tanniner og andre bioaktive forbindelser i planterne. Diarré med blod, høj feber eller tegn på dehydrering kræver lægehjælp, og kombinationen erstatter hverken rehydrering eller behandling af infektionerne.

Betændelse og smerter

På grund af de antiinflammatoriske egenskaber, der er observeret i laboratoriet, kan Harungana madagascariensis kombineres med djævleklo (Harpagophytum procumbens) eller gurkemeje (Curcuma longa) i tilberedninger, der traditionelt bruges til at lindre smerter og betændelse i led, muskler og hud. Curcuminet i gurkemeje og harpagosiderne i djævleklo har hver deres virkningsmekanismer, som er under undersøgelse. Kombinationen af disse planter med H. madagascariensis er dog ikke vurderet i kliniske studier, og personer, der tager blodfortyndende medicin, bør søge faglig rådgivning, før de kombinerer dem.

Opskrifter og brugsprotokoller#

Traditionelt afkog af barken

Ingredienser: en lille mængde tørret bark af Harungana madagascariensis og vand.

Tilberedning: Kog barken i vand i 15 til 20 minutter, og si afkoget, før det drikkes. Dette afkog bruges traditionelt til at støtte lever- og galdefunktionen og ved fordøjelsesbesvær. Traditionen anvender det også ved gulsot og hepatitis, tilstande der altid kræver lægelig udredning. Da barken indeholder antranoider med afførende virkning, og der ikke er fastlagt nogen sikker dosis, bør man rådføre sig med sundhedsfagligt personale før brug og ikke overskride 1 til 2 uger i træk.

Traditionel infusion af bladene

Ingredienser: en lille mængde tørrede blade af Harungana madagascariensis og kogende vand.

Tilberedning: Hæld det kogende vand over bladene, lad det trække i 10 minutter, og si. Denne infusion bruges traditionelt til at lindre symptomer på dysenteri, diarré og andre mave-tarm-gener ud fra de antimikrobielle og sammensnerpende egenskaber, der tilskrives bladene. Traditionen bruger også infusionen til at berolige fordøjelseskanalen. Da der ikke er fastlagt nogen sikker hyppighed, bør man rådføre sig med sundhedsfagligt personale før brug og begrænse brugen til højst 1 til 2 uger i træk.

Traditionelt koldtudtræk af roden

Ingredienser: en lille mængde tørret rod af Harungana madagascariensis og koldt vand.

Tilberedning: Læg roden i blød i koldt vand i 8 til 12 timer, typisk natten over, og si væsken, før den drikkes. Tilberedningen optræder i den traditionelle overlevering i forbindelse med blodmangel, fordi folketroen tillægger roden stoffer, der skulle fremme dannelsen af røde blodlegemer, en forestilling som videnskabelige studier ikke har bekræftet. Da blodmangel har mange forskellige årsager og kræver diagnose, bør man rådføre sig med sundhedsfagligt personale før brug og ikke erstatte den anbefalede behandling.

Traditionel tinktur af bark eller blade

Ingredienser: 1 del tørret bark eller tørrede blade af Harungana madagascariensis til 5 dele alkohol på 70 %.

Tilberedning: Bland den tørrede plante med alkoholen i en flaske af mørkt glas, og lad blandingen trække i 2 til 4 uger under daglig omrystning, før tinkturen sies og opbevares i en mørk flaske. Tinkturen er en koncentreret måde at udtrække de aktive stoffer på og optræder i den traditionelle overlevering ved forskellige infektioner og betændelsestilstande. Fordi den er mere koncentreret end te, skal mængden fastsættes individuelt, så man bør rådføre sig med sundhedsfagligt personale og undgå brug i mere end 1 til 2 uger i træk.

Tilberedningerne ovenfor bygger på traditionel overlevering og erstatter ikke professionel rådgivning. Sæt dig ind i de kontraindikationer og interaktioner, der er beskrevet i denne artikel, før du anvender dem indvortes.

Tilknyttede terapier#

Klinisk fytoterapi

I klinisk fytoterapi optræder Harungana madagascariensis som standardiserede ekstrakter, kapsler eller tinkturer, primært ved fordøjelsesbesvær. I mindre grad bruges den også ved lever-, betændelses- og infektionsrelaterede gener, altid på grundlag af traditionel overlevering og eksperimentelle data. Doseringen tilpasses som regel koncentrationen af de aktive stoffer og den enkelte patients tilstand. Moderne fytoterapi søger at forene den traditionelle viden med den tilgængelige videnskabelige evidens, som for denne art stadig i det væsentlige er præklinisk.

Traditionel afrikansk medicin

Arten indtager en central plads i traditionel afrikansk medicin, hvor healere og lokalsamfund bruger den ved en bred vifte af lidelser, fra mave-tarm-problemer og feber til hudsygdomme og infektioner. På grund af denne bredde betragtes den i disse kulturer som et alsidigt middel. Tilberedningsmetoderne spænder fra afkog og infusioner til grødomslag og koldtudtræk og afspejler disse samfunds dybe etnobotaniske viden. Det er den mundtlige overlevering, sammen med den fortsatte praksis, der holder brugen levende fra generation til generation.

Kontraindikationer og bivirkninger#

Generelle kontraindikationer

Harungana madagascariensis indeholder antranoider (harunganin) med afførende virkning og er derfor kontraindiceret under graviditet og amning, hos børn og ved tarmobstruktion. Planten må heller ikke bruges i mere end 1 til 2 uger i træk, da langvarig brug af antranoidholdige afføringsmidler kan føre til tab af elektrolytter. Mavesmerter uden diagnose er ligeledes en grund til at undgå planten, indtil der er foretaget en lægelig vurdering. Manglen på sikkerhedsstudier hos gravide og ammende understreger denne restriktion, som skal beskytte fosteret og barnet. Personer med kendt overfølsomhed over for planter i perikonfamilien (Hypericaceae) eller over for et hvilket som helst indholdsstof i arten bør afstå fra brug. Personer med eksisterende lever- eller nyresygdom skal rådføre sig med sundhedsfagligt personale før enhver tilberedning på grund af den mulige påvirkning af disse organer.

Lysfølsomhed

Fordi Harungana madagascariensis tilhører perikonfamilien (Hypericaceae), samme familie som prikbladet perikon (Hypericum perforatum), kan den give fotosensibilitet, altså overdrevne hudreaktioner på sollys som rødme, svie og pletter. Under brugen skal man undgå kraftig soleksponering, også solarium, og udvise ekstra forsigtighed hos personer med lys hud eller personer, der allerede tager fotosensibiliserende lægemidler. Det bedste er at stoppe med planten ved enhver hudreaktion og søge råd hos sundhedsfagligt personale.

Lægemiddelinteraktioner

Planten kan interagere med lægemidler, især dem, der omsættes i leveren, da mangfoldigheden af fytokemiske stoffer gør det muligt, at lægemidlernes virkning eller toksicitet ændres. Personer, der tager blodfortyndende medicin, blodsukkersænkende midler og anden diabetesmedicin, blodtrykssænkende medicin eller immunsuppressiva, bør søge lægelig rådgivning, før de bruger arten. Det samme gælder for personer, der tager vanddrivende medicin eller hjertemedicin, fordi det kaliumtab, der er forbundet med antranoidholdige afføringsmidler, kan forværre bivirkningerne af disse lægemidler.

Kuriositeter#

På engelsk kaldes Harungana madagascariensis dragon’s blood tree på grund af den orange til rødlige saft, der løber ud, når barken skæres. Dette kendetegn gør arten let at genkende i felten og har ført til traditionel brug af saften som farvestof og i ritualer. Det engelske navn må ikke forveksles med det sydamerikanske drageblod (i Brasilien kaldet sangue-de-dragão), som er latex fra Croton lechleri og andre Croton-arter, eller med harpiksen fra træer i slægten Dracaena, planter uden nært slægtskab med H. madagascariensis.

Selve slægtsnavnet er afledt af harongana, plantens malagassiske navn. Arten er også kendt som en pionerart, der kan kolonisere forstyrrede områder, hvilket giver den økologisk interesse i projekter for skovgenopretning. Frugterne er ikke spiselige for mennesker, men er føde for fugle og andre dyr, der spreder frøene og hjælper med at bevare den lokale biodiversitet. Denne modstandsdygtighed og tilpasningsevne gør arten relevant for både økologien og den medicinske forskning.

Ofte stillede spørgsmål#