Sarsaparilla (Smilax ornata Lem.) er en flerårig klatreplante med tornede stængler, hjemmehørende i Mexico og Mellemamerika, som har været brugt i traditionel medicin i århundreder. Rødderne er plantens mest værdsatte del og danner grundlag for udtræk, afkog og ekstrakter, som den urtemedicinske tradition har gjort kendt som et naturligt tonikum og et blodrensende middel. Moderne forskning er begyndt at undersøge nogle af disse anvendelser i laboratorie- og dyreforsøg, men kliniske data fra mennesker er stadig sparsomme, og derfor hører planten fortsat til den traditionelle overlevering og de foreløbige studier.
På flere sprog er navnene på sarsaparilla beslægtet med det spanske zarzaparrilla, et ord hvis oprindelse forklares længere nede i afsnittet om kuriositeter.
- Dansk: sarsaparil, sarsaparilla.
- Engelsk: Honduran sarsaparilla, Jamaican sarsaparilla, sarsaparilla.
- Fransk: salsepareille.
- Italiensk: salsapariglia.
- Portugisisk: salsaparrilha, salsaparrilha-do-reino, salsaparrilha-espanhola, salsaparrilha-vermelha.
- Spansk: salsaparrilla, zarzaparrilla.
- Tysk: Sarsaparilla.
Botaniske synonymer
Smilax ornata Lem. har med tiden fået flere botaniske synonymer, hvilket afspejler, hvor kompliceret dens klassifikation er, og den slags taksonomisk variation er almindelig hos planter med stor geografisk udbredelse og en lang historie med traditionel brug. De synonymer, der oftest nævnes i den botaniske litteratur, er følgende:
- Smilax grandifolia Regel (1856)
- Smilax ornata Hook. (1889), et navn, der ikke svarer til den art, som Lemaire beskrev i 1865
- Smilax regelii Killip & C.V.Morton
- Smilax utilis Hemsl. (1899)
Botanisk familie: Smilacaceae
Smilax ornata tilhører familien Smilacaceae, der hovedsageligt består af træagtige klatreplanter, og arterne i slægten Smilax er vidt udbredt i tropiske og subtropiske områder. Planterne er kendetegnet ved ofte tornede stængler og blade med fremtrædende nerver, og familien er kendt for indholdet af steroide saponiner, stoffer som en stor del af arternes medicinske egenskaber tilskrives. Sarsaparilla er et af de bedst kendte eksempler fra denne gruppe og skylder sin berømmelse rødderne, der er rige på fytokemiske stoffer.
Anvendte dele til te og tilberedninger
- Rødder
Roden er den del af sarsaparilla, som traditionen anvender, tørret og hakket til hjemmelavede afkog og tinkturer, mens industrien forarbejder den til ekstrakter og kapsler.
Etnobotanisk og traditionel brug
Anvendelserne nedenfor hører til den traditionelle og folkelige overlevering om sarsaparilla og er ikke klinisk dokumenterede, så de tjener som historisk og etnobotanisk dokumentation og ikke som anvisning på en behandling.
- Blodrensende middel
- Feber og hoste
- Generelt tonikum
- Hudproblemer (dermatofytose, psoriasis)
- Kronisk træthed
- Lindring af smerter ved artritis og reumatisme
- Syfilis og spedalskhed (historisk brug, i dag afløst af moderne medicin)
- Urinsyregigt og forhøjet urinsyre
- Vanddrivende middel
Terapeutiske egenskaber
De egenskaber, der tilskrives sarsaparilla, stammer især fra traditionen og fra prækliniske studier med ekstrakter af roden, og ingen af dem er bekræftet i kliniske forsøg med mennesker.
- Antiinflammatorisk (aktivitet observeret i prækliniske studier med ekstrakter af planten, uden klinisk dokumentation)
- Antimikrobiel (virkning på bakterier og svampe nævnt i den traditionelle overlevering og i foreløbige studier)
- Antioxidativ (neutralisering af frie radikaler undersøgt i laboratoriestudier)
- Immunmodulerende (mulig modulering af immunsystemet, stadig på et foreløbigt forskningsstadie)
- Leverbeskyttende (beskyttelse af leveren foreslået af den traditionelle overlevering, uden klinisk dokumentation)
- Synergistisk (nævnt traditionelt i urteblandinger, hvor den skulle øge optagelsen af andre bestanddele, uden klinisk dokumentation)
Fytokemisk profil
Sarsaparillarødderne indeholder forskellige klasser af stoffer, især steroide saponiner, den kemiske gruppe, der er karakteristisk for familien Smilacaceae, og som er den mest undersøgte i rødderne fra slægten Smilax.
- Fenolsyrer
- Flavonoider
- Parillin
- Plantesteroler
- Saponiner (sarsaparilla R1, sarsaparilla R2, sarsaparillosid, sarsaponin)
- Triterpener
Tilberedningsformer (te, tinkturer, ekstrakter)
- Afkog
- Flydende ekstrakt
- Infusion
- Kapsler
- Tinktur
- Tørekstrakt
Da det er roden, der bruges, er afkog den mest traditionelle hjemmelavede tilberedning, mens kapsler, tinkturer og standardiserede ekstrakter er de mest almindelige former i nutidens fytoterapi. Uanset formen bør mængden og varigheden af brugen aftales med en sundhedsfaglig person, da der kun findes få kliniske data om sikre doser.
Synergi med andre planter
Til hudens sundhed
Sarsaparilla kombineres traditionelt med stor burre (Arctium lappa) og mælkebøtte (Taraxacum officinale) i folkelige blandinger med en rensende profil, hvor de tre planter skulle forene den rensende og antiinflammatoriske virkning, som traditionen tilskriver dem. Denne brug er beskrevet ved psoriasis og andre hudlidelser, men kombinationen er ikke klinisk dokumenteret, og vedvarende hudproblemer bør vurderes af en hudlæge.
Til støtte af immunforsvaret
I traditionelle blandinger rettet mod støtte af immunforsvaret kombineres sarsaparilla med rød solhat (Echinacea purpurea), især i perioder med nedsat modstandskraft. I denne kombination tillægger traditionen sarsaparilla rollen som generelt tonikum og rød solhat stimuleringen af kroppens naturlige forsvar, selv om blandingen ikke er undersøgt i kliniske studier og ikke erstatter lægehjælp ved infektioner.
Til mænds sundhed
Sarsaparilla bruges traditionelt også sammen med savpalme (Serenoa repens) i præparater knyttet til mænds velvære, hvor folketraditionen beskriver den som et tonikum for forplantningsorganerne og som mulig støtte ved hormonelle spørgsmål. Ingen af disse virkninger er bekræftet i kliniske studier, og helbredsproblemer hos mænd bør vurderes af en læge, før man bruger planter.
Opskrifter og brugsprotokoller
Traditionelt afkog af sarsaparillarod
I folketraditionen er afkog af roden den mest almindelige tilberedning af sarsaparilla, og det drikkes som regel som blodrensende middel, en brug der bygger på den traditionelle overlevering og ikke på kliniske studier.
Ingredienser: 1 spiseskefuld tørret, hakket sarsaparillarod og 500 ml vand.
Tilberedning: Kom roden og vandet i en gryde, bring det i kog, skru derefter ned for varmen, og lad det simre ved svag varme i 15 til 20 minutter. Si og drik det lunkent. Den daglige mængde og varigheden af brugen bør fastlægges sammen med en sundhedsfaglig person, fordi rodens saponiner kan irritere fordøjelseskanalen i høje doser, og afkoget må ikke bruges under graviditet og amning eller af små børn.
Hjemmelavet tinktur af sarsaparillarod
Tinkturen er en koncentreret form af roden, som traditionen forbinder med lindring af betændelsestilstande, uden at denne brug er bekræftet i studier med mennesker.
Ingredienser: 50 g tørret sarsaparillarod og 250 ml kornalkohol på 70%.
Tilberedning: Læg roden i en mørk glasflaske, hæld alkoholen over, og lad det trække i 2 til 4 uger, mens flasken rystes dagligt. Si derefter tinkturen, og opbevar den i en mørk flaske. Fordi tinkturen indeholder alkohol og er mere koncentreret end te, bør dosis og hyppighed fastlægges af en sundhedsfaglig person, og tinkturen må ikke bruges under graviditet og amning eller af børn.
Tilberedningerne ovenfor bygger på traditionel overlevering og erstatter ikke professionel rådgivning. Sæt dig ind i de kontraindikationer og interaktioner, der er beskrevet i denne artikel, før du anvender dem indvortes.
Tilknyttede terapier
Fytoterapi
I fytoterapien værdsættes sarsaparilla som tonikum og rensende middel, og planten forbindes traditionelt med kroniske lidelser som hudproblemer og reumatisme. Standardiserede ekstrakter er almindelige, og kapsler og tinkturer hører til de mest anvendte administrationsformer, idet plantens virkning især tilskrives saponinerne og flavonoiderne i roden. De tilgængelige studier er dog stadig overvejende prækliniske, så sarsaparilla betragtes højst som et supplement, der ikke erstatter den medicinske behandling af nogen af disse lidelser.
Kontraindikationer og bivirkninger
Generelle kontraindikationer
Sarsaparilla indeholder saponiner og bruges traditionelt som smagsstof og rensende middel, men der findes kun få kliniske data om dens sikkerhed og virkning. Derfor skal nedenstående begrænsninger overholdes, og al brug bør ske efter professionel rådgivning:
- Allergi: personer med allergi over for planter fra familien Smilacaceae bør undgå sarsaparilla, selv om denne type allergi er sjælden.
- Børn: må ikke bruges til små børn.
- Graviditet og amning: sarsaparilla er kontraindiceret under graviditet og amning.
- Nyresygdomme: personer med nyresygdomme bør være forsigtige, da store doser kan forværre tilstanden.
Bivirkninger
Saponinerne kan irritere fordøjelseskanalen i høje doser, og derfor bør mængden og varigheden af brugen ikke fastlægges på egen hånd. Da virkningen ikke er dokumenteret, erstatter sarsaparilla ikke lægebehandling ved nogen af de lidelser, som traditionen forbinder den med.
Interaktioner med lægemidler
Sarsaparilla kan interagere med visse lægemidler og øge virkningen af blodfortyndende medicin (antikoagulantia), så personer i behandling med warfarin eller andre blodfortyndende midler bør være ekstra opmærksomme. Planten kan også påvirke omsætningen af andre lægemidler, og den, der fast tager et lægemiddel, bør tale med lægen eller en farmaceut, før sarsaparilla kombineres med det, for at undgå uønskede interaktioner.
Kuriositeter
Navnet sarsaparilla stammer fra det spanske zarzaparrilla, et ord sammensat af zarza, der betyder “brombærbusk” eller “tornet busk”, og parrilla, der henviser til en “lille vinranke”. Sammensætningen beskriver godt plantens klatrende og tornede natur og viser, hvordan den historisk blev opfattet, som et vidnesbyrd om dens markante udseende.
Historisk brug mod kønssygdomme og spedalskhed
Sarsaparilla spillede en fremtrædende rolle i farmakologiens historie som middel mod kønssygdomme og spedalskhed. I lægerne Johannes Francs (1649-1725) og Friedrich Hoffmanns (1660-1742) værker diskuteres den som alternativ til kviksølv i behandlingen af kønssygdomme, og i 1952 analyserede et studie stadig saponinerne i to sarsaparillaarter, heriblandt Smilax ornata, der blev brugt mod spedalskhed. I 1959 beskrev et andet arbejde brugen af planten sammen med dapson hos patienter med lepromatøs spedalskhed, men i dag har syfilis og spedalskhed deres egen medicinske behandling med antimikrobielle midler, og denne brug af planten hører udelukkende historien til.
Brug i drikkevarer
Sarsaparilla var en central ingrediens i fremstillingen af sodavand, hvoraf root beer er den mest kendte, og indgik også i opskriften på gammeldags lakridskonfekt. Med tiden faldt populariteten som smagsstof, men rodens jordagtige, karakteristiske smag værdsættes stadig i nogle håndværksdrikke som en kulturel arv fra planten.
Ofte stillede spørgsmål
Hvad er sarsaparilla?
Sarsaparilla (Smilax ornata) er en flerårig klatreplante med tornede stængler, hjemmehørende i Mexico og Mellemamerika, som tilhører familien Smilacaceae. Rødderne er den del, der bruges i traditionel medicin, hvor planten har ry som tonikum og rensende middel, selv om der kun findes få kliniske data om disse anvendelser.
Hvad bruges te af sarsaparilla til?
I folketraditionen bruges teen, der tilberedes som afkog af roden, som blodrensende og vanddrivende middel, ved hudproblemer som psoriasis og ved smerter forbundet med artritis, reumatisme og urinsyregigt. Disse anvendelser stammer fra den traditionelle overlevering og fra foreløbige studier, uden klinisk dokumentation, og teen erstatter ikke lægebehandling.
Hvordan bruges sarsaparilla traditionelt ved hudproblemer?
Sarsaparilla bruges traditionelt ved psoriasis og dermatofytose, ofte kombineret med stor burre og mælkebøtte i rensende blandinger. Prækliniske studier har observeret antiinflammatorisk aktivitet i ekstrakter af planten, og virkningen på bakterier og svampe nævnes i den traditionelle overlevering og i foreløbige studier, men effekten hos mennesker er ikke dokumenteret, og vedvarende hudproblemer kræver vurdering hos en hudlæge.
Har sarsaparilla kontraindikationer?
Ja, sarsaparilla er kontraindiceret under graviditet og amning, må ikke bruges til små børn og bør undgås af personer med allergi over for planter fra familien Smilacaceae. Personer med nyresygdomme skal være forsigtige, den, der tager blodfortyndende medicin som warfarin, bør først tale med lægen, og rodens saponiner kan irritere fordøjelseskanalen i høje doser.
Må gravide, ammende og børn bruge sarsaparilla?
Nej, sarsaparilla er kontraindiceret under graviditet og amning og må ikke bruges til små børn, da der kun findes få sikkerhedsdata om planten. Begrænsningen gælder alle tilberedningsformer, også tinkturen, som ud over at være mere koncentreret indeholder alkohol.
Kan sarsaparilla erstatte lægebehandling?
Nej, for sarsaparillas virkning er ikke dokumenteret, og derfor erstatter den ikke lægebehandling ved nogen af de lidelser, som traditionen forbinder den med, såsom artritis, urinsyregigt eller psoriasis. Den tidligere brug mod syfilis og spedalskhed er for eksempel afløst af moderne medicin, og al brug af planten bør drøftes med en sundhedsfaglig person på forhånd.
Bemærk: dette indhold er informativt og erstatter ikke professionel sundhedsrådgivning. Kontakt en læge eller fytoterapeut, før du bruger lægeplanter, især under graviditet, amning eller ved brug af medicin.
Referencer og videnskabelige studier
- PMC2012 Challinor VL, et al. Steroidal saponins from the roots of Smilax sp.: structure and bioactivity. Steroids. 2012.
- PMC2020 Khan A, et al. Investigation of the preliminary mechanism of action for the acute anti-inflammatory activity of the methanol extract of Smilax ornata Lem.. J Ethnopharmacol. 2020.
- PMC2019 Khan AK, et al. Investigation of the anti-inflammatory and the analgesic effects of the extracts from Smilax ornata Lem. (Jamaican sarsaparilla) plant. J Ethnopharmacol. 2019.
- PMC1952 Paris R, et al. The saponosides of two sarsaparilla plants (Smilax ornata Lem. and Smilax japicanga Griseb.) used against leprosy. Ann Pharm Fr. 1952.
- PMC1959 Rollier R. Treatment of lepromatous leprosy by a combination of DDS and sarsaparilla (Smilax ornata). Int J Lepr. 1959.
- PMC2021 Schochow M, et al. Mercury or sarsaparilla. On the pharmacotherapy of venereal diseases by Johannes Franc (1649-1725) and Friedrich Hoffmann (1660-1742). Urologe A. 2021.
