Ferula linkii er den største vildtvoksende skærmplante på De Kanariske Øer og en af øgruppens mest iøjnefaldende endemer. Fra februar til juni skyder blomsterstænglerne op i tre meters højde over lavaskråninger og klippevægge og bærer gule skærme, der kan ses på lang afstand. På øerne er planten kendt som cañaheja eller julan. Den hører til familien Apiaceae, den samme som gulerod, fennikel og persille, og til slægten Ferula, der rummer Den Gamle Verdens kæmpefennikler.
Det, der gør arten bemærkelsesværdig, er ikke kun størrelsen. Den er et klassisk eksempel på ø-kolonisering efterfulgt af opsplitning: De Kanariske Øer huser en lille gruppe endemiske Ferula-arter fordelt mellem øerne, og Ferula linkii er langt den talrigeste og den mest udbredte af dem. Også dens fytokemi afviger fra slægtens middelhavsmønster, med en usædvanlig samling carotan-sesquiterpener beskrevet ud fra kanarisk materiale.
Denne profil samler den formelle taksonomi, den diagnostiske morfologi, ø-økologien, dyrkningen, de arter planten kan forveksles med, den dokumenterede fytokemi og den historiske optegnelse. Den beskriver arten botanisk set og giver ingen som helst anvisning på brug.
Taksonomi
Arten blev beskrevet af Philip Barker Webb i 1843, i tredje bind af Histoire Naturelle des Îles Canaries, det værk Webb underskrev sammen med Sabin Berthelot, og som stadig regnes for grundstenen i kanarisk botanik. Protologen står i afsnittet Phytographia Canariensis, side 160, med en oprindelsesangivelse skåret ned til to ord: Ins. Canar.
- Rige: Plantae
- Række: Tracheophyta (dækfrøede)
- Klasse: Magnoliopsida (tokimbladede)
- Orden: Apiales
- Familie: Apiaceae (Umbelliferae)
- Underfamilie: Apioideae
- Slægt: Ferula Tourn. ex L.
- Art: Ferula linkii Webb, 1843
Slægtens placering inden for Apioideae har svinget en hel del fra forfatter til forfatter, og de tribale inddelinger, der udkom gennem det tyvende århundrede, nåede aldrig til enighed. Derfor standser hierarkiet ovenfor ved underfamilien, som er det stabile niveau.
Omstridt afgrænsning
Navnet har to gængse læsninger, og begge er værd at kende. Plants of the World Online, Kews database, behandler planten som en ø-underart af den middelhavske kæmpefennikel under navnet Ferula communis subsp. linkii (Webb) Reduron & Dobignard. De kanariske floraer og de regionale fortegnelser, herunder øgruppens officielle liste over vilde arter, fastholder derimod Ferula linkii Webb som en fuldgyldig og gyldig art. International Plant Names Index registrerer Webbs navn med bekræftet forfatter, publikation og årstal og uden nomenklatoriske bemærkninger. Denne profil følger behandlingen på artsniveau, som er den gængse på De Kanariske Øer, og gør opmærksom på alternativet for den, der slår op i globale databaser.
Den kanariske fortegnelse knytter to navne til planten, som er ældre end Webbs: Ferula aurea Link, offentliggjort i 1825 i den fysiske beskrivelse af De Kanariske Øer, som Leopold von Buch stod bag, og Peucedanum aureum fra 1819. Ingen af dem har fortrængt Webbs binomium i almindelig brug.
En advarsel er på sin plads om en fejl, der cirkulerer i internetsamlinger: Ferula latipinna A.Santos fra 1983 er ikke et synonym for denne art. Der er tale om en selvstændig kanarisk kæmpefennikel, begrænset til La Gomera og La Palma.
Etymologi
Slægtsnavnet kommer af latin ferula, kæppen eller staven, med henvisning til disse planters tørre, rette og overraskende lette stængler, der i oldtiden tjente netop det formål. Artsnavnet hædrer Johann Heinrich Friedrich Link (1767-1851), den tyske botaniker, der gennemrejste Den Iberiske Halvø og arbejdede med den makaronesiske flora.
Morfologisk beskrivelse
Robust urteagtig plante med flerårig basis og en sæsonbestemt overjordisk del, med et dybt underjordisk system, der skyder igen hvert år. Blomsterstænglerne når 1,5 til 3 meters højde og giver planten den kandelaberform, der gør den umulig at forveksle i det kanariske landskab sidst på vinteren. Kilderne er uenige om individernes levetid og om, hvor ofte de blomstrer, hvilket er som forventet hos en art, der dækker så brede højdegradienter.
Blade
Grundbladene bliver mere end 75 centimeter lange og er rosettens mest iøjnefaldende træk. De er delt tre til fire gange i meget fine, næsten trådformede afsnit, hvilket giver helheden et fjeragtigt, klart grønt udtryk, der gulner med alderen. De nederste bladstilke er tykke og cylindriske. På de øverste blade skrumper bladstilken til en hindeagtig skede i gullig til rødlig tone, der delvis omslutter stænglen, og det er et nyttigt kendetegn i felten. Knust bladvæv afgiver en harpiksagtig lugt, ikke en anisagtig.
Blomster
Blomsterstanden er en stor sammensat skærm med mere end tyve stråler, omgivet af mindre sideskærme. Blomsterne er små og gule, med stærkt reducerede bægertænder og tilspidsede kronblade, hvis spids bøjer indad efter underfamiliens mønster. Blomstringen løber fra februar til juni og kan falde uden for det interval i bestande i ekstrem højde.
Frugter og frø
Frugten er en spaltefrugt på omkring 1,5 centimeter, aflang til elliptisk, fladtrykt på rygsiden og med randene udvidet til vinger, et kendetegn der er typisk for slægten. Først gulgrøn, men den mørkner til rødbrun ved modning. Gennem frugtvæggen løber vittae, de oliegange der gennemsætter skærmplanternes frugter, og som udgør et godt diagnostisk træk i tværsnit.
Rod og stængel
Roden er lang, tyk og stærkt forankret, en tydelig tilpasning til stenede jorder og tørre somre. Stænglen er opret, cylindrisk og gennemløbet af fine langsgående furer, hul mellem knæene og påfaldende let efter tørring, en egenskab der gav slægten både dens navn og dens historiske anvendelser.
Udbredelse og levested for Ferula linkii
Arten er endemisk for den kanariske øgruppe og forekommer ikke naturligt noget andet sted i verden. Den er registreret på El Hierro, Fuerteventura, Gran Canaria, La Gomera, La Palma og Tenerife og mangler alene på Lanzarote, hvor Ferula lancerotensis Parl. udfylder den samme niche. Tenerife og Gran Canaria rummer de tætteste bestande.
Den indtager solrige og stenede lommer, klippevægge, skråninger med grus og åbent vulkansk terræn, i et højdespænd der går fra omkring 200 meter til over 2.000 meter i Las Cañadas på Teide. Den spændvidde er sjælden og forklarer, hvorfor planten krydser flere vegetationsbælter, fra det termokanariske til det suprakanariske, og tåler alt fra havets påvirkning til nattefrosten i højfjeldet. Jordbunden er vulkansk, stenet, veldrænet og ofte næringsfattig. Som streng endem findes der ingen registrering af naturalisering uden for De Kanariske Øer og heller ingen antydning af invasiv adfærd.
Dyrkning
I praksis formeres planten ved frø, sået om efteråret og straks efter høsten, eftersom spireevnen falder under opbevaring. Spiringen forløber langsomt og ujævnt, og en kort periode med fugtig kulde plejer at gøre den mere ensartet. Deling af tuer betaler sig sjældent: den dybe pælerod gør omplantning af etablerede eksemplarer til en øvelse med lav succesrate, så såning direkte på den blivende plads er den sikreste vej.
I dyrkning kræver arten fuld sol og en udpræget veldrænet jord, også selv om den er stenet og næringsfattig, og den tåler langvarig tørke og hård vind godt, hvilket var at vente hos en plante fra klippevægge på en ø. Streng frost og vandmættet jord er de to reelle grænser. De registrerede plantesundhedsproblemer er dem, der følger skærmplanter med kødfuld rod: rodråd i dårligt drænet substrat og bladlus, der koloniserer skærmene under blomstringen. Frø høstes, når delfrugterne skifter til rødbrun, og inden vingerne løsner sig, for spredningen går hurtigt.
Fænologi
Cyklussen er udpræget sæsonbestemt. Bladrosetten udvikler sig om vinteren og udnytter fugten fra regnen, og blomsterstænglen bryder frem fra februar, med et maksimum mellem marts og maj. De åbne skærme og den frit tilgængelige nektar, typisk for skærmplanter, tiltrækker generalistiske bestøvere: bier, biller, fluer og hvepse færdes på blomsterne uden nogen tydelig morfologisk specialisering.
Frugtsætningen løber fra foråret til den tidlige sommer. Delfrugternes sidevinger virker som modstandsflade, og spredningen sker i alt væsentligt med vinden, understøttet af passatvindene og af skærmenes høje placering, der fungerer som affyringsrampe. Efter frugtsætningen tørrer den overjordiske del ind og bliver stående i måneder, et blegt skelet der er synligt i landskabet helt til den følgende vinter.
Beslægtede arter og forvekslinger
De Kanariske Øer huser en lille samling endemiske Ferula-arter, der først lader sig adskille, når man er opmærksom på oprindelsesøen og på bladenes detaljer. Ferula arnoldiana S.Scholz & Reyes-Bet., beskrevet i 2013, hører til Fuerteventura. Ferula lancerotensis Parl. fra 1856 optager Lanzarote og områder på Fuerteventura. Ferula latipinna A.Santos fra 1983 har bredere bladafsnit og lever kun på La Gomera og La Palma. Uden for øgruppen er den nære slægtning Ferula communis L., den middelhavske kæmpefennikel, sammenlignelig i størrelse, men med bredere bladafsnit og kontinental udbredelse.
To forvekslinger fortjener særlig omhu. Fennikel, Foeniculum vulgare, har også gule skærme og fint delte blade, men røber sig ved den kraftige anislugt og ved små frugter uden brede vinger. Alvorligere er forvekslingen med skarntyde, Conium maculatum, som deler den høje vækst og de stærkt delte blade, men har hvide blomster i stedet for gule, karakteristiske purpurfarvede pletter på stænglen og en ubehagelig lugt, når den knuses. Ingen af disse planter bør indsamles på grundlag af en lighed i silhuet.
Fytokemi
Arten er rimelig godt undersøgt kemisk, og resultatet overraskede, fordi det ikke følger slægtens middelhavsprofil. Fra de overjordiske dele er der isoleret flere sesquiterpenestere med carotanskelet, blandt dem carotdiolestere, og desuden et sesquiterpen beskrevet ud fra netop dette materiale og døbt linkiol efter planten selv. Der blev også udvundet sesquiterpen-cumarinethere, herunder coladin, coladinin, nevskin og umbelliprenin.
Hertil kommer de æteriske olier med terpenfraktion i blade og stængel samt den harpiks, der ophobes i de sekretionsgange, som gennemløber stængel, bladstilke og frugtvæg. Den indre fordeling følger slægtens mønster: sesquiterpenerne og cumarinderivaterne samler sig først og fremmest i rodsystemet, mens den flygtige fraktion dominerer i den overjordiske del. Det er værd at notere, at slægten Ferula omfatter kemotyper rige på prenylerede cumariner, såsom ferprenin og ferulenol, og at den publicerede litteratur om fytokemien hos Ferula linkii beskriver den carotanprofil, der er nævnt ovenfor, uden omtale af disse forbindelser.
Hvad sikkerheden angår: Ferula-arter med en kemotype rig på prenylerede cumariner fremkalder ferulose, et blødningssyndrom hos får, geder, heste og kvæg, der græsser på dem. Cañaheja er ikke en køkkenurt, indgår ikke i menneskeføde, og ligheden mellem dens løv og fennikelens er rent overfladisk.
Historie og etnobotanik
Planten kom ind i den videnskabelige litteratur ad hovedindgangen. Webb og Berthelot beskrev den ud fra de samlinger, der bar Histoire Naturelle des Îles Canaries, udgivet i hæfter mellem 1830’erne og 1850’erne, et værk der befæstede øgruppens ry som et af Atlanterhavets store laboratorier for plantendemisme. Før dem havde Leopold von Buch og Heinrich Link allerede noteret en gylden kæmpefennikel på øerne, og Alexander von Humboldt var kommet forbi Tenerife i 1799 og efterlod beskrivelser af højdevegetationen, der ansporede de følgende generationer af indsamlere.
På folkeligt plan bevarede den kanariske etnografiske optegnelse flere navne for den samme plante: cañaheja, cañalé, cañaleja, chajuira, hinojo gigante og julan, skiftende fra ø til ø. Etnobotaniske undersøgelser dokumenterede, at man på La Gomera greb til afkog af jinojo til rensende og kosmetiske formål, og planten optræder i fortegnelser over anvendelser indsamlet på Tenerife. Uden for De Kanariske Øer blev de tørre stængler af middelhavets kæmpefennikler i oldtiden brugt i stor stil som kæppe, skafter og lette støtter, en udnyttelse der gav slægten dens navn.
Bevaring
Der findes ingen særskilt vurdering af arten på IUCN’s rødliste, så dens globale status står som ikke vurderet. Den optræder heller ikke i CITES-bilagene eller i nogen bestemt regional beskyttelseskategori, hvilket stemmer med billedet i felten: det er øgruppens talrigeste og mest udbredte kæmpefennikel, til stede på seks øer og i et usædvanligt bredt højdespænd.
Det gør den ikke usårlig. Det pres, der hviler på den kanariske flora i almindelighed, rammer også den: græsning af forvildede geder, som beskadiger rosetter og unge stængler især i de lave lag; brande, der bliver stadig hyppigere på de tørre skråninger; og udbredelsen af byer og turisme, som indskrænker levestedet i kyst- og mellemzonen. Som ethvert ø-endem har arten et lille globalt udbredelsesareal i absolutte tal, hvilket taler for opfølgning, selv om der ikke er nogen umiddelbar risiko.
Kuriosa
- Den tørre stængel af en kæmpefennikel er så let og så stærk, at den græske mytologi netop valgte en af dem, narthex, som skjulested for den ild, Prometheus skulle have båret bort fra guderne. Grækernes narthex svarede til middelhavets kæmpefennikler, nære slægtninge til cañaheja.
- Sesquiterpenet linkiol fik sit navn, fordi det blev isoleret første gang fra denne art, et tilfælde hvor den kanariske plante døbte molekylet.
- Udbredelsen af de kanariske kæmpefennikler læses som et kort over øerne: Lanzarote har sin egen, Fuerteventura har to, La Gomera og La Palma deler en tredje, og cañaheja optager næsten hele resten af øgruppen.
- Få kanariske planter spænder over et så bredt højdeinterval: den samme art, der vokser i 200 meters højde tæt ved havet, dukker op over 2.000 meter i Las Cañadas del Teide, udsat for nattefrost og skarp stråling.
- Trods øgenavnet hinojo gigante har planten intet anvendelsesfællesskab med fennikel og deler ikke engang dens duft: knust cañaheja lugter harpiksagtigt, ikke af anis.
Bemærk: dette indhold er informativt og erstatter ikke professionel sundhedsrådgivning. Kontakt en læge eller fytoterapeut, før du bruger lægeplanter, især under graviditet, amning eller ved brug af medicin.
Kilder og videnskabelige studier
Se Alle 9 Citerede Kilder
- 2001 Bramwell, D.; Bramwell, Z. I. Wild Flowers of the Canary Islands. Editorial Rueda, Madrid. 2001.
- Gobierno de Canarias. Banco de Datos de Biodiversidad de Canarias (BIOTA), artsblad Ferula linkii Webb. Tilgængelig på biodiversidadcanarias.es.
- 1990 González, A. G.; et al. Eight carotane sesquiterpenes from Ferula linkii. Phytochemistry. 1990.
- 1993 González, A. G.; et al. Sesquiterpene esters and sesquiterpene coumarin ethers from Ferula linkii. Phytochemistry. 1993.
- International Plant Names Index (IPNI). Ferula linkii Webb, Hist. Nat. Iles Canaries (Phytogr.) 3(2, 2): 160. 1843. Royal Botanic Gardens, Kew; Harvard University Herbaria; Australian National Herbarium. Tilgængelig på ipni.org.
- Plants of the World Online (POWO). Ferula communis subsp. linkii (Webb) Reduron & Dobignard. Royal Botanic Gardens, Kew. Tilgængelig på powo.science.kew.org.
- 2007 Sacchetti, G.; et al. Analytical discrimination of poisonous and nonpoisonous chemotypes of giant fennel (Ferula communis L.). Journal of Agricultural and Food Chemistry. 2007.
- 2013 Scholz, S.; Reyes-Betancort, J. A. Una nueva especie del género Ferula (Apiaceae) de Fuerteventura, islas Canarias. Vieraea, 41: 177-188. 2013.
- Webb, P. B.; Berthelot, S. Histoire Naturelle des Îles Canaries. Tome III, partie 2: Phytographia Canariensis. Paris. 1836-1850.
