Atropa belladonna (galnebær): giftighed og kontraindikationer

Atropa belladonna L. / Galnebær, på dansk også kendt som belladonna, er en flerårig urteagtig plante i natskyggefamilien (Solanaceae) og hører til de giftigste arter i den europæiske flora. Den stammer fra Europa, Nordafrika og Vestasien og indeholder i alle dele tropanalkaloider, der kan fremkalde alvorlig og potentielt dødelig forgiftning. Denne guide skal hjælpe læseren med at genkende faren og undgå enhver form for selvmedicinering med planten.

Ved indtagelse eller mistanke om forgiftning skal du straks søge akut lægehjælp og kontakte giftinformationscentret i dit land. Tilstanden kan forværres hurtigt, og intet husråd kan erstatte en lægelig vurdering. Herunder gennemgås de stoffer, der står bag giftigheden, faresignalerne, de mest udsatte grupper og de kendetegn, der gør det muligt at genkende planten, før en ulykke sker.

Folkelige og internationale navne

På dansk hedder planten galnebær eller belladonna, og på mange sprog hentyder navnene til den fare, planten udgør. Det gælder cereja-do-diabo (“djævlekirsebær”) på portugisisk, deadly nightshade på engelsk og Tollkirsche på tysk, der betyder noget i retning af “vanvidskirsebær”.

• Engelsk: belladonna, deadly nightshade, death cherries, devil’s berries.
• Fransk: belladone, morelle furieuse.
• Italiensk: belladonna, erba della bella donna.
• Portugisisk: beladona, cereja-do-diabo, erva-da-morte, erva-moura-mortal.
• Spansk: belladona, cereza del diablo, solano mayor.
• Tysk: Schwarze Tollkirsche, Tollkirsche, Wolfskirsche.

Folkelige navne kræver forsigtighed, for i Brasilien betegner “erva-moura” uden tilføjelse normalt en anden art, Solanum americanum, der dér også kaldes maria-pretinha.

Botaniske synonymer

World Checklist of Vascular Plants, det taksonomiske grundlag for Plants of the World Online (POWO), anerkender arten i den stavemåde med bindestreg, som Linné valgte i 1753, Atropa bella-donna L. Formen Atropa belladonna uden bindestreg er den stavevariant, der er mest udbredt i den medicinske litteratur, og betegner nøjagtig samme plante. De videnskabelige navne nedenfor, som arten har fået gennem århundrederne, betragtes i dag som synonymer:

• Atropa borealis Kreyer ex Pascher
• Atropa caucasica Kreyer
• Atropa cordata Pascher
• Atropa digitaloides Pascher
• Atropa lethalis Salisb.
• Atropa lutea (Döll) Al-Nowaihi & M.M.Mourad
• Atropa mediterranea Kreyer ex Pascher
• Atropa paschkewiczii Kreyer
• Belladona baccifera Lam.
• Belladona trichotoma Scop.
• Boberella bella-donna (L.) E.H.L.Krause

Formen med gule frugter, beskrevet som Atropa bella-donna var. lutea Döll, hører ligeledes til artens synonymer.

Botanisk familie: Solanaceae

Natskyggefamilien (Solanaceae) omfatter omkring 2.700 arter, blandt andet fødevarer som kartoffel, tomat, aubergine og peberfrugt. Ved siden af dem står planter med et højt indhold af tropanalkaloider, som pigæble, bulmeurt og engletrompeter. Galnebær hører til tribus Hyoscyameae, den samme som bulmeurt (Hyoscyamus niger), som den deler en stor del af den giftige kemi med.

Giftighed: farlighedsgrad og giftige plantedele

Advarselsniveauet for galnebær er maksimalt: hele planten er giftig, og der findes ingen fastlagt sikker dosis for nogen af dens dele. Roden har det højeste indhold af alkaloider, men også blade, blomster, frø og bær er nok til at give alvorlig og potentielt dødelig forgiftning, især hos børn.

De sorte, blanke bær på størrelse med et lille kirsebær tiltrækker børn og kan også narre voksne, der er vant til at plukke vilde frugter. Alkaloidindholdet varierer med plantedel, alder, voksested og indsamlingstidspunkt, så det er umuligt ud fra den mængde, der er kommet i kroppen, at forudsige, hvor alvorlig en eksponering bliver. Selv saft i øjnene kan udvide pupillen, og netop den virkning gav ophav til en af de bedst kendte historiske skikke med planten.

Giftige stoffer og toksisk virkningsmekanisme

Giftigheden skyldes først og fremmest tropanalkaloiderne: hyoscyamin, der under tørring og ekstraktion delvis omdannes til atropin, og skopolamin, også kaldet hyoscin. Stofferne findes i alle plantens dele og optages let fra fordøjelseskanalen.

Virkningsmekanismen er antimuskarinerg antagonisme: alkaloiderne sætter sig på muskarinreceptorerne for acetylkolin, det kemiske signalstof, der styrer kroppens hvile- og fordøjelsesfunktioner, og blokerer dets virkning. Uden denne bremse slår hjertet hurtigere, pupillerne udvides, spyt og sved forsvinder, tarmen bliver langsommere, og blæren har svært ved at tømme sig. Når kroppen ikke kan svede, mister den også evnen til at komme af med varme. Fordi atropin og især skopolamin passerer blod-hjerne-barrieren, når de frem til hjernen og fremkalder det centrale antikolinerge syndrom med uro, forvirring, delirium og hallucinationer.

Symptomer på forgiftning

Det klassiske billede er det antikolinerge syndrom, som den engelsksprogede medicinske litteratur sammenfatter i en kendt huskeregel: “varm som en hare, blind som en flagermus, tør som et ben, rød som en rødbede, gal som en hattemager”. Blandt de tegn, der hyppigst er beskrevet ved forgiftningstilfælde, er:

• Delirium og usammenhængende tale
• Høj feber (hypertermi), fordi kroppen ikke kan svede
• Koma i de sværeste tilfælde
• Kramper
• Meget tør mund og hals med synkebesvær
• Psykomotorisk uro og forvirring
• Syns- og hørehallucinationer
• Takykardi og hjertebanken
• Udvidede pupiller (mydriasis) med sløret syn og lysfølsomhed
• Urinretention
• Varm, tør og rød hud, især i ansigtet og på halsen

I den serie på 49 børn, som Caksen og kolleger analyserede, var de hyppigste tegn meningsløs tale, takykardi, udvidede pupiller og rødme. Sløvhed, koma og fravær af den forventede takykardi pegede på de sværeste tilfælde, så et hjerte, der ikke slår hurtigt, bør ikke berolige nogen.

Risikogrupper og interaktioner med lægemidler

Alle kan få en alvorlig forgiftning med galnebær, men nogle grupper har større risiko for utilsigtet eksponering eller for komplikationer:

• Børn: de er de mest sårbare på grund af deres lavere kropsvægt, den tiltrækning, de blanke bær udøver, og deres vanskeligheder med at fortælle, hvad de har spist.
• Gravide og ammende: der kendes ingen sikkerhedsmargin, og tropanalkaloider passerer moderkagen.
• Hjertepatienter: den hurtigere puls og de rytmeforstyrrelser, alkaloiderne fremkalder, kan bringe en eksisterende hjertesygdom ud af balance.
• Personer med godartet prostataforstørrelse: afslapningen af blærens muskulatur kan føre til akut urinretention.
• Personer med snævervinklet glaukom: udvidelsen af pupillen kan udløse et akut anfald af forhøjet øjentryk med fare for synet.
• Ældre: de er mere følsomme over for antikolinerge virkninger og har større risiko for forvirring, urinretention og fald.

Galnebærs alkaloider lægger sig oven i virkningen af andre antikolinerge lægemidler, hvilket øger risikoen selv efter små eksponeringer. Blandt dem er tricykliske antidepressiva, antikolinerge krampestillende midler, antihistaminer af første generation, antikolinerge antiparkinsonmidler og visse antipsykotika. Alkohol og beroligende midler kan forværre forvirringen og døsigheden, og personer i fast medicinsk behandling skal oplyse det til sundhedspersonalet.

Hvad man skal gøre ved forgiftning

Ved indtagelse eller mistanke om forgiftning skal du straks søge akut lægehjælp og kontakte giftinformationscentret i dit land. Der findes ingen sikker modgift i hjemmet, og forsøg på at løse problemet derhjemme koster kun dyrebar tid.

Man må ikke fremkalde opkastning uden faglig vejledning, fordi det kan føre til fejlsynkning og aspiration, især hos en person, der allerede er urolig eller døsig. Det er en god idé at gemme en prøve af planten, helst med blade og frugter, eller i det mindste at fotografere den. De, der yder hjælp, skal kende den omtrentlige mængde og tidspunktet for indtagelsen. Hvis eksponeringen skete via hjemmelavet te eller et færdigkøbt produkt, skal flasken, emballagen eller etiketten følge med personen.

På hospitalet er behandlingen først og fremmest understøttende med hjerteovervågning, kontrol af temperatur og uro og, når det er indiceret, tiltag, der mindsker optagelsen af alkaloiderne. Fysostigmin er en specifik modgift, men den gives udelukkende på hospital under lægeligt tilsyn, fordi den også selv kan give alvorlige bivirkninger. Da symptomerne kan vare længe og svinge, skal selv en person, der ser ud til at få det bedre, forblive under observation.

Dokumenterede tilfælde og lovgivningsmæssig status

En gennemgang af Fatur og Kreft af forgiftninger publiceret mellem 1966 og 2018 konkluderede, at de fleste indtagelser af galnebær skete, fordi bærrene blev forvekslet med spiselige frugter. I Tyrkiet fulgte Caksen og kolleger 49 børn, der var blevet forgiftet af planten, og seks af dem fik et alvorligt forløb med encefalopati. Med hospitalsbehandling behøvede ingen af børnene i den serie mekanisk ventilation, og ingen døde.

Et tilfælde, som Berdai og kolleger beskrev i Marokko, viser faren ved selvmedicinering. En 11-årig pige fik planten som husråd mod gulsot og udviklede et centralt antikolinergt syndrom, der krævede indlæggelse på intensivafdeling, før hun kom sig. Lees historiske gennemgang minder desuden om, at ren atropin i 1800-tallet var årsag til et stort antal dødsfald ved ulykke, selvmord eller drab.

Den retlige situation varierer fra land til land, men i flere jurisdiktioner behandles galnebær som et farmaceutisk råstof underlagt begrænsning eller kontrol, og de oprensede alkaloider findes kun som regulerede lægemidler. I 2017 konstaterede FDA i USA svingende indhold af belladonna i homøopatiske tabletter mod tandfrembrud hos babyer, og produktet blev trukket tilbage fra markedet, som Kwakye og kolleger beretter.

Historisk brug og tilhørende risici

Grækerne og romerne vidste allerede, at planten indeholdt en kraftig gift. I middelalderen optrådte den i formler, der blev tilskrevet troldmænd og giftblandere, blandt andet i de såkaldte flyvesalver, hvis hallucinogene virkninger i praksis var tegn på antikolinerg forgiftning.

I renæssancen dryppede italienske kvinder plantens saft i øjnene for at udvide pupillerne, som dengang blev anset for et skønhedstræk, og ifølge traditionen stammer artsnavnet belladonna, italiensk for “smuk kvinde”, herfra. Virkningen medførte sløret syn, lysfølsomhed og risiko for systemisk forgiftning og kunne desuden udløse glaukomanfald. Da Linné navngav slægten, hentydede han til Atropos, den græske skæbnegudinde, der klippede livstråden over.

I 1800- og 1900-tallet optrådte tinkturer, ekstrakter og plastre af galnebær i farmakopéerne som krampestillende midler. Det svingende alkaloidindhold og den snævre margin mellem virkning og forgiftning førte til, at de i det meste af den kliniske praksis gradvist blev erstattet af rene, standardiserede stoffer. Atropin, der blev isoleret i 1830’erne, og skopolamin er i dag receptpligtige lægemidler eller forbeholdt hospitalerne og kan ikke udvindes sikkert af selve planten. De benyttes inden for øjenmedicin og anæstesiologi, ved bradykardi og som modgift ved forgiftning med organofosfatinsekticider.

Der findes også et registreret homøopatisk middel med navnet Belladonna, der fremstilles ved ekstremt høje fortyndinger. Disse ultrafortyndede præparater er et reguleringsmæssigt særskilt produkt uden direkte farmakologisk forbindelse til planten eller dens alkaloider i påviselig dosis, og omtalen her er ingen anbefaling.

Genkendelse og risiko for forveksling

Galnebær er en kraftig flerårig urt, der kan blive over en meter høj, med ægformede, helrandede blade, ofte i ulige par, hvor et stort blad sidder ved siden af et meget mindre. De enligt siddende, klokkeformede blomster er brunviolette og kommer frem i bladhjørnerne om sommeren. Frugten er et sort, blankt bær, der sidder på et grønt, blivende bæger, åbent i fem stjerneformede flige, en detalje, der gør genkendelsen lettere.

En mindre almindelig form med bleggule blomster og gule bær må ikke betragtes som uskadelig. Uden for sit naturlige udbredelsesområde forekommer planten hovedsageligt i dyrkning, i lægeurtehaver og botaniske samlinger.

Den største risiko for forveksling ligger i bærrene, som især børn kan forveksle med blåbær, kirsebær eller andre vilde frugter. Ifølge Fatur og Krefts gennemgang forklarer netop denne forveksling størstedelen af indtagelserne af planten. I Brasilien bør galnebær ikke forveksles med erva-moura eller maria-pretinha (Solanum americanum), der har små hvide blomster og meget mindre bær samlet i små klaser. Under alle omstændigheder må ingen vildtvoksende sorte bær komme i munden uden sikker artsbestemmelse. Engletrompet (Brugmansia suaveolens) og pigæble (Datura stramonium), som er beslægtede og almindelige i Brasilien, indeholder de samme alkaloider og giver et meget lignende sygdomsbillede.

Ofte stillede spørgsmål

Er galnebær giftig?

Ja, galnebær hører til Europas giftigste planter, og alle dens dele, fra roden til bærrene, indeholder alkaloider, der kan fremkalde alvorlig og potentielt dødelig forgiftning. Advarselsniveauet for denne art er maksimalt.

Findes der en sikker dosis galnebær?

Der er ikke fastlagt nogen sikker dosis galnebær, hverken til indvortes eller udvortes brug. Alkaloidindholdet varierer meget fra plante til plante, hvilket gør enhver eksponering uforudsigelig, og der er ingen dokumenteret gavn, der kan retfærdiggøre risikoen. De afledte lægemidler, som atropin, fremstilles industrielt og udleveres kun på recept eller gives på hospital.

Hvad skal man gøre, hvis nogen har spist galnebær?

Søg akut hjælp uden ophold ved at ringe til alarmcentralen eller et giftinformationscenter, også selv om personen endnu ikke har symptomer. Fremkald ikke opkastning uden faglig vejledning, og medbring om muligt en prøve eller et foto af planten samt oplysninger om den omtrentlige mængde og tidspunktet for indtagelsen.

Hvad er de første symptomer på forgiftning med galnebær?

De første tegn er som regel meget tør mund, udvidede pupiller med sløret syn, varm og rød hud og hurtig puls. Derefter kan der komme uro, usammenhængende tale, forvirring og hallucinationer og i alvorlige tilfælde kramper og koma.

Er galnebær forbudt?

Lovgivningen varierer fra land til land, og der findes ingen fælles regel, der gælder overalt. I flere jurisdiktioner behandles galnebær som et farmaceutisk råstof underlagt begrænsning eller kontrol, og alkaloiderne når kun frem til patienten som regulerede lægemidler. Under alle omstændigheder er selvmedicinering med planten farlig og bør aldrig forsøges.

Har homøopatisk Belladonna samme risiko som planten?

Det homøopatiske middel Belladonna fremstilles ved ultrahøj fortynding og er et reguleringsmæssigt særskilt produkt uden direkte farmakologisk forbindelse til planten eller dens alkaloider i påviselig dosis. Fejl i produktionen har dog allerede ført til advarsler, som FDA’s advarsel fra 2017 om tabletter mod tandfrembrud hos børn med svingende indhold af belladonna. At produktet findes, betyder ikke, at planten er sikker, og omtalen her er ingen anbefaling.