Scrophularia nodosa (Knoldet brunrod): egenskaber

Knoldet brunrod (Scrophularia nodosa L.) er en flerårig urt fra de tempererede egne på den nordlige halvkugle, hvor den kun mangler i det vestlige Nordamerika. Den vokser på fugtig jord, i skovbryn og på brakarealer. Europæisk folkemedicin har i århundreder brugt planten, især de overjordiske dele, som et såkaldt blodrensende og betændelsesdæmpende middel, og det videnskabelige slægtsnavn stammer fra skrofulose, en gammel betegnelse for tuberkulose i halsens lymfeknuder, fordi knoldene på jordstænglen mindede om disse hævelser. Der er tale om traditionelle anvendelser, og den fytoterapeutiske litteratur tilskriver desuden planten glykosider med virkning på hjertet, hvilket kræver særlig forsigtighed før enhver tilberedning til indvortes brug.

Knoldet brunrod har en kemisk sammensætning, der er rig på iridoider som aucubin og harpagosid samt flavonoider og fenolsyrer, og nogle af disse stoffer undersøges i laboratoriet og på dyr, for eksempel i forsøg med sårheling og med virkningen på tarmens muskulatur. Undersøgelserne er prækliniske, planten er fortsat under udforskning, og der er ingen dokumenteret virkning hos mennesker på hudproblemer, hævelser eller andre tilstande. Artiklen beskriver derfor anvendelserne som historisk og traditionel brug.

Folkelige og internationale navne

• Dansk: brunrod, knoldet brunrod.
• Engelsk: carpenter's square, common figwort, figwort, great pilewort, kernel wort, knotted figwort, murrain grass, woodland figwort.
• Fransk: herbe du siège, scrophulaire noueuse.
• Italiensk: scrofularia, scrofularia nodosa.
• Portugisisk: erva-de-são-guilherme, erva-de-são-pedro, erva-de-são-vicente, erva-do-diabo, escrofulária, escrofulária-nodosa.
• Spansk: escrofularia, hierba de lamparones, hierba de San Pedro, hierba para las almorranas.
• Tysk: Knotige Braunwurz.

Botaniske synonymer

Gennem taksonomiens historie har Scrophularia nodosa L. samlet mange synonymer, hvilket afspejler den vide udbredelse og de forskelle i vækstform, blomsterfarve og bladtakning, der findes mellem bestande fra forskellige egne. Flere af navnene svarer til varieteter og underarter beskrevet i Europa og Asien, som i dag regnes med til arten, og kender man dem, er det lettere at genkende planten i ældre floraer og undersøgelser. Arten må ikke forveksles med Scrophularia ningpoensis, xuan shen fra traditionel kinesisk medicin, som hører til samme slægt, men er en anden plante.

• Scrophularia capitata Raf.
• Scrophularia cechica Opiz
• Scrophularia foetida Garsault
• Scrophularia foetida Wydler
• Scrophularia halleri Gueldenst. ex Ledeb.
• Scrophularia hemschinica K.Koch
• Scrophularia italica Mill.
• Scrophularia major Bubani
• Scrophularia nodosa subsp. chamaeneriifolia Schustler
• Scrophularia nodosa subsp. foliosa Sennen
• Scrophularia nodosa var. bobartii Pryor
• Scrophularia nodosa var. montana Stiefelh.
• Scrophularia nodosa var. nitida Regel
• Scrophularia nodosa var. purpurascens Salter ex J.J.Blandy
• Scrophularia nodosa var. serrulata Regel
• Scrophularia nodosa var. viridiflora Wimm. & Grab.
• Scrophularia sckellii Spreng.
• Scrophularia serrulata Small
• Scrophularia ternata Schur
• Scrophularia wirtgenii W.D.J.Koch ex Opiz

Botanisk familie: Scrophulariaceae

Knoldet brunrod hører til brunrodfamilien (Scrophulariaceae), der har navn efter selve slægten Scrophularia og rummer urter, buske og enkelte træer over hele verden, som regel med tolæbede blomster og kapselfrugter. Familien var tidligere langt større, men fylogenetiske undersøgelser førte til, at mange slægter blev flyttet til andre familier, for eksempel vejbredfamilien (Plantaginaceae), hvor fingerbøl fra slægten Digitalis endte, mens slægten Scrophularia blev solidt i Scrophulariaceae.

Mange planter i gruppen har en historie som lægeurter, og stoffer som iridoider og flavonoider er almindelige blandt dem, hvilket forklarer den farmakologiske interesse for familien. Det kemiske slægtskab har dog også en bagside, for nogle nærtbeslægtede planter danner glykosider, der virker på hjertet, og derfor kræver tilberedninger til indvortes brug faglig vejledning.

Anvendte dele til te og tilberedninger

• Blomstrende overjordiske dele
• Friske blade (traditionel udvortes brug)

Etnobotanisk og traditionel brug

• Historisk nævnt ved skrofulose, knyttet til signaturlæren (en tilstand, der i dag kræver lægelig diagnose og behandling).
• Traditionel udvortes brug ved betændelse, vabler, bylder, blå mærker og små sår.
• Traditionel udvortes brug ved eksem og psoriasis med kløe og irritation.
• Traditionel udvortes brug ved hæmorider.
• Traditionelt nævnt som blodrensende middel, et gammelt begreb for udrensning af kroppen.
• Traditionelt nævnt ved hævede lymfeknuder og hævelser i almindelighed.
• Traditionelt nævnt ved reumatisme og urinsyregigt.

Terapeutiske egenskaber

• Afførende (traditionelt nævnt)
• Alterativ (traditionelt begreb for udrensning, uden videnskabeligt belæg)
• Antiinflammatorisk (under udforskning, med prækliniske fund)
• Antireumatisk (traditionelt nævnt)
• Hjerteaktiv (glykosider med digitalislignende virkning beskrevet i den traditionelle litteratur, årsag til kontraindikation)
• Krampeløsende (observeret i isoleret dyretarm, under udforskning)
• Kredsløbsstimulerende (traditionelt nævnt)
• Leverstimulerende (traditionelt nævnt)
• Lymfatisk (traditionelt nævnt, uden kliniske forsøg)
• Mildt vanddrivende (traditionelt nævnt)
• Smertestillende (traditionelt nævnt)
• Sårlægende (iridoider med sårhelende aktivitet i laboratorieforsøg)

Fytokemisk profil

De bedst undersøgte indholdsstoffer i knoldet brunrod er iridoiderne, blandt andet aucubin, catalpol, harpagid og harpagosid, hvor det sidste er det samme stof, som findes i djævleklo, desuden acylerede iridoider og phenylethanoide glykosider isoleret fra de overjordiske dele. I et laboratorieforsøg viste acylerede iridoider fra planten aktivitet i modeller for sårheling, og arbejder med in vitro-kulturer har undersøgt, hvordan planten danner disse stoffer, men resultaterne er prækliniske og beviser ingen virkning hos mennesker. De underjordiske dele indeholder fenolsyrer som kaffesyre, ferulasyre og vanillinsyre, og ældre analyser har også påvist flavonoider og frie aminosyrer. Den traditionelle fytoterapeutiske litteratur tilskriver desuden planten hjerteaktive, digitalislignende glykosider, som ikke er godt karakteriseret kemisk, og som begrunder de hjerterelaterede kontraindikationer, der beskrives længere nede.

• Aminosyrer (alanin, isoleucin, lysin, phenylalanin, threonin, tyrosin, valin)
• Fenolsyrer (ferulasyre, kaffesyre, vanillinsyre)
• Flavonoider
• Hjerteaktive glykosider (beskrevet i den traditionelle litteratur)
• Iridoider (aucubin, catalpol, harpagid, harpagosid)
• Phenylethanoide glykosider

Tilberedningsformer (te, tinkturer, ekstrakter)

• Grødomslag og kompres (udvortes brug)
• Infusion (udvortes til skylninger, indvortes kun efter faglig vejledning)
• Kapsler (kun efter faglig vejledning)
• Tinktur (kun efter faglig vejledning)
• Tørret urt

På grund af de hjerteaktive glykosider, som tilskrives planten, indeholder denne artikel ingen opskrifter til indvortes brug, og enhver tilberedning, der skal indtages, bør ordineres og følges af en sundhedsfaglig person.

Synergi med andre planter

Traditionelle rensende blandinger med burre, burresnerre og rødkløver

I traditionel engelsk urtemedicin indgår knoldet brunrod i såkaldt rensende blandinger sammen med burre (Arctium lappa), burresnerre (Galium aparine) og rødkløver (Trifolium pratense), som traditionelt blev brugt ved hudgener og hævede lymfeknuder. Kombinationerne bygger på overlevering uden kliniske forsøg, og da der er tale om indvortes brug, kræver de ordination fra en fagperson. Rødkløver har desuden sine egne begrænsninger ved hormonfølsomme tilstande. Forstørrede lymfeknuder skal altid undersøges af en læge.

Fordøjelsesblandinger med berberis, mælkebøtte og rabarber

Visse gamle urteopskrifter kombinerer tinktur af knoldet brunrod med berberis (Berberis vulgaris), mælkebøtte (Taraxacum officinale) eller lægerabarber (Rheum officinale) i tilberedninger, der traditionelt blev brugt ved træg fordøjelse og forstoppelse. Rabarber er et stimulerende afføringsmiddel, berberis har sine egne kontraindikationer, blandt andet under graviditet, og kombinationen er ikke undersøgt. Den bør derfor ikke laves derhjemme og må ikke bruges af personer med hjertesygdom.

Traditionel te med solhat ved forkølelse

Overleveringen nævner brugen af knoldet brunrod i te mod forkølelse, nogle gange blandet med rød solhat (Echinacea purpurea), en plante, der traditionelt bruges som støtte til immunforsvaret. Brugen er historisk og blandingen er ikke undersøgt, og de samme hjerterelaterede begrænsninger som for brunrod gælder for enhver te, der indeholder den.

Traditionel sammenligning med djævleklo

Nogle urtekyndige nævner knoldet brunrod som et muligt alternativ til djævleklo (Harpagophytum procumbens) ved gigtsmerter, fordi begge indeholder harpagosid. Der er dog tale om helt forskellige planter fra forskellige familier og med forskellig sammensætning, og en tilsvarende virkning er aldrig påvist. Brunrod rummer desuden risici for hjertet, som djævleklo ikke deler.

Opskrifter og brugsprotokoller

Grødomslag af friske blade

En tilberedning til traditionel udvortes brug, der lægges på små hudbetændelser, vabler og blå mærker.

Ingredienser: friske blade af knoldet brunrod og lidt varmt vand.

Tilberedning: Skyl bladene og knus dem til en masse, lun den let i vandbad eller med lidt varmt vand, og vent, til den har en behagelig temperatur. Læg den på området, dæk med et rent klæde og lad den sidde i 30 minutter til 1 time. Brug den kun på hel hud eller overfladiske skader, test først på et lille hudområde, og stop ved irritation.

Kompres med infusion til udvortes brug

En tilberedning til traditionel udvortes brug som skylning eller kompres på irriteret og kløende hud.

Ingredienser: 1 spiseskefuld tørrede overjordiske dele af knoldet brunrod og 250 ml kogende vand.

Tilberedning: Hæld det kogende vand over urten, læg låg på og lad det trække i 10 til 15 minutter. Si, lad væsken køle helt af, og brug den til kompresser eller skylninger på huden uden at drikke den. Eksem, psoriasis og hæmorider, der varer ved eller forværres, skal vurderes af en læge.

Tilberedningerne ovenfor bygger på traditionel overlevering og erstatter ikke professionel rådgivning. Sæt dig ind i de kontraindikationer og interaktioner, der er beskrevet i denne artikel, før du anvender dem indvortes.

Tilknyttede terapier

Homøopati

Homøopatien bruger præparater af Scrophularia nodosa i høje fortyndinger, som traditionelt anbefales ved hæmorider ledsaget af almen træthed og ved hævede lymfeknuder. Homøopatiens virkning understøttes ikke af sammenhængende videnskabelig evidens, og blødning fra endetarmen, forstørrede lymfeknuder eller vedvarende træthed kræver lægelig udredning, før man prøver nogen form for supplerende tilgang.

Traditionel europæisk urtemedicin

I traditionel europæisk og engelsk urtemedicin blev knoldet brunrod regnet blandt de alterative midler, en gammel betegnelse for planter, der angiveligt skulle rense blodet, og den blev især brugt ved kroniske hud- og lymfeknudeproblemer. Moderne urtekundskab bevarer denne overlevering, men anerkender manglen på kliniske forsøg og tilstedeværelsen af hjerteaktive glykosider. Derfor er planten forbeholdt ordinationer fra fagfolk og ikke beregnet til hjemmelavede midler til indvortes brug.

Kontraindikationer og bivirkninger

Hjertet og hjertemedicin

Bemærk: den traditionelle fytoterapeutiske litteratur tilskriver knoldet brunrod glykosider med hjerteaktiv, digitalislignende virkning. Derfor er planten traditionelt kontraindiceret hos personer med ventrikulær takykardi og andre hjertesygdomme, og der kræves ubetinget forsigtighed hos personer, der tager digoxin eller andre antiarytmika, på grund af risikoen for additiv virkning. Personer med en hvilken som helst hjertesygdom, eller som tager hjertemedicin, må ikke bruge planten indvortes uden lægelig vejledning.

Generelle kontraindikationer

Knoldet brunrod bør undgås under graviditet og amning, da der mangler sikkerhedsdata, og der findes ingen data, der understøtter brug til børn. Personer med kendt overfølsomhed over for planter i brunrodfamilien (Scrophulariaceae) bør også undgå den. Iridoiderne, som harpagosid og aucubin, og forsøgene med sårheling er prækliniske og udført i laboratoriet og på dyr. Planten er stadig under udforskning og har ingen dokumenteret virkning hos mennesker.

Skrofulose og hudsygdomme

Skrofulose, som har givet planten sit navn, er tuberkuløs lymfadenitis, altså hævede lymfeknuder forårsaget af tuberkulose, og den anvendelse nævnes her kun som historisk kuriositet. Tilstanden kræver moderne lægelig diagnose og behandling med antibiotika, aldrig selvmedicinering med planten. Ligeledes er der ingen påvist virkning ved eksem, psoriasis eller hæmorider ud over den overleverede udvortes brug.

Bivirkninger

I høje doser kan planten være giftig, og selv i mindre mængder kan følsomme personer få kvalme og andet ubehag i mave og tarm. Udvortes brug giver sjældent irritation, men en test på et lille hudområde anbefales, og enhver bivirkning bør føre til, at brugen stoppes, og at man søger faglig rådgivning.

Må ikke forveksles med andre planter

Knoldet brunrod er ikke det samme som Scrophularia ningpoensis (xuan shen), en anden art, der bruges i traditionel kinesisk medicin, og heller ikke Harpagophytum procumbens (djævleklo), en helt anden plante, der blot har stoffet harpagosid til fælles med den. Oplysninger om sikkerhed og brug af disse planter gælder ikke for knoldet brunrod.

Kuriositeter

Navnets oprindelse

Slægtsnavnet Scrophularia kommer af skrofulose, det gamle navn for tuberkuløs lymfadenitis, som gav hævelser i halsens lymfeknuder. Ifølge signaturlæren, som hævdede, at en plantes udseende viste dens anvendelse, mindede knoldene på brunrodens jordstængel om disse hævelser. Herfra stammer den traditionelle brug, som i dag kun har historisk interesse, eftersom sygdommen behandles med antibiotika.

God biplante

Knoldet brunrod er en god biplante, hvis små, rødbrune og uanselige blomster giver rigeligt med nektar og tiltrækker bier, hvepse og andre bestøvere. Hvepse er faktisk blandt de hyppigste gæster, og planten bidrager til biodiversiteten i skovbryn og på fugtige arealer.

Folketro

Beretninger om middelalderlig folketro forbinder brunrod med magisk beskyttelse, for eksempel til at holde onde ånder borte eller som amulet mod pest. Disse traditioner hører til den europæiske folklore og viser, hvordan en uanselig plante fik et ry, der rakte langt ud over dens brug som lægemiddel.

Ofte stillede spørgsmål